Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Folkekirken Upside Down

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der har været festuge i Aarhus og denne gang med overskriften »Upside Down«, hvilket direktør Rikke Øxner har begrundet med, at det kan være sundt at se livet fra nye vinkler. Samtidig udtrykte hun glæde over, at en kirke i byen var gået forrest ved at lægge hus til rockgruppen Solbrud, der spiller dødsmetal. Altså, en musikgenre, som kredser om død og nihilisme, og i Langenæs Kirke sagde menighedsrådet ja tak til koncerten og den store opmærksomhed.

Det hele blev forleden afviklet med biskoppens ubegribelige accept, fint fremmøde, som man siger i de kirkelige kredse og påfaldende få protester fra landets præster. Om dette skyldes frygt for at blive opfattet som sur og gammeldags, eller om man bare ikke kan se problemet, er uvist, men set herfra er problemet indlysende. Koncerten styrker fornemmelsen af, at kirken i vor tid visse steder kommer for skade at ydmyge sig selv, idet nogle præsters syn på kristendommen efterhånden fremstår så udvandet, at man kan presse stort set alt ind i kirkerummet under påskud af, at det har »et eller andet« med livets store spørgsmål at gøre.

Medlemmerne af Solbrud har selv erklæret, at de hylder døden og mørket, og en kendsgerning er det, at de tiltrækker mennesker, der holder af satanistiske symboler. I en af gruppens tekster beskrives tronsalen i det sorte slot, hvor de dødes hud og knogler pryder væggene, og det kan synes en kende paradoksalt at bane vej for et sådant budskab i et rum, der er bygget til lovprisning af Guds sejr over døden. Og hvor man derfor traditionelt har spillet musik skrevet til Guds ære og alt det, der vil intetheden til livs. Luther satte selv musikkens betydning i kirken højt og skriver et sted, at den blandt andet har til formål at »jage Djævlen på flugt«. Kirkemusikken skal for ham ses som bindeled til det højere, og præst Anne Ehlers og menighedsrådet i Langenæs Kirke skylder at forklare bindeledet mellem dødsmetal og kristendom.

Hvordan kan musik, der blandt andet formår at inspirere sit publikum til påkaldelse af Djævlen, vinde plads i en kirke, der vil det gode i livet? Nogen vil sikkert mene, at vi bør grine ad det hele ifølge den solide moderne danske mentalitet, der byder os at bevare en ironisk distance til de dybere udsagn om ondt og godt. For vi tror på biologi og logik og sarkasme, alt imens vi i øvrigt undrer os over, at den store folkelidelse i dag er af sjælelig art. Og alt imens der utvivlsomt igen vil blive grinet, når præster som Anne Ehlers bidrager til armoden ved at latterliggøre den åndstradition, de er ansat til at bevare.

Som mange nok ved, indledes den kristne trosbekendelse med ordene: »Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen«. Det var i sin tid Grundtvig magtpåliggende at bevare denne indledning, så vi som udgangspunkt for bekendelsen mindes om, hvad vi skal bekæmpe. Død, ondskab, løgn og mørke. Man fornemmer, at pligten til at forsage er under pres, for i en religiøst set fattig kultur, hvor alt ses som menneskeskabt, tager man ikke kampen mod de dybe og uforståelige kræfter alvorligt. End ikke i kirkens eget rum forsager man nødvendigvis længere det onde. Her er alt visse steder velkomment, hvis blot det skaber opmærksomhed. Selv en dyrkelse af døden. Det er folkekirken Upside Down.