Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Flygtning eller indvandrer

»Opløsningen af skillelinjerne mellem flygtninge og indvandrere udfordrer hele flygtningebegrebet.«

Tom Jensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden kunne Berlingske punktere en myte i udlændingedebatten. En besynderlig myte, eftersom sandheden er ret indlysende, hvis man kan læse simpel statistik: Flygtninge bliver til indvandrere.

Kun forsvindende få, der kommer hertil, vender nogensinde tilbage til deres oprindelige hjemland.

De fleste får permanent ophold, ikke få får sidenhen familiesammenført slægtninge hertil.

Skulle nogen være i tvivl om, hvorvidt det nu gør nogen forskel eller ej, så er her svaret: Ja, det er afgørende.

Eftersom det er en kortslutning af bærende principper i udlændinge- og asylpolitikken. De principper bygger på, at man har et sæt flygtningekonventioner og forordninger, som tjener til at sikre forfulgte mennesker beskyttelse i en midlertidig periode.

Mens man derudover som nationalstat kan åbne eller lukke for egentlig indvandring efter behov, herunder for bestemte typer arbejdskraft.

Netop denne skelnen er afgørende. Der er flygtninge, hvis tilværelse er umiddelbart truet. Og der er indvandring, som ikke handler om at yde nogen beskyttelse, men som udgør en slags gensidig kontrakt mellem immigrant og modtagerland: Immigranten drager fordel af at indvandre, modtagerlandet drager fordel af eksempelvis at åbne grænsen for kvalificeret arbejdskraft.

Alligevel er det altså denne skelnen, som i realiteten er en myte. Det ved vi, for det viser alle erfaringer gennem årtier. Flygtninge er ikke i længden flygtninge. De bliver til indvandrere. Og kommer derved til at blive en del af en integrationsudfordring i de lande, der forholdsmæssigt modtager flest mennesker på flugt.

Kan det ikke være ligegyldigt? Kan den ene ankomne ikke være lige så god som den anden ankomne?

Jo, bestemt, når man betragter den enkelte. Naturligvis kommer der også i disse uger mennesker til Danmark, som hurtigt bliver velfungerende samfundsborgere.

Opløsningen af skillelinjerne mellem flygtninge og indvandrere udfordrer imidlertid hele flygtningebegrebet. En situation som forstærkes flere gange i en situation, hvor EUs ydre grænser er gennemhullede samtidig med, at de indre grænser reelt gør valget af endeligt opholdsland tilnærmelsesvis frit for de mennesker, for hvem det lykkes at kæmpe sig til det europæiske fastland.

Tilsammen betyder det følgende: Ingen er i stand til at kontrollere, hvor mange der kommer til Europa. Ingen er i stand til at kontrollere, hvem der reelt kommer til Europa. Ingen er i stand til at kontrollere, hvortil de ankomne rejser.

Og når først de er ankommet til en given destination, lige meget hvem de er, lige meget hvor de er, så er virkeligheden, at de fleste aldrig vender tilbage igen.

Det er en kombination, som for den enkelte flygtning og migrant muligvis kan medvirke til at sikre permanent ophold i et land, som er langt bedre end det, hvorfra de rejste.

Men det er samtidig en kombination, som gør det så godt som umuligt at sikre, at man bruger kræfterne og ressourcerne på at hjælpe de mennesker, der er i størst nød, og som har mest behov, og samtidig sikrer en fornuftig integration i Europa.

Den situation skader mest af alle verdens forfulgte flygtninge. Der er virkelig noget at arbejde med for EU-landene efter aftalen på topmødet i sidste uge.