Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

For et år siden blev jeg mirakuløst reddet ud af en brændende bygning i Rødovre. Siden har systemet svigtet mig

Jens Myhre Larsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Privatfoto

For et år siden blev jeg mirakuløst reddet ud af en brændende bygning i Rødovre.

Millioner af mennesker over hele verden så en video på YouTube, hvor jeg fik fat i kæderne fra en stor kran og blev hejst ned fra flammerne. Dengang skrev Mattias Tesfaye om sagen på Facebook. Det var dengang en lykkelig historie.

Nu er der gået et år, og jeg har brug for at fortælle min historie. Det har ikke været så sjovt.

Byggeledelsen bad os om at foretage en reparation på taget, selvom alle flugtveje var fjernet. Stilladset var pillet ned. Derfor blev min makker og jeg fanget i flammerne. Vi vidste alle sammen, at det var uforsvarligt. Vi skulle have sagt fra.

Kort tid efter ulykken fik jeg tilsendt en buket blomster fra byggeledelsen og et gavekort til et byggemarked på 2.000 kroner. Jeg købte et hegn til min kolonihave. Men jeg ville egentlig hellere have, at nogen havde spurgt mig, hvordan jeg havde det.

På taget skærmede jeg mig fra flammerne med en stor masonit-plade. Jeg holdt fast i pladen, selvom mine fingre blev brændt af. Da jeg kom ned, blev jeg kørt på Hvidovre Hospital, hvor jeg fik fingrene i en balje med vand i fire-fem timer. Herefter sagde de blot, at jeg skulle opsøge egen læge. Heldigvis kendte jeg nogen, der kendte nogen, som arbejdede på Rigshospitalet. På den måde fik jeg den nødvendige behandling af de rette specialister. I dag har jeg fået opereret ny hud på store dele af hænderne og armen. Men hvad nu, hvis jeg ikke selv kendte en læge?

Kommunen er ikke til megen hjælp

Da jeg kom hjem til lejligheden i Tingbjerg, skulle min kone hjælpe mig med alt. Jeg havde store poser på hænderne, så hun skulle made mig og hjælpe mig på toilettet. Hun måtte tage fri fra arbejde i månedsvis.

Ingen tilbød os hjemmehjælp eller anden støtte. Kun fagforeningens socialrådgiver støtter vores familie med at søge erstatning og holde styr på alverdens breve og dokumenter fra kommunen og Job-net.

»Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt bitter. Jeg har altid haft et arbejde og betalt min skat. Nu har jeg brug for systemet, og så synes jeg faktisk ikke, at det fungerer ret godt.«


Nu er jeg på sygedagpenge. Heldigvis bor vi billigt i en lejlighed, ellers kunne vi ikke klare den. Min kone arbejder i Hjemmeplejen. Jeg føler ikke, at kommunen er til megen hjælp. De forhindrer mig i at tage på kurser, fordi de mener, at det må betyde, at jeg er klar til arbejde. Det forstår jeg ikke. Jeg vil jo bare i gang og holde kontakt til de gamle kolleger.

Jeg må indrømme, at jeg er blevet lidt bitter. Jeg har altid haft et arbejde og betalt min skat. Nu har jeg brug for systemet, og så synes jeg faktisk ikke, at det fungerer ret godt.

Min søn på 23 år er nu blevet udlært som tagdækker. Derfor står jeg nu frem med min historie med Mattias Tesfayes hjælp. Han er den eneste, jeg kender, der har lidt indflydelse. Mit budskab: Ingen fortjener sådan et år, som jeg har haft. Det har været et helvede. Vi bliver simpelthen nødt til at passe bedre på hinanden.

Til ledelser: Lad nu være med at sende folk i gang med opgaver, når sikkerheden ikke er i orden.

Til arbejdere: Bliv nu bedre til at sige fra. En dag sker ulykken for dig eller din makker.

Til politikere: I bliver simpelthen nødt til at sørge for, at vi borgere får bedre hjælp, når vi har brug for den.

Jens Myhre Larsen har fortalt sin historie til Mattias Tesfaye, MF (S), som skrev og bragte den på sin Facebook-side i denne uge.