Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fordybelse og nærvær kommer ikke af sig selv

Fordybelsen skemalægger vi i yogatimer og vandreture i de svenske fjelde. Når vores børn skal fordybe sig og finde ro, er det også skemalagt i en travl hverdag. På mine børns skole er der »mindfulness« på skemaet

Kristine Faldgaard.
Læs mere
Fold sammen

Jeg bor i byen. I København. Her er et mylder, støj og evigt flimmer fra reklamer og gadelygter … Jeg arbejder på en skole på Frederiksberg. For en måned siden gravede man i fortovet, lige udenfor klasselokalet. Vi kunne ikke åbne vinduerne i timerne.

Støj i skolerne forbinder mange med elever, der snakker i timerne, afbryder hinanden, rejser sig fra deres plads midt i undervisningen, mobiler, der ringer, høje stemmer og råb på gangene. Men kan støj også komme udefra? Det kan støje så meget i hovederne, at vi aldrig når at fordybe os. Det kan støje fra politiske vinde med pædagogiske modetendenser og reformer.

Samfundet er præget af støj. Der er hele tiden en mobil i tasken, der kan ringe. Et spil, der kræver opmærksomhed. Sociale medier, der kalder på et svar og en stillingtagen. Voksne er på farten. Vi skal nå det næste møde, til juleafslutninger og aflevere ungerne til fodbold og børnefødselsdage.

Fordybelsen skemalægger vi i yogatimer og vandreture i de svenske fjelde. Når vores børn skal fordybe sig og finde ro, er det også skemalagt i en travl hverdag. På mine børns skole er der »mindfulness« på skemaet. I min undervisning sætter jeg uret, og så er der »stillelæsning« i 20 minutter.

Det er rigtig svært for mine børn at finde ro i »mindfulness«, og mine elever synes ofte, at ti minutters læsning er nok. De begynder at kede sige. I går havde jeg en elev, som lå ind over bordet i timen. Han lavede ikke noget, forstyrrede ikke, sov heller ikke, men kiggede blot ud i luften. Lærersproget kom op i mig, og jeg sagde: »det er spild af tid, at du ikke laver noget i skolen«… På vej hjem kom jeg til at tænke på, at det faktisk er et sundhedstegn fra elevens side. At kigge ud i luften, at tænke sig om – der var på ingen måde støj i elevens hoved den eftermiddag. Hvor tit har jeg selv kigget ud i den blå luft de sidste par år? Ikke mange. Når jeg keder mig, kigger jeg på min mobil, læser en avis.

Med folkeskolereformen fik eleverne flere timer i dansk og matematik. De fik understøttende undervisning, engelsk fra 1. klasse, fransk eller tysk fra 5. klasse, lektietid og længere skoledage. Men fik de tid til at fordybe sig? Nej. For skoledagen er blot blevet længere og mere fragmenteret. Vi kan putte nok så mange spændende aktiviteter og bevægelsestimer ind i skolen. Det bliver skolen ikke mere nærværende af. Vi sætter børneyoga og massage på skemaet. På skoler har man nu »faglig fordybelse« på skemaet – det er en »fordybelse« på 25 minutter sidst på skoledagen. Undskyld mig, men jeg kan ikke nå at fordybe mig på så kort tid i slutningen af en arbejdsdag. Og det kan eleverne heller ikke.

Vi giver eleverne flere timer, hvor vi voksne bestemmer, iscenesætter og styrer deres liv. Samtidig er vi er selv enormt dårlige eksempler på, hvordan man bliver optaget af en ting i længere tid. Det er nemlig svært at fastholde koncentrationen i lang tid – at lave »ingenting«, lade fantasien få frit spil og være til stede i nuet.