Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Folkekirker uden folk

22DEB20160701-144911-2BM-12.jpg
Kathrine Lilleør byline Fold sammen
Læs mere

Tilstandsrapport: En præstestilling slås op. Der kommer 78 ansøgere. En del med erfaring. Præster, hvor det ansættende menighedsråd lettere end lettest kan indhente oplysninger om, hvorvidt ansøgeren er dygtig. Om vedkommende trækker kirkegængere, er initiativrig, er dygtig til at samarbejde, kort sagt får sin nuværende kirke til at blomstre.

Men menighedsrådet gør intet opsøgende arbejde.

Man nøjes med at indkalde en håndfuld ansøgere til en såkaldt prøveprædiken udfra, hvem man tror, man kan lide, og biskoppens vejledende orientering. Derpå vælger menighedsrådet kirkens nye præst. At det hurtigt viser sig, at præsten ikke kan tiltrække menighed og ikke ubetinget mestrer samarbejdets kunst, som det også var tilfældet i den stilling, præsten kom fra, har ingen efterfølgende konsekvens for menighedsrådet. Alt fortsætter som hidtil. Pengene går ind i kirkekassen, hvad enten kirken er fuld eller tom. Hvad enten menighedsrådet træffer kloge eller mindre kloge beslutninger. Hvad enten præsterne er dygtige eller udygtige.

Folkekirken er blevet velfærdsstatens største bistandsklient. Vi får kontanthjælp, uanset om vi løser vores opgaver til folkets tilfredshed eller ej. Selvom man for år tilbage iværksatte kirketællinger, så alle landets kirker er forpligtet til at tælle alt og alle, gudstjenestedeltagere, altergæster og babyer til babysalmesang, har statistikkerne ingen konsekvens. I princippet ved vi altså, hvilke kirker der er stort besøgte, og hvilke der står næsten tomme, men pengene, der tilgår den enkelte kirke, afhænger af sognets indbyggertal, og dermed af kirkeskatten.

Menighedsrådet, der fortrinsvis forvalter kirkens økonomi, kan således vælge præster udfra helt andre kriterier end at kirken skal fyldes. Nogle vil sige, at alle vil da helst have fulde kirker. Men menighedsrådsmedlemmer er også mennesker, og det er min erfaring, at mange tror, at præster, der er dygtige til deres arbejde, er vanskeligere for et menighedsråd at tumle, end præster, der ikke er så dygtige. En stor misforståelse. Hvad man har måttet sande i mange kirker, hvor man valgte en af de knap så stærke ansøgere. Folkekirken scorer notorisk lavt, hvad angår kvaliteten af det psykiske arbejdsmiljø. Men præster, der har en stærk faglig identitet, og som formår at skabe liv i kirken, nyder stort set altid en helt naturlig respekt hos kirkepersonalet.

Hvorfor ikke honorere de dygtige?

Hvis man ønsker flere dygtige præster i folkekirken, ligger løsningen derfor lige for: Lad pengene følge kirkegængerne. Simpelthen. Således, at alle kirker får et vist grundbeløb udfra sognets størrelse, antal kirkelige handlinger, kirkens vedligeholdelsesstand osv. Men de kirker, folk søger, bliver afgørende honoreret. Det vil naturligt fremme vidensdeling og fremhævelse af gode eksempler i folkekirken, som er fraværende i skrivende stund. Som det er nu, findes der ikke et samlet overblik over kirkestatistikkerne. Det er på ingen måde almenviden i folkekirken, hvem der kan noget, vi andre kunne lære noget af.

Hvorfor har man da ikke honoreret de dygtige for længst? Fremhævet dem? Hyldet dem? Fordi at modtage uden at skulle yde, korrumperer over år. Penge, der bare kommer, uanset, hvad man gør, fremmer den tanke at hvad ikke alle kan, skal ingen kunne. En jantet selvforståelse, der har glemt at stave til Kristus.

Synd. Bogstavelig talt.

Kathrine Lilleør er sognepræst, ph.d., kritiker og forfatter.