Grundlæggende består vækstpakken i, at der først opkræves skatter og afgifter, der reducerer den private sektors produktion og beskæftigelse for 120 mia. euro, og dernæst skabes der ny produktion og beskæftigelse for de samme penge.

Nettoresultatet er i bedste fald nul. Mere sandsynligt er resultater et samlet velstandstab og en lavere økonomisk vækst, fordi pengene bliver brugt mindre effektivt, når politikere og bureaukrater beslutter, hvad pengene skal investeres i, frem for når private investorer investerer deres egne penge i de projekter, der giver det højeste afkast. At der tilmed sker en omfordeling fra mere produktive lande i nord til mindre produktive i syd vil kun yderligere sænke den samlede økonomiske vækst.

De europæiske økonomier lider under massive strukturproblemer, men i stedet for at tage fat på at løse disse, vælger EU-politikerne igen at gennemføre initiativer, der alene flytter penge fra en lomme til en anden med et stort effektivitet- og velstandstab til følge.

Vi har set det før. I 2000 lanceredes ’Lissabon-strategien’, der skulle gøre EU til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi« i verden i år 2010. Vi ved alle, hvordan det gik. Men i stedet for at skrotte disse 10-års planer lancerede EU ’Europa 2020-strategien’, der skal sikre »at EU bliver en vidensbaseret, bæredygtig og inkluderende økonomi, der kan levere et højt produktivitets- og beskæftigelsesniveau præget af social samhørighed.« Selv de økonomiske mål er nu opgivet til fordel for feelgood-målsætninger om bæredygtighed, inklusion og social samhørighed. Det er tragisk.

Det er derimod ikke overraskende, at EU er en økonomisk tilbagegangsregion med lav vækst og store gældsproblemer, når økonomisk uansvarlige politikere nægter at gøre noget ved de virkelige problemer, fordi de er bange for at lægge sig ud med vælgerkorpset. Struktur­problemerne er ellers til at få øje på: Stive arbejdsmarkeder, lav tilbagetrækningsalder, overregulering, store og ineffektive offentlige sektorer, høje overførselsindkomster, høje skatter og et gigantisk offentligt overforbrug. Alle disse problemer er i øvrigt skabt af politikerne selv, men det er meget lettere at opnå enighed om at fremrykke offentlige investeringer, der ikke generer nogen vælgere, end at løse strukturproblemerne.

Den nye EU-vækstpakke er for 900 mia. kr. symbolpolitik. Den skal vise politisk handlekraft, og den sælges til medier og vælgere som et tiltag, der skal få gang i væksten. Det er derfor rimeligt at karakterisere vækstpakken som for 900 mia. kr. politisk fup. Betalt af EUs skatteborgere.