Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Folk ser skævt til dig, når du hilser

Anna Viola Westberg: Hjemvendt fra USA til koldt dansk vejr, kolde danske omgangsformer og en slap dansk skole. Kunne det være anderledes? Det spørger 12-årige Anna Viola Westberg om.

Anderledes. Sådan lyder mit svar altid, når folk spørger mig, hvordan Danmark er. Jeg tror ikke, at noget andet ord i ordbogen ville passe bedre. Jeg ved ikke, hvad folk forventer, jeg skal svare. At det er helt og aldeles det samme? At jeg overhovedet ikke føler mig lidt malplaceret? At jeg føler, intet har ændret sig?

Nej, anderledes. En definition – og så en endeløs samtale om kontrasten mellem Californien – mit hjem de seneste fem år – og Danmark, mit tidligere hjemland, som nu har genvundet sin titel.

Er anderledes så dårligt eller godt, vil nogen måske spørge. Og jeg vil svare, at anderledes betyder, at man skal vænne sig til alt det nye. Vænne sig til det mærkelige sprog, som alle andre pludselig ser ud til at være meget bedre til end mig.-Vejret, som åbenbart ikke er så vild med ideen om at lade solen være i rampelyset for længe ad gangen. Og er det bare mig, eller er alt blevet mindre?

Alt dette er noget, jeg kan vænne mig til. Jeg kan ikke hver dag gå og spekulere over, om jeg udtalte et eller andet ord forkert eller forventede for meget fra oven, vel? Nej, men der er nogle ting i Danmark, som jeg ikke tror jeg nogensinde vil komme til at vænne mig til – eller forstå, for den sags skyld.

Først og fremmest den sociale adfærd. Fra min tid i Los Angeles har jeg været vant til at sige godmorgen til tilfældige mennesker på gaden på vej til skole. Eller smile til alle, man møder på gaden.

Og det var ikke bare mig, der var venlig – det var en væremåde, en del af hverdagslivet. Og det var også en væremåde for alle andre. Det var bare noget, man gjorde, og hver gang man fik denne anerkendelse, følte man sig som en del af noget. En del af et fællesskab.

I skal vide, at jeg har prøvet at sige godmorgen til folk på gaden her i Danmark, og som regel får jeg enten en kold skulder, eller de ser på mig som om der er noget galt med mig. Efter at jeg er flyttet til Danmark, har jeg fået den vane at se, hvor mange der smiler tilbage til mig på gaden, når jeg smiler til dem. Jeg tror, at det højeste antal er tre – efter et kvarter. Hvorfor holder vi os tilbage? Er det ureglementeret simpelthen bare at hilse på en medborger, man møder? Vi er ikke bare borgere – vi er alle sammen mennesker, så hvorfor ikke behandle hinanden med respekt? Hvorfor ikke anerkende den anden persons eksistens. Vi er alle lige, og vi fortjener alle sammen den anerkendelse, gør vi ikke?

Er det noget, vi lærer af vores forældre? Eller af andre? Smitter det? Vær mod andre, som du gerne vil have, at de skal være over for dig - et citat jeg har hørt så mange gange i mit liv, men ikke har forstået før nu.

Og jeg kunne blive ved, men jeg vil ikke kede jer med alle mine spørgsmål om høflighed. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg er helt igennem venlig.

Men vi har alle dage, hvor man har låst sig selv ude, eller vækkeuret ikke har ringet, eller man spilder marmelade på blusen om morgenen. Så det er forståeligt – i alle afkroge af verden – men er det en tilstrækkelig grund til ikke at være høflig?

For det andet: Det er ikke min mening at være enormt kritisk, men altså, hvorfor i alverden er skolen i Danmark så nem?

Det er en let sag at være elev i Danmark, og til at begynde med nød jeg det i fulde drag. Jeg havde behov for en pause fra de lange skoledage og bunker af hjemmearbejde og de konkrete forventninger, som det sydlige Californiens høje standarder medførte. Men så begyndte det at blive lidt kedsommeligt, og en længsel efter større udfordringer voksede frem inden i mig.

Vi børn tørster efter viden, efter at lære om alle de muligheder derude. Vi har de mest livlige forestillinger, og bør vi ikke bruge dem, mens vi stadig har dem? Hvorfor bremse vores nysgerrighed?

Jeg og mine venner er begyndt at lave film efter skole for at gøre brug af al den energi og kreative side af os. I skolen bliver jeg sjældent udfordret. Men når det så sker, griber jeg muligheden og lægger alle mine kræfter i det – kun for at opdage at vi højst må skrive én side. Og sådan går den ene dag efter den anden, og jeg føler mig snydt for mulighederne for at lære: Knap nok noget hjemmearbejde, vikarer som ikke dukker op og deraf følgende aflysning af timer, og vi får aldrig lært, hvad vi skulle have lært i den time. Men jeg har ikke kun klager. Det kan godt være, at min skole har visse mangler på nogle områder, men der er nogle ting, som jeg glæder mig ovenud til at opleve, og som ikke var muligt i Californien.

Hovedsagelig kreative aktiviteter. Jeg får mulighed for at arbejde med træ og for at lave mad, jeg strikker og syr, maler og tegner, er kunstnerisk og fantasifuld på en måde, som jeg aldrig har haft mulighed for at være i det amerikanske skolesystem.

Og i Danmark har eleverne så meget mere frihed – men er det godt eller skidt?

Nogle synes, at det er en gave, man skal værne om. Men andre udnytter det og ødelægger det for dem, der ved at det ikke er noget, man bare pjatter væk.

Jeg holder mig stadig til de amerikanske regler, og rækker hånden op hver gang jeg skal på toilettet. Og når læreren siger til mig, at jeg ikke behøver at række hånden op, overrasker det mig hver gang.

Så jeg tror på en måde, at det danske skolesystem bare har en anden holdning til undervisning, og det forstår jeg.

Men jeg holder fast i mit synspunkt.

Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville have det sådan, hvis ikke jeg var blevet undervist i staterne. Hvis jeg var fortsat med at gå i skole i Danmark, ville jeg ikke have lagt mærke til den betydelige forskel.

Og det tempo, vi har her på min nuværende danske skole, ville være helt almindelig standard.

Oversættelse: Anni Damgaard