Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

FN-topmøde med klimaskyklapperne på

Hvis man bruger ti milliarder dollars på vedvarende energi i Afrika kan dette løfte 20 millioner ud af mørket og fattigdom. Men hvis man brugte de ti milliarder dollars på gas, ville man løfte 90 millioner ud. Hvorfor siger FN så, at klimaændringer er øverst på deres prioriteringsliste?

"I en verden, hvor fire millioner dør hvert år fra afbrænding af træ og møg på åben indendørs ild, mens fattigdom, mangel på rent vand, smitsomme sygdomme, dårlig uddannelse og for lidt mad plager milliarder, kan vi ikke i fuld alvor påstå, at klimaet skulle være vores topprioritet." Fold sammen
Læs mere

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, er fuldt overbevist om, at blandt alle verdens problemer, »er klimaændringer øverst på prioritetslisten.« Dette er grunden til, at han har inviteret verdens ledere til et topmøde på tirsdag , »for at gøre klimaforandringer til en topprioritet for alle ledere.«

Og ja, den globale opvarmning er et reelt problem, men det er urimeligt at påstå, at det er verdens første prioritet.

Det ved FN også godt. Deres program, The World We Want, bad over fire millioner mennesker fra alle nationer om at angive deres topprioriteter: bedre uddannelse og sundhedspleje, mindre korruption, flere arbejdspladser og billig mad. De fire millioner adspurgte placerede global opvarmning allersidst, som prioritet nummer 17.

Det bør egentlig ikke overraske nogen, hvis man prøver at sætte sig i verdens fattigste halvdels sted. Hvis dine børn er udsat for at dø af malaria eller fejlernæring, er det selvfølgelig dine førsteprioriteter. Men selv i velhavende regioner som Europa, der har verdens mest ambitiøse klimapolitikker, rangerer den globale opvarmning på tiendepladsen, i en fornuftig erkendelse af, at der er mange og mere vigtige ting at tage sig af.

Det til trods bruger politikerne et katastrofalt sortsyn for at styrke påstanden om, at klimaet er vores »generations mission.« Vinteroversvømmelserne i Storbritannien blev forudsigeligt nok fremhævet som en »brat opvågnen, hvad klimaforandringer angår« , selvom den ene undersøgelse efter den anden, endda så sent som i sidste måned, har vist, at flere oversvømmelser indtil videre udelukkende skyldes, at der bygges flere huse på flodsletterne.

I det lange løb vil klimaet sandsynligvis også spille en mindre rolle, men at skyde skylden på den globale opvarmning afleder simpelthen opmærksomheden fra den politiske mangel på fokus på de ting, der virkelig kan gøre en forskel i kampen mod oversvømmelser: byg bedre diger og afsæt nogle flodsletter til oversvømmelse.

Ban Ki-moon advarer om, at klimaet udgør »gennemgribende risici«, idet vi nærmer os en »katastrofe«. Det står i kontrast til FNs klimapanel, der fortæller, at de samlede omkostninger ved klimaændringerne i 2070erne er mindre end to pct. af BNP. Det er et problem, men det er ikke verdens ende. Afvej tabet på to procent med de 800 procent rigere, FN forventer, at verden vil være i 2070.

Sammenlign det også med de meget reelle udfordringer, verden står over for lige nu. Der er stadig 1,2 milliarder mennesker, der lever i dyb fattigdom, og de har brug for økonomisk vækst. Gennem de seneste 30 år har Kina løftet 680 millioner mennesker ud af fattigdom – den største nedbringelse af fattigdom nogensinde - og de gjorde det med masser af billigt, omend meget forurenende, kul.

Og dog vil velmenende vestlige ledere, herunder David Cameron, troppe op i New York for at holde fast på den velkendte løsning på global opvarmning, der har svigtet i mere end to årtier: Vi skal skifte til vedvarende energi. Men se, hvordan det går med det. EUs klimapolitikker koster en uoverkommelig 209 milliarder euro om året , og dog vil de ifølge klimamodeller, i slutningen af århundredet, efter at have kostet mere end 18.000 milliarder euro, have reduceret temperaturstigninger med blot 0,05 °C.

Kæden hopper helt af, når vi vil pådutte tredjeverdens lande ustabil vedvarende energi i klimakampens navn.

En ny undersøgelse fra Center for Global Development viser kun alt for tydeligt omkostningerne ved at forcere vedvarende energi på tredjeverdenslande. Hvis man bruger ti milliarder dollars på vedvarende energi i Afrika kan dette løfte 20 millioner ud af mørket og fattigdom. Men hvis man brugte de ti milliarder dollars på gas, ville man løfte 90 millioner ud. Insisteren på vedvarende energi betyder, at man bevidst efterlader 70 millioner mennesker i mørke.

Det er ikke overraskende, at afrikanske ledere, da de kom til Washington i sidste måned, sagde, at de ønsker at bruge mere kul. Selv den klimabekymrede præsident for Verdensbanken måtte medgive, at »der aldrig har været noget land, der har udviklet sig med upålidelig energi.«

Det er også dybt hyklerisk fra Vestens side, ifølge det Internationale Energiagentur, får Europa kun 12 pct. af sin energi fra vedvarende energikilder, og kun 1,5 pct. fra sol og vind. Alt dette betyder ikke, at vi ikke skal bekæmpe den globale opvarmning, vi gør det desværre bare på en forkert og dyr måde. Så længe vedvarende energi er meget dyrere end fossile brændstoffer, kan de rige lande godt bruge et par hundrede milliarder til at få det godt med sig selv, men det vil ikke gøre nogen forskel for klimaet. Lige nu betaler verden mere end 60 milliarder dollar om året i tilskud til sol og vind, men sol og vind leverer mindre end 0,6 pct. af vores energi. Selv i sit ekstremt optimistiske scenario, anslår det Internationale Energiagentur, at sol og vind kun vil levere 3,5 pct. af vores energi i 2035 – og regningen for tilskud vil være på omkring 100 milliarder dollar om året.

Nogle ivrige aktivister hævder, at vedvarende energi »allerede er konkurrencedygtig«, men dette er ønsketænkning. Hvis den var det, ville den ikke behøve tilskud. Tag Spanien: med lavere, men stadig væsentlige, tilskud til vind, har Spanien i år kun opsat en enkelt vindmølle.

I stedet for at spilde milliarder på de nuværende tilskud, bør vi investere mere i grøn innovation for at reducere omkostningerne for kommende generationer af ren energi. Når vi innoverer, går prisen på grøn energi ned, og så vil alle skifte.

Men i en verden, hvor fire millioner dør hvert år fra afbrænding af træ og møg på åben indendørs ild, mens fattigdom, mangel på rent vand, smitsomme sygdomme, dårlig uddannelse og for lidt mad plager milliarder, kan vi ikke i fuld alvor påstå, at klimaet skulle være vores topprioritet.