Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Det hele begyndte med en velsignelse. Og lad mig slå fast med det samme: Jeg forstår til fulde, at der kan være et behov for en velsignelse. Ingen skal forsøge sig med antydninger af, at biskopper bare sidder lukket inde i studerekamre uden forståelse og agtelse for soldaten. Jeg ved, hvor vigtig denne tjeneste er.
Præster velsigner ved sygeseng, i kirken, i forsvaret. Ingen har stillet spørgsmålstegn ved det. Men jeg har bedt om, at feltpræster velsigner, som det er foreskrevet, og samtidig bedt mig fritaget fra alle mulige selvopfundne ritualer. I al enkelhed er jeg med til at varetage de bestemmelser, som findes i forsvaret, og som præsterne skal rette sig efter.
Det er tilsyneladende ikke vidt kendt, men der findes en bestemmelse for den kirkelige betjening af forsvaret, og i denne fastslås det nøgternt, at feltpræstens tjeneste er en gejstlig tjeneste i forsvaret, som udføres i overensstemmelse med folkekirkens regler. Det fastslås også, at værnsprovster og værnspræster er non-kombattanter (det fremhæves i øvrigt, at den gejstlige betjening ikke bærer sidevåben. Altså når man har galla på, bærer man ikke sabel). Den gejstlige tjeneste kommer til udtryk i gudstjenester, dåb, nadver, sjælesorg, kirkelige handlinger. Tjenesten omfatter også samtaletimer og undervisning i kristelige, religiøse, etiske og kulturelle forhold efter nærmere bestemmelser.
I forsvarets bestemmelser er det i øvrigt fremhævet med sort, at »Det er forbudt at velsigne køretøjer, skibe, fly og våben.« Fra mine år i forsvaret er det erfaringen, at den formulering aldrig ville have fundet en vej ind i teksten, hvis ikke lige præcis det havde været et problem på et tidspunkt.
Præster er non-kombattanter, og det betyder, at de er omfattet af Genevekonventionernes særlige beskyttelse. Hvis man vil opnå denne beskyttelse, så betyder det, at man udelukkende skal beskæftige sig med varetagelse af gejstlige pligter. Man må altså ikke foretage sig noget, der kan opfattes som støtte for en militær organisation - altså bortset fra den åndelige støtte.
Det er nok muligt, at der findes mennesker, som synes, at det gør godt med testosteron-dyrkelse, og synes, at det er godt med præster, der griber til våben. Men ifølge forsvarets bestemmelser må præsten ikke indgå i vagtordninger (bortset fra ved sanitetsenheder) eller vikariere i militærfaglige funktioner. Feltpræsten må bære et håndvåben til selvforsvar.
Alle disse bestemmelser er naturligvis blevet foreskrevet for, at præsten kan udføre sit vigtige arbejde, nemlig at være til stede med evangeliet midt i krigens alvor og gru. Der skal være nogen til stede i krigen, som kan tale trøstende til den soldat, som på samfundets befaling gør sit arbejde og i den forbindelse bliver bedt om at slå ihjel og planlægge fjendens nederlag.
Krig er en form for magtanvendelse, som går hårdt ud over det menneske, der har det som sin tjeneste at udføre det. Forsvaret skønner, at det er godt med præster, der solidarisk følger med soldaterne, men gør det også helt klart i sine bestemmelser, at det er en anden tjeneste end soldatens!
Min egen læremester i forsvaret gjorde det meget klart, da jeg mønstrede som orlogspræst: »Du skal ikke velsigne våbnene, du skal ikke velsigne krigshandlingen - du kan understå dig i at gøre det. Hvis våbnene kræver din velsignelse, dur de ikke. Det er mig, der er officer - det er mig, der har gået på officersskolen - det er mig, der er professionel, når det gælder at holde moralen oppe, og du skal ikke antydningsvis give udtryk for, at jeg ikke kan mit arbejde! Men når jeg er færdig med mit arbejde, må du gerne gøre det helt klart for mig, at der findes tilgivelse, og at jeg kan blive menneske igen.«
Det er krigens vilkår, at der bliver slået ihjel, at fjendens undergang bliver planlagt, og vi ved alle, at vrede, hævn og angst naturligvis spiller sine spil. Som officer og som soldat trænes man til at gribe ind med fornøden magtanvendelse. Man opøves i ikke at gribes af vrede, fordi enhver ved, at nok er det en mægtig kraft, men dømmekraften er ikke altid intakt.
Besindighed er også tilrådeligt i krig. Men der er også brug for en helt anden verden. Den repræsenterer feltpræsterne. Midt i kampen repræsenterer de nemlig én, der fandt på at sige, at man skal elske sin fjende, og derfor er det vel ikke for meget at bede om for sig selv og for de andre, at man må bevare agtelsen for fjenden.
Inden man forløber sig i sentimental krigsrørelse og foregøglet fædrelandskærlighed og slipper den manipulerende retorik løs, kunne man i stedet nøgternt konstatere, at jeg og de biskopper, som i den aktuelle debat har udtalt os om feltpræsters rolle, blot ønsker at gøre forsvarets bestemmelser gældende.