Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Forandringen og historien

Året 2013 kommer til at markere en af de største mindehøjtideligheder: Begravelsen af Nelson Mandela. Det er også 50-året for mordet på JFK og samtidig den periode, hvor en præsident har fået den sidste af Kennedy-parrets børns velsignelser: Caroline Kennedy har sagt, at Obama fører JFKs drømme videre. Og som Mandela i Sydafrika, er Obama den første sorte præsident i USA.

JFK og Mandela, der i disse dage hver især erindres i et væld af ceremonier, mindehøjtideligheder, tv-udsendelser, film og serier, har begge noget til fælles: Ønsket om forandringen til et bedre land, måske endda en bedre verden. Og det er da også det centrale budskab i yes-we-can-politikken. På denne måde har JFK og Mandela desværre også til fælles, at deres dybe engagement til trods, så synes lidt forandret som direkte følge af deres person og politik og snarere er det, om man så må sige, internationale konjunkturer, der bragte den reelle forandring – i hvert fald i Sydafrika. Men, som Obama gjorde opmærksom på, man kan heller ikke kræve, at én mand skal forandre hele verden.

Den guddommelige status, som JFK og Mandela har opnået, skyldes i høj grad den symbolik og karisma, de besad. JFK, født ét år før Mandela, passede perfekt til sin tid. Ung, charmerende, flot og, som vi informeres om i Mad Men, så gik han ikke med hat. Aha! En rebel, må man forstå. Ligesom Elvis. Noget lignende kunne siges om Mandela. På samme måde som JFK politisk iscenesatte en ungdommelighed, som hans helbred ret beset på ingen måde kunne stå inde for, således vidste også Mandela, at en opfordring helt i Gandhis ånd til non-violence og barmhjertighed over for apartheidstyret, som dømte ham til 27 års fængsel, ville være en politisk genistreg, som ville lamme hans modstandere. Og dét gjorde det.

Skal vi tro Caroline Kennedys ord, går der tilsyneladende langt tid mellem politiske drømme og deres videreførelse. Der er et stykke fra Kennedy til Obama, fra Mandela til Zuma – ikke mindst, når virkeligheden synes at bestå i en sundhedsreform, som ikke engang kan få teknikken til at fungere, eller når 40 mio. amerikanere lever under internationale fattigdomsgrænser. Ikke mindst, når man ser, hvordan forandringen reelt ser ud i Sydafrika. Men når JFK og Mandela alligevel nyder vores endeløse glorificering i disse dage, skyldes det måske, at de repræsenterer ikke en fortid, men en altid tilstedeværende mulighed for politiske idealer, drømme og forandringer.

Måske er det også fordi, at de to ikoner kunne både tale og tænke. Hverken mere mere eller mindre mindre. I en tid, hvor politik synes reduceret til middelklassens fordeling og organisering af egne midler i den utilitaristiske hedonismes navn, klamrer man sig alligevel til det spæde håb, at også vores tid kommer til at opleve en JFK eller en Mandela. Man håber (og amerikanerne beder til), at Obama virkelig kan forandre.