Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Forbud mod cannabis er smagsdommeri og hykleri

Foto. Vibeke Toft. Fold sammen
Læs mere

De bedste beslutninger er som regel dem, der træffes på et oplyst grundlag. Det er de beslutninger, hvor man indhenter fakta og forholder sig kritisk til dette; især de fakta, der udfordrer ens egne fordomme. Det er en intellektuelt udfordrende proces, men den er nødvendig. Særligt hvis beslutningerne kommer til at påvirke andre menneskers liv.

Det er denne proces, som det oplyste demokrati forventer af sine folkevalgte og af den offentlige debat. Alternativet er intellektuel dovenskab, populisme eller direkte usandheder, som alle fører til politikerlede. De fire folketingsmedlemmers indlæg »Legalisering af hash er ikke løsningen« i sidste måned er skyldig i samtlige af disse ting. Som læser bliver jeg i tvivl om de overhovedet har gjort en indsats for at indsamle viden om et område, de lovgiver om, eller om de blot har søgt efter holdninger, der bekræfter deres fordomme.

Jeg vil ikke foreslå nogen at ryge en joint eller at drikke en flaske vodka. Fælles for de fleste rusmidler er, at de indebærer en risiko for selvskade. Man skal respektere rusmidlerne for det, de er: Kemiske stoffer, der påvirker krop og sind, på godt og ondt. Kan man klare sig uden, er dette at foretrække; om ikke andet fordi, det gør livet lettere.

Vi mennesker er konstrueret forskelligt. For nogle starter dagen først efter det skud koffein, de får med morgenkaffen. Andre, f.eks. de med en ADHD-diagnose, kan have behov for en lille dosis amfetamin. De kan heldigvis købe deres stoffer på apoteket, frem for at skulle købe urene stoffer af landets »gadeapotekere« til en overpris, der ryger direkte i de kriminelles lommer.

Det at være anderledes end flertallet betyder ikke, at man er et ringere menneske, og det er på tide, at vi begynder at tolerere og forstå denne mangfoldighed i stedet for at slå den ned med vold og magt.

Det er ingen hemmelighed, at den nuværende forbudspolitik er ineffektiv, hvis målet er at begrænse forbruget: I Sundhedsstyrelsens rapport om emnet fra 2016 fremgår det, at 44,2 pct. af de 16-44 årige har taget stoffer. Det er altså ikke kun en lille gruppe, man kriminaliserer, men næsten halvdelen af befolkningen.

Beskæftigelse

Forbuddet øger også beskæftigelsen: Ikke kun hos banderne, men også hos politiet, hvorfor Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, altid er stor fortaler for den eksisterende politik. Samtidig koster forbuddet et svimlende beløb: Ifølge DR-dokumentaren »DR3 på stoffer« er retsvæsenets årlige udgifter i omegnen af 3,4 mia. kr.

I stedet for at hjælpe dem, der er på vej ud i et misbrug, straffes de. Denne prioritering betyder også, at efterforskning af indbrud, overfald, voldtægter m.v. nedprioriteres, da der skal findes midler til narkokrigen og den ceremonielle »rydning« af Pusherstreet, som kun resulterer i, at pusherne flytter ud i byens parker og på gadehjørner.

De færreste stofbrugere kommer ud i et decideret misbrug. Det skønnes, at ca. 33.000 danskere er stofmisbrugere og hvert år mister 250 livet. Til sammenligning skønnes det, at 21,7 pct. af danske mænd viser tegn på alkoholproblemer, at 140.000 danskere er alkoholikere og alkohol står for 5,6 pct. af alle dødsfald i Danmark. På verdensplan er ingen mennesker endnu døde af cannabis.

Smagsdommeri

At tillade alkohol, men samtidig forbyde cannabis, er altså intet andet end smagsdommeri. At to partier – Venstre og de Konservative – kan gå til valg som forsvarere af den personlige frihed, men samtidig gøre sig til dommere over, hvad voksne mennesker gør med deres egen krop, er hykleri, bygget på fordomme og uvidenhed.

Til forskel fra salg af alkohol og tobak, har pusherne hverken aldersgrænser eller varedeklarationer på produkterne. Deres fokus er på omsætningen, så her tjekker ingen ID, og køberne har ingen garanti for, at der ikke er fusket med indholdet. At man ikke har et legalt marked for disse rusmidler betyder, at de også er tilgængelige for børn, som i dag er for unge til at købe alkohol og tobak.

Helt skæv er de fire politikeres sammenligning af fri cannabis med fri hastighed på motorvejen. Mette Abildgaard (K) har ligeledes stillet det retoriske spørgsmål: »Skulle vi så også legalisere børneporno?«

Tænker man blot et par sekunder over disse skræmmebilleder, er det indlysende, at de ikke kan sammenlignes: Hvor børneporno er misbrug af uskyldige børn og fri hastighed kan medføre uheld, hvor uskyldige kan miste livet, så skader stofbrugeren kun sig selv.

Hvordan kan man forbyde cannabis – et stof, som ingen er døde af – men tillade alkohol, som årligt kræver næsten 3.000 dødsfald? Det hænger ikke sammen, når alkohol ifølge Det Kriminalpræventive Råd er katalysator for godt halvdelen af al vold i familier og i parforhold, mens cannabis oftest resulterer i øget omsætning hos McDonalds.

Det er på tide, at vi kræver mere af vores politikere, og at Danmark får en fornuftig rusmiddelpolitik.

Jakob Høppermann er konsulent.