»I kan stadig nå at aflyse mig«. Ordene kommer fra Geert Wilders aftenen inden hans deltagelse i årets Folkemøde på Bornholm.

Vi sidder og drøfter forløbet af arrangementet med ham ved et veldækket bord i det fri med direkte udsigt til Hammershus. Juniaftenen er klar og med årstidens helt særlige, gyldne lys.

Alt er så idyllisk, at man fristes til at tro, at der hersker fred og ingen fare – hvis man ser bort fra de mange bevæbnede sikkerhedsfolk, der står plantet rundt omkring i det høje græs, ubevægelige som figurer på et Hopper-maleri. Jo, der er slanger i paradiset. Mænd, der ville give deres liv for at få lov at kappe hovedet af manden, der sidder så fredeligt og indtager sin græske salat overfor mig. Selv om vi forsøger at fortrænge det denne aften ved Hammershus, slipper vi ikke for at huske det.

Og nu opfordrer han os så, godt nok ironisk, til at aflyse mødet med sig. Han lægger nemlig ikke skjul på, at de budskaber, han vil komme med i sin tale, vil være kontroversielle og at vi også vil være uenige i dem.

Det har han ret i og uenigheden mellem os er klar og uindpakket, men selvfølgelig kunne vi ikke drømme om at aflyse mødet med ham af den grund.

Men at tanken strejfer ham og at bemærkningen falder, er ikke spor tilfældigt, når man tænker på det postyr, hans deltagelse udløste herhjemme i tiden op til Folkemødet.

Dette forløb, der antog karakter af en kampagne, har været en tankevækkende oplevelse for mig som en af arrangørerne. En oplevelse, som rent ud sagt gør mig bekymret for fremtidens muligheder for at give terrortruede en platform.

Debatten har mindet om situationen ved Hammershus: Man sidder og taler sammen og gør alt hvad man kan for at undgå at hæfte sig ved det ekstraordinære ved situationen: De tavse PET-folk. Terrortruslen. Frygten.

DE UTALLIGE, der offentligt har ytret deres modvilje mod Wilders’ deltagelse, har stort set ikke nævnt frygten med et ord. Det er også pinligt, ja, lidt fejt at indrømme at man er så bange, at man ønsker et møde aflyst. Alligevel vil jeg hævde, at det var forklædt frygt, der lå bag de mange protester. Frygt for terror og frygt for, hvad terrorfrygten ville udøve af skade på Folkemødet som arrangement og institution.

Bemærk nemlig, at Wilders’ besøg indtil 5. maj overhovedet ikke var genstand for opmærksomhed. Det var først efter denne dags angreb på ham i Texas, at protesterne, kritikken og boykotten begyndte at blive luftet. Altså først da terrortruslen blev aktualiseret. Allehånde politikere fra Zenia Stampe, Manu Sareen, Uffe Ellemann, Lars Barfoed og Brian Mikkelsen ytrede nu deres mishag, ikke fordi de var imod ytringsfrihed, nej da, men hvorfor skulle Wilders tale lige dér og lige på dét tidspunkt? Allermest forbløffende var Bertel Haarders reaktion. Med slet skjult utålmodighed revsede han Trykkefrihedsselskabet for vores »misbrug af Folkemødet«:

»Det er«, lød det fra Haarder, »så træls, at Trykkefrihedsselskabet overhovedet ikke ser på hverken de politimæssige, de økonomiske eller de folkelige omkostninger ved, at de misbruger Folkemødet på den måde.«

Med andre ord: Fordi islamister truer Wilders på livet, er det misbrug at invitere ham til et møde, der fejrer demokratiet og det frie ord.

Dette er ikke bare selvmodsigende, men et markant udtryk for mangel på demokratisk rygrad. For med denne argumentation giver man jo voldsmændene carte blanche til at bestemme, hvem der kan tale og ikke tale på Folkemødet. Truer de bare en person tilstrækkeligt ihærdigt, ryger han på den sorte liste. Og værre blev det, da Haarder i Aftenshowet direkte opfordrede folk til ikke bare at boykotte Wilders-mødet, men til at demonstrere imod det.

Budskabet fra en Venstre-viking anno 2015 lyder altså sådan: Hvis en dødstruet mand kommer til byen, så demonstrer imod ham!

Senere tonede Haarder sin kritik ned, ja, korrigerede den faktisk, men da havde hans budskab allerede nået overskrifterne og bidraget til at sætte fut i kampagnen mod arrangementet.

På et tidspunkt var kampagnen så massiv, at vi overvejede, om vi ville komme til at sidde i en halvtom sal. Udover de angreb, vi var genstand for i pressen, modtog jeg en lind strøm af rasende breve fra folk, der lod mig forstå, at det primært ville være min skyld, hvis nogen led overlast ved Folkemødet.

Og dagen inden arrangementet kunne en journalist meddele os, at ingen af de mange mennesker, hun havde talt med på Folkemøde-pladsen, ville deltage i mødet. De turde simpelthen ikke.

Måske var de påvirket af det store skilt, der var placeret ved Allinge Havn med budskabet: »Trykkefrihedsselskabet gør os utrygge«.

Ak ja, en fredelig forening, der med fredelige midler forsvarer demokratiets grundpille - kan det blive mere farligt? Nej, åbenbart ikke i terrorens tidsalder, når man er blandt folk, der ikke formår at skelne mellem offer og gerningsmand.

Frygten optræder nogle gange i absurde forklædninger.

MEN DET VISTE SIG, at folk ikke blev skræmt væk fra mødet. Tværtimod stod de i lange køer for at komme ind til arrangementet og måtte i store tal afvises ved døren. Bittert nok. Men det for os vigtigste var, at mødet blev gennemført. Voldsmændene fik ikke lov til at nedlægge veto.

Men jeg skal hilse og sige, at det krævede brede skuldre at modstå det pres, vi i Trykkefrihedsselskabet var under. Og det er det, der gør mig bekymret for fremtiden. For hvis det er så besværligt og så upopulært at gennemføre den slags arrangementer, er der selvfølgelig kun få eller ingen, der orker at gøre det. Hvis frygten forklædt som moralsk forargelse får lov til at sætte dagsordenen, forærer vi islamisterne en kolossal sejr, der kun vil give dem mere blod på tanden.

Derfor efterlyser jeg større principfasthed og en langt stærkere demokratisk rygrad end det, vi oplevede fra politisk side denne ret bedrøvelige forsommer.