Europa viste sig under Anden Verdenskrig fra sin værste side. Efterfølgende var retfærdighedsfølelsen stor, og der var et behov for at adressere skyld og ansvar.

FN blev grundlagt for at sikre verdensfreden fremadrettet. I Nürnberg blev der dømt ud fra moralske, folkeretslige principper overført til individniveau. Der blev formuleret love om forbrydelser mod menneskeheden og for menneskerettigheder. FN var en reaktion på Anden Verdenskrig. Gennem anden halvdel af det 20. århundrede blev FNs arbejdsområde udvidet, men aldrig opdateret. Det er blevet synligt de seneste årtier, hvor diskursen er blevet mere virkelighedsfjern. Som en pc, der skulle have været udskiftet for år tilbage, men hvor man aldrig kunne beslutte sig for en ny model, og i stedet har bygget ovenpå med både hardware og software.

Røde Kors-konventionerne er derimod flere gange blevet revideret og udviklet, fra at Genève-konventionerne under Anden Verdenskrig alene omfattede krigsfanger og ikke-civile fanger, og derfor som sådan ikke dækkede de mange millioner koncentrationslejrfanger. FNs menneskerettigheder er ikke blevet opdateret, og som sådan tilhører de det 20. århundrede.

I dag er det væsentligt, hvorvidt menneskerettighedserklæringen som redskab vil kunne løse konflikter i det 21. århundrede, og om den i højere grad får betydning for velfærdsturister frem for flygtninge.

Flygtninge, der kandiderer til humanitært ophold i Europa, henholder sig netop til menneskerettighedserklæringen. Ved nærmere blik er det en jagt frem for en flugt til drømmenes Europa og således velfærdsturister, som vi modtager sejlende i både over Middelhavet.

Mennesker, der har alt at vinde i forsøget på at komme ind i Europa og i forsøget på at kunne leve op til FNs definition på at være flygtning. Her springer kæden af, for FN-konventionerne bør ikke være springbræt i jagten på lykke for de stærkeste. Begreberne velfærdsturist vs. flygtning udgør en interessekonflikt, som bedst løses i EU. Dublinkonventionen var et spædt forsøg herpå, men den forholder sig ikke til, om en flygtning skal have asyl i Europa. Det er stadig op til det enkelte land. Som FN-konventionerne løser Dublinkonventionen heller ikke Europas flygtningeproblemer, og derfor bør vi i fællesskab i Europa konstruere et system, der kan klare fremtidens udfordringer.

I områder i periferien af Europa kan der oprettes en stabil infrastruktur således, at mennesker på flugt kan hvile og arbejde på at vende tilbage til et stabilt hjemland. Der er behov for, at EU i fællesskab tilbyder et midlertidigt helle i en anstændigt fungerende flygtningelejr i et nærområde, hvor alle kan være med modsat FNs konventionssystem.

Vores ressourcer er begrænsede, men vi har ekspertisen og erfaringerne til at yde hjælp til selvhjælp i nærområderne. I EU-regi skal der formuleres en europæisk menneskerettighedspolitik og en politik for, hvordan vi vitterligt kan hjælpe de mennesker, der har brug for vores beskyttelse i en længere periode for at kunne skabe stabilitet i deres hjemland.

Vi skal gå efter at løse problemerne, hvor de opstår, og turde blande os og gøre, hvad der skal til for at hjælpe moderniteten på vej i selv de fjerneste afkroge af verden.