Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

FOAs etiske investeringer

Kristian Mouritzen: Det er åbenbart ikke let at investere i en stadig mere kompleks verden, hvor man ikke blot skal holde øje med, hvilke virksomheder, man investerer i, men også hvilket regime, der hersker i det land, man vælger at sætte sine sparepenge i.

Kristian Mouritzen, politisk og global redaktør Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Især er det svært, når man som FOA gennem organisationens pensionsselskab PenSam forsøger at give indtryk af, at man investerer etisk, når man også opkøber statsobligationer i afrikanske lande, som har et blodigt diktatur. Som Congo. Landet giver en pæn rente for dets statsobligationer, fordi risikoen ved disse investeringer er tårnhøje på grund af regimets instabilitet.

Formanden for både FOA og for PenSam, Dennis Kristensen, forsvarer i Berlingske pensionsselskabets investeringspolitik med, at det er den danske regering, der fører udenrigspolitik og ikke pensionsselskaberne. Logikken er, at når Danmark ikke har forbudt investeringer i de pågældende lande, kan man investere frit også i de statsobligationer, der holder det blodige regime kørende. Og Dennis Kristensen siger som undskyldning, at man - hvis ellers PenSam havde eksisteret dengang - heller ikke ville have tøvet med at investere i USA, da de sorte borgerretsforkæmpere med Martin Luther King i spidsen kæmpede for de sortes ligeberettigelse.

Dennis Kristensen forsøger i fuld alvor i spørgsmålet om etiske investeringer at sammenligne dagens Congo med USA i 1960erne. Da han senere i interviewet bliver spurgt om en holdning til, at oppositionen i Congo fraråder investeringer, kommer Dennis Kristensen med følgende udtalelse: »Det med magthavere og opposition kan være en vanskelig sag. I det mindste tror jeg, at det såkaldte arabiske forår vendte op og ned på manges billede af netop magthaveres og oppositionens mål, når det gælder magtanvendelse overfor eget folk og demokrati«. Dennis Kristensen giver dermed ikke meget for oppositionen. Den holdning kan man sagtens have. Men det er da underligt, at han så vælger at støtte magthaverene, når man ihvertfald ved med sikkerhed, at de om nogen har blod på hænderne.

Det at frasige sig et ansvar med håbløse sammenligninger og med problematiseringer af en oppositions legitimitet er en falliterklæring. Når man forvalter så mange penge, ved man også, hvad man gør. Og hvis man virkelig er ligeglad med, hvor man placerer pensionsopsparinger, skal man lade være med at påstå, at man har etiske retningslinjer. En holdning til international politik er ikke forbeholdt regeringen. Det er den enkelte forvalter af midlerne, der suverænt bestemmer, hvad man vil være med til at støtte med opkøb af obligationer og aktier. For det er det, det drejer sig om. Man investerer i det, man tror på både forretningsmæssigt og moralsk. Ellers melder man klart ud og siger, at man går efter det, der giver største afkast, uanset etik.Det er uforståeligt, at Dennis Kristensen bevæger sig ind i blindgyden.

Han ved godt, at investeringerne i de her lande er et problem. Men det er ikke nemt at løbe fra et ansvar. Man kan vælge at se bort fra etik og moral. Så skal man bare melde klart ud. Det er i det her tilfælde ikke ulovligt. Eller holde de etiske retningslinjer. Men begge dele kan ikke lade sig gøre. Heller ikke når man forsøger at lægge ansvaret på den danske udenrigspolitik. Man har selv et ansvar.