Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fordelingsdagsordenen sejrer hver gang

»Demokratiets DNAer tilsyneladende blevet, at man vinder valg ved at være indigneret, tager hånd om alle dem, det er synd for, og ved at dele ud – primært dele ud af andre folks penge.

Finn Ketler Fold sammen
Læs mere

I en verden, hvor det politiske spektrum ifølge erhvervsmanden Asger Aamund kan deles op i fordelingspartier og vækstpartier, er Danmarks fremtid forseglet, længe inden valget er overstået – og det er ikke nødvendigvis en glæde. Demokratiets DNAer  tilsyneladende blevet, at man vinder valg ved at være indigneret, tager hånd om alle dem, det er synd for, og ved at dele ud – primært dele ud af andre folks penge.«

Hvad der er mere bekymrende, er, at det meste af pressekorpset helt og fuldt har købt den præmis, at det er fordelingsdagsordenen, der er interessant. I hverken Poul Erik Skammelsens (TV 2) eller Tine Gøtzsches (DR) »topmøde« mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, blev vækstdagsordenen nævnt eller belyst. Sådan er valgkampen stort set forløbet fra første dag.

I Singapore og Kina, som danske politikere har så travlt med at besøge og rose for deres erhvervssucces, sidder regeringer, der er mindre fordelingsorienteret, men langt mere vækst- og velstandsorienteret. Hvordan mon det ville være gået disse ikoniske lande, hvis de havde haft en fordelingsdagsorden, som vi har, i stedet for en vækstdagsorden? Mit bud er, at de fortsat havde været usædvanligt fattige.

Læs også: Asger Aamund: Ligegyldigt om Lars eller Helle vinder

De landes styreform afspejler deres vækstdagsorden, og ser man på den øverste ledelse i Kina, har den i mange år bestået af højtuddannede inden for naturvidenskab, som på det seneste er krydret med kommercielt orienterede medlemmer. Politbureauets syv medlemmers topprioriteter er ifølge Business Insider at øge den private sektor, bygge boliger til overkommelige priser, ren energi, udvikle de statsejede virksomheder, slå hårdt ned på korruption, liberalisere det finansielle system og adgangen til internationale investeringer, økonomisk effektivitet og en høj BNP-vækst. Emner som stort set ikke er blevet diskuteret i den danske debat.

Udover de politiske lederes fokus, er forskellen i deres uddannelse slående. Hvor danske politikere i stigende omfang har en cand.scient.-baggrund og er skolet i strukturer, mekanismer og fordelingspolitik, har de, der bider os i haserne, en anden baggrund og drivkraft.

Er det mon demokratiets svaghed i en nøddeskal, en styreform, hvor sammenhængskraften består af overførsler og fordelinger? »De brede skuldre« og virksomhederne er forpligtet til at overholde love og regler og må leve med den ramme, som politikerne stiller til rådighed, men man skal ikke være naiv.

Hvis rammerne, erhvervsklimaet og de grundlæggende omkostningsstrukturer er ugunstige, er ingen forpligtiget til at blive. I erhvervslivet slår man ikke ud med armene og bruger store ord, man siver bare og lader den ene rationelle beslutning følge den næste. Som virksomhed er det bedst at holde sig ude af den politiske mediemølle, hvor det eneste legitime synspunkt synes at være, at man med et smil agerer malkeko for fordelingsdebattørerne. Vi lever i et land, hvor konkurrence og stat ikke må siges i én og samme sætning.

Det er da et interessant dilemma at diskutere på vejen mod mere global lighed og mindre velstand i Danmark. Det gør vi bare ikke.