Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Folkefjender

David Gress: Vi hører tit, at danskerne nærer en i international sammenhæng stor tillid til hinanden og til deres magthavere.

David Gress, Historiker Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu kan det være, at nogle over for en meningsmåler erklærer, at de har tillid, fordi man ikke har lyst til at indrømme det modsatte, men uanset denne fejlmargen er der ingen tvivl: de fleste danskere udviser i praksis overordentlig stor tillid til politikerne. Der er intet skatteoprør i Danmark og ingen massedemonstrationer mod ikke-vestlig indvandring, som vi eksempelvis netop har set det i Israel, hvor vrede folkemængder kræver 60.000 illegale sudanesere, mange af dem voldelige og kriminelle, udvist. Hvilket de bliver.

Man tager, hvad man får i skikkelse af skatter, afgifter, adfærdsregulerende regler, formynderi og politisk indblanding i den personlige frihed af en art og grad, som ville have været ganske utænkelige for blot 20 år siden. I et fungerende demokrati er tillid mellem vælgere og magthavere en god ting, for den gør den politiske proces lettere, undgår dramatiske og voldelige polariseringer og sikrer systemets legitimitet.

Nu lever vi imidlertid ikke længere i et velfungerende demokrati, hvis man ellers tager demokratiets tilstand eksempelvis i 1960’erne som standard. At magthaverne lever isoleret fra vælgerne og derfor langt hen ad vejen hverken fatter eller gider fatte, hvad der bekymrer og optager dem, har vi længe vidst. Den nuværende regering har imidlertid gjort det endnu tydeligere end den foregående, at den selv ikke nærer nogen tillid til sine vælgere, men nærmest betragter dem som problematiske børn, der skal tvinges til, hvad magthaverne opfatter som korrekt adfærd.

Alle udenfor Christiansborg ved eksempelvis, at vejen tilbage til økonomisk vækst går via mere frihed, især mere frihed for verdens højeste skatte- og afgiftstryk. Dette nærmer sig i praksis nu 80 pct. for store dele af befolkningen. En sådan ubalance er uholdbar. Men her henholder magthaverne sig til befolkningens tillid. Man kan plage og straffe, og ingen eller ganske få reagerer. De varige dryp af produktive og talentfulde, som udvandrer, vil det tage mange år før det for alvor at viser sig i velstanden, og inden da er magthaverne pensioneret med pensioner, de selv fastsætter, og som er flere gange større end, hvad de fleste normale mennesker, der er henvist til at leve af produktivt arbejde, kan mønstre.

Magthaverne nedsætter kommissioner til at undersøge vilkårene for vækst, som er ganske overflødige, men som kan bruges til at undgå at gøre noget ved problemet. I stedet pålægger man nye afgifter, der påfører gennemsnitshusstanden 19.000 kr. mere om året. Man tager tabte arbejdspladser i detailhandel og de sidste rester af fremstillingsindustrien med i købet, for dér findes regeringens vælgere alligevel ikke. Økonomi tæller intet, magtens bevarelse alt. Danskerne reagerer med at handle i Tyskland og Sverige, og det er jo yderst fornuftigt for dem, der kan, og det gør grænsekøbmændene rige, alt imens de ryster på hovedet af de masochistiske danske politikere, der foretrækker fattigdom for vækst.

Men politikerne er alt andet end masochister. De har et sikkert udkomme. Få eller ingen af dem i den nu herskende koalition har nogen sinde tjent penge ved produktivt arbejde i den private sektor. Alle mener instinktivt, at penge trykker man bare eller presser ud af folk. At politik engang handlede om at virke for folkets bedste, er en middelalderlig tanke for det nuværende regeringskleresi og dets allierede, formentlig den ynkeligste generation af politikere, Danmark nogen sinde har lidt under.

Ingen nævnt, ingen glemt, for dette er ikke en personpolemik, skønt det nok kan være fristende. Det er en principiel sag, at magthaverne så groft udnytter deres stilling for egen vinding og kaster spot over undersåtterne. Vi får ingen forandring, før flere danskere gør oprør i frihedens navn og forstår, at de er blevet taget grundigt ved næsen, og at magthaverne ikke er andet end - folkefjender.