Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Forbruger: Det er mig, der er Big Data – MIG!

"Vi har simpelthen fundet frem til en dansker, som med utrolig præcision køber alt det, som netop er ved at gå af mode." MOdelfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det startede med købet af et videokamera, dernæst en trillebør, en rejse til Kreta efterfulgt af købet af en rullesteg og en skruemaskine fra Bosch.

Men lad os begynde ved begyndelsen. Jeg havde forelsket mig i et videokamera – ja, sådan en selvstændig elektronisk enhed, man kan bruge til videooptagelser. Men ikke en hvilken som helst: Her var 4K-kvalitet og et hav af andre vidunderlige features.

Og prisen: Kun kr. 4.990,-

Jeg havde i længere tid skam-googlet nettet utallige gange for at se, om ikke det kunne fås billigere – men nej. De 4.990,- stod ved magt.

Beslutningen blev truffet – ordren indtastet – pengene overført og forventningens glæde spirede i mit sind.

To dage senere ankom produktet. Manualen blev nærlæst – apparatets knapper efterprøvet – alt åndede idyl.

MEN som det jo ofte sker, når man ihærdigt googler et særligt emne: Overalt hvor jeg befandt mig på nettet de efterfølgende dage blev jeg mødt af reklamer for lige netop dette videokamera. På Berlingskes hjemmeside – på TV 2s hjemmeside – på stort set alle hjemmesider, jeg besøgte, og budskabet var forbløffende ens: Spar 1.000,- kr. Jeg skyndte mig ind på www.pricerunner.dk og ganske rigtigt. Alle på nettet havde lige pludselig sat kameraet 1.000 kr. ned. Ikke bare én lille snottet internetbutik, men samtlige snottede internetbutikker i hele landet.

Millioner af transaktioner

Jeg blev så rasende, at jeg helt glemte min 14 dages returret, som man jo har, når man handler på nettet.

Jeg kontaktede den internetbutik, hvor jeg havde købt kameraet.

De oplyste, at prisnedsættelsen skyldtes, at man havde klare indikationer på, at lige netop dette kamera var gået af mode. »Hvem siger det?« næsten råbte jeg ind i røret. »Jamen, det er skam noget, vi har fra vores trendbureau,« sagde tele-medarbejderen. »Trendbureau? – hvad for et trendbureau?« »Jamen, det ved jeg sådan set slet ikke, om jeg må fortælle, men de hedder vist noget med Trend-Sletters eller sådan noget,« undskyldte medarbejderen.

Mere googleri, og jeg havde fat i synderen: Trend-Sletters, hed de ganske rigtigt. Jeg fik fat i en medarbejder og bad om en forklaring: Hvorfor var mit vidunderlige kamera pludselig gået af mode? »Det er sådan set meget enkelt,« meddelte chefanalytikeren mig – for det var ham, jeg talte med.

»Vi har samlet en meget stor mængde data om forskellige personers køb indsamlet over mere end fem år – millioner af transaktioner. På den baggrund har vi fundet frem til tydelige indikationer på, hvilke produkter der er ved at gå af mode, og disse oplysninger udsender vi så til vores kunder i det månedlige MIGI-index. De første år var beregningerne baseret på tusinder af menneskers forbrug og handlemønster. Men vi har raffineret metoden til perfektion og har reduceret vores stikprøve til én enkelt person. Vi har simpelthen fundet frem til en dansker, som med utrolig præcision køber alt det, som netop er ved at gå af mode. Alt det, personen køber, optræder så i vores MIGI-index.«

»Hvorfor hedder det MIGI-indexet?« ville jeg vide. »Det ved jeg ikke. Det hed det allerede i midten af 00erne – før min tid.« Men jeg hørte ikke længere efter. MIGI – første stavelser i mit navn: Mik Gillesberg.

Jeg følte umiddelbart en vis stolthed over, at noget i det hele taget var opkaldt efter mig. Altså indtil den grusomme sandhed stod mejslet på min nethinde: Jeg var arketypen på det umoderne menneske. En computer havde – blandt millioner af individer – spottet mig, som det jeg var: En last-mover!

Hvad med slutsedlen?

Det forklarede den pludselige prisnedsættelse på vores ferie til Kreta og trillebøren, der ugen efter var på forsiden af avisen fra det lokale byggemarked, og alle de andre varer, som jeg i årenes løb havde anskaffet blot for umiddelbart efter at kunne konstatere betragtelige prisfald.

Jeg vaklede ind på cafeen på torvet, hvor jeg havde lovet at mødes med en kollega.

»Nå, der sidder du,« sagde han, da han kom et kvarter senere.

»Hvad drikker du?« spurgte han.

»En Carls Special,« svarede jeg mekanisk.

»Så lad mig få en magen til,« sagde han til tjeneren.

»Vent med at køb den til i morgen. Da koster den kun det halve – med garanti,« svarede jeg, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle forklare min kone, at den stationcar, som vi netop havde skrevet slutseddel på, givetvis ville blive markedsført 40.000 kr. billigere i den kommende uge – endda med den store udstyrspakke i.