Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Førtidspension alternativ til beskæftigelse

Torben Kjær: Det er ofte det at være uden for arbejdsmarkedets pres, der gør, at eksempelvis psykisk syge får det bedre. Men åbenbart hellere se en person med psykisk lidelse konstant gå ned i det ene forløb efter det andet på kontanthjælpsniveau frem for at se personen glad og velfungerende i sit eget liv ...

Det er forståeligt, at folk uden viden om handicappede undrer sig over, at en person på førtidspension kan bygge terrasser og skifte tag på carporten. Og det kan da kræve fantasi at finde egnede job til handicappede, eksempelvis en blind landmåler som mig, skriver Torben Kjær.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mikal Schlosser
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Beskæftigelses- og socialministrene fremlagde i går regeringens førtidspensions- og fleksjobreform, som ikke med et ord nævnte arbejdsmarkedet som en del af løsningen. Desværre viste udspillet manglende viden om, hvorfor nogle mennesker ikke kommer ud på arbejdsmarkedet. For de flestes vedkommende skyldes det nemlig hverken dovenskab eller lyst til at leve livslangt på dagpengeniveau eller på kontanthjælp.

For det rummelige arbejdsmarked må førtidspension anerkendes som et alternativ, så længe politikerne overlader det til arbejdsmarkedet at vise socialt ansvar og ikke vil investere i at ændre holdningen, så personer med handicap kan ansættes som noget relativt naturligt.
Beklageligvis er der heller ikke forståelse for, at de fleste, som de seneste syv år stod på kanten af førtidspension, kun kom i beskæftigelse pga. fleksjobordningen, der har skaffet ti tusinder af mennesker med handicap i arbejde. Alternativet havde for dem i bedste fald været førtidspension. Kan de heller ikke få et fleksjob, afskæres de muligheden for selvforsørgelse, der er en vigtig pointe ved ordningen – fleksjob er økonomisk kompensation til virksomhederne for at ansætte en person som pga. sit handicap ikke kan varetage stillingen fuldt ud og er ikke en permanent forsørgelsesordning, som beskæftigelsesministeren vupti omdøbte ordningen til.

  Det er forståeligt, at mennesker uden viden om handicappede undrer sig over, at en person som jeg, der bygger terrasser, udskifter tag på garagen og bygger carport, er på førtidspension og ikke i beskæftigelse. Der er utallige eksempler på, at personer med lange uddannelser og erhvervserfaring ender på førtidspension, når de pådrager sig et handicap.

Selv om det kræver fantasi at se, hvad en blind landmåler som jeg selv og en blind speciallæge med erfaring fra egen klinik kan bruges til, er det et enormt ressourcespild, at vi ender på førtidspension, fordi man ikke har fantasi eller vilje til at sætte sig ind i vores situation. Det bliver nu sådan, at er man under 40 år, risikerer man at leve de næste 22 år på den måde, at man hvert femte år skal have sin sitution vurderet - og må leve på helt ned til starthjælpsniveau.

Blinde ansættes typisk som telefonpassere uden at sige noget negativt om jobbet for de, der ønsker at være telefonpassere. Men når arbejdsmarkedet har så mangelfuld viden om mennesker med handicap, at de kun kan ansætte os til at passe telefoner, uanset hvilke uddannelser, kompetencer og joberfaringer, vi måtte besidde, så er førtidspensionen et alternativ, man som samfund må acceptere. Havde man forestillet sig, at personer med handicap skal finde sig i mere eller mindre fængselslignende job, fordi arbejdsmarkedet ikke kan finde ud af at inkludere os?

Der er generelt stor mangel på viden om personer med handicap, og den smule viden, der er på beskæftigelsesområdet, rækker til, at virksomheder må vise, hvor gode de er over for ’Morten og Peter’ (TV 2-serie om to menalt handicappede, red.) uden at sige et ondt ord om de to gæve gutter eller andre i lignende situation.

Men mennesker med handicap skal som andre ansættes for deres kompetencer, uddannelse og erfaring og skal ikke acceptere kun at bruges i bestemte job for det sociale ansvars skyld – så hellere førtidspension.

En meget ufleksibel samfundsmæssig adfærd over for personer med handicap kunne med henvisning til FNs handicapkonvention formentligt angives som diskrimination.

Danske Handicaporganisationer har foreslået en rehabiliteringsordning, der bortset fra den variable ydelse minder om regeringens udviklingsforløb, som mange vil kunne profitere af. Men det er en vildfarelse, at de fleste personer med psykiske lidelser bliver raske eller så gode, at de kan indgå på arbejdsmarkedet på lige vilkår med andre. Det er ofte det at være uden for arbejdsmarkedets pres, der gør, at de får det bedre. Men åbenbart hellere se en person med psykisk lidelse konstant gå ned i det ene forløb efter det andet på kontanthjælpsniveau frem for at se personen glad og velfungerende i sit eget liv?

Principielt skal mennesker arbejde, og der er fornuft i at færrest muligt kommer på førtidspension. Men det nytter ikke at nedlægge færgerne, før de fra den anden side også er færdige med deres halvdel af broen – her arbejdsmarkedet – som ikke har levet op til forpligtelserne med førtidspensionsreformen fra 2003. Når arbejdsmarkedet ikke er i stand til at inkludere mennesker med handicap, må der investeres langsigtet i at ændre holdninger på alle niveauer.

Foretages investeringen og udvises tålmodighed, bliver tilgangen til førtidspension automatisk mindre, fordi flere med handicap kommer ud på arbejdsmarkedet.

Kortsigtede besparelser vil blot føre flere personer med handicap under pres på håbløse vilkår – det bliver måske ikke engang billigere!