Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fogh er ensidigt fordømmende

»At kalde min fars og andre politikeres overvejelser for fejhed er ubetænksomt og krænkende,« skriver Erik Svensson, hvis far var en af de samarbejdspolitikere, som den tidl. statsminister kalder feje.

Da han blev ført bort, stod min bror og jeg ved et åbent vindue og lyttede af frygt for at høre skud.I øvrigt var min far under besættelsen formand for Dansk Samråd, der blev oprettet som et samarbejdsorgan for de dansksindede sønder- jyske rigsdagsmedlemmer, lederne af de danske nationale foreninger og repræsentanter for pressen, med det formål at orientere hinanden om tyske krav og provokationer og afgive udtalelser til regeringen vedrørende de specielle forhold i grænselandet.Men alt dette kender Fogh Rasmussen tilsyneladende intet til, nu da han som tidligere statsminister og i dag NATOs generalsekretær maler sit ensidigt fordømmende portræt af besættelsestidens politikere. Fold sammen
Læs mere

Berlingskes forsidehenvisning til Anders Fogh Rasmussens kronik om 29. august 1943 lød 'Fogh om dansk fejhed og ære'. Selve kronikken var noget mere nuanceret, men slet ikke fyldestgørende.

Min far var folketingsmand, redaktør A. Svensson i Haderslev (1880-1963), og jeg følte mig ramt på min fars vegne. Ja, han var en af samarbejdspolitikerne, men hverken han eller mange af de andre politikere, som var ansvarlige for en del af besættelsestidens politik, var feje.

Min fars holdning var præget af et problem, som hverken Anders Fogh Rasmussen eller andre har belyst.

Hvis vi går tilbage til rigsdagsvalget i 1939, så førte de dominerende kræfter inden for det tyske mindretal i Sønderjylland en meget aggressiv valgkamp, hvori de direkte opfordrede Hitler-Tyskland til at flytte den dansk-tyske grænse nordpå til linjen fra erobringen i 1864.

Det skal her understreges, at ikke alle hjemmetyskere var nazister, og en betydelig gruppe ønskede fredelige forhold i landsdelen

Det tysk-nazistiske parti i de sønderjyske landsdele, der arbejdede under betegnelsen Slesvigsk Parti, udsendte op til valget 3. april 1939 plakater med følgende tekst:

12. marts 1938
Østrig vender hjem til Riget

September 1938
Sudeterland vender hjem til Riget

Marts 1939
Memel vender hjem til Riget

3. april 1939
Nordslesvig stemmer på Slesvigsk Parti

Højere kunne det tysk-nazistiske parti ikke nå. Nu var det knald eller fald. Trods en hård og fanatisk kampagne lykkedes det kun hjemmetyskerne at presse stemmeandelen op fra 15,5 til 17,5 procent, og de opnåede ikke mere end det ene kredsmandat, de allerede havde i Folketinget. På et tidspunkt, da hagekorsfaner blev båret frem i stormmarch ved andre tyske grænser, blev de standset ved den dansk-tyske grænse.

Men tyskerne ønskede ikke ro i grænselandet, og nu oprettede man Schleswigsche Kameradschaft, et korps af frivillige, der kunne forstyrre danske møder.

Min far og andre med ham så klart en risiko for, at en ny generation af unge sønderjyder kunne blive tvunget i krig på tysk side, ligesom han selv og hans generation af unge danske sønderjyder blev det under Første Verdenskrig.

Det tyske mindretals agitation under besættelsen var farlig for Danmark.

Jeg var på nogle områder ikke enig i min fars holdning, og jeg deltog fra første dag i modstandskampen med de midler og den fantasi, som en 15-årig var i besiddelse af, men jeg forstod, hvad der kunne stå på spil. At kalde min fars og andre politikeres overvejelser for fejhed er ubetænksomt og krænkende. Som redaktør var han en af grænsevogterne, og tyskerne brød sig ikke om hans ledende artikler i Jydske Tidende. Allerede i efteråret 1940 blev Svensson involveret i en polemik med det nazistiske Nordschleswigsche Zeitung, som han anklagede for at ville diktere den dansksindede del af befolkningen, hvordan den burde opføre sig.

Det tyske gesandtskabs presseafdeling henvendte sig til Berlingske Tidende, som havde kapital-majoritet i Jydske Tidende (se Pilestræde under pres side 258 - 261) for at få standset Svensson.

Og så er vi fremme ved 29. august 1943, og Danmarks brud med forhandlingspolitikken / samarbejdspolitikken. Den dag slog tyske soldater døren ind hos mine forældre for at arrestere min far som gidsel og føre ham op på kasernen.

Min far blev beordret til at klæde sig på, og for at bryde den stilhed, der efterhånden opstod, spurgte min mor Feldweblen:

– Welcher Lannsmand sind Sie eigentlich? (Han kunne jo være fra Alsace, Polen eller andre af de besatte områder.)

Han slog hælene sammen, stod ret med sin maskinpistol i siden og svarede :

– Ich bin Grossdeutscher !
Min far var på det tidspunkt ved at binde sit slips. Han vendte sig halvt om og havde denne kommentar:

– Das sieht man schon.
Det var en modig beherskelse af en farlig situation.

Da han blev ført bort, stod min bror og jeg ved et åbent vindue og lyttede af frygt for at høre skud.

I øvrigt var min far under besættelsen formand for Dansk Samråd, der blev oprettet som et samarbejdsorgan for de dansksindede sønder- jyske rigsdagsmedlemmer, lederne af de danske nationale foreninger og repræsentanter for pressen, med det formål at orientere hinanden om tyske krav og provokationer og afgive udtalelser til regeringen vedrørende de specielle forhold i grænselandet.

Men alt dette kender Fogh Rasmussen tilsyneladende intet til, nu da han som tidligere statsminister og i dag NATOs generalsekretær maler sit ensidigt fordømmende portræt af besættelsestidens politikere.