Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Flugten fra samtiden

»En sådan tragisk hændelse få os til at overveje, hvad vi udsætter os selv og hinanden for«

Der er nok en del af os, der kender til følelsen af ubehag ved den tidsalder, man er sat i. For det første kan man være udstyret med et sindelag, der ikke harmonerer med nutidens popkultur og ensomhedsfremmende individtænkning. Og for det andet er denne tid præget af et accelererende tempo, der er så brutalt, at man af og til føler trang til at flygte ud i periferien af det hele. Tilmed rummer vores epoke den ekstra dimension, at det menneske, der ønsker at påvirke samtalen og deltage i debatten, kan blive fanget i et sært dobbeltliv. Mens man måske ikke føler, at man passer rigtigt ind i tiden, bliver man alligevel en del af medievirkeligheden og den ustoppelige kommunikation, fordi man accepterer præmisserne og lader sig styre af formen. Det er en livsstil, der kan være meget barsk ved ens inderste, og debattør og forfatter Mads Holgers sørgelige beslutning om at forlade dette liv fører tanker med sig. Ikke fordi jeg overhovedet kendte ham godt nok til at vide, hvad der for alvor var på færde i ham. Men fordi han med sit konservative væsen ofte beskrev sin store utilpashed ved egen samtid.

Derfor må en sådan tragisk hændelse få os til at overveje, hvad vi udsætter os selv og hinanden for. Ikke mindst får man den tanke, at de sociale medier presser og piner vore sjæle i den konstante konfrontation med egen eksistens i den daglige kødhakkemaskine, hvor identiteten dyrkes så intensivt. Der kan i ens karakter opstå en sær blanding af afsky og afhængighed. Man næres af synlighed, mens man samtidig mærker ubehaget ved ikke at kunne undslippe sig selv og tanken om, hvem man er. Og hvor meget eller hvor lidt, man lykkes. Har man som Mads Holger fået en af de boganmeldelser, hvor den perfide skadefryd er synlig i hver en linje, mindes man om den i årevis. Har man engang formuleret et par forargelige sætninger, der kunne have været anderledes, klæber de til én hele livet, fordi ordene findes i et tidløst teknologisk kredsløb, der fastholder én i en bestemt rolle. Den teknologiske kommunikation, som vi hylder så meget, har noget dybt menneskefjendsk over sig. Den dømmer den enkelte til konstant at iagttage og vurdere og måske endda digte sin egen personlighed, og gradvis indser man, at det er blevet til en del af måden, hvorpå man holder sig i live. Indtil den dag, hvor man måske ikke gør det mere.

Identiteten som en af tidens mange debattører kan over sig få et strejf af noget næsten desperat. Der er så mange, der gerne vil høres og være synlige, og spørgsmålet er jo altid, om man bærer på en virkelig sag, eller om man snarere har vænnet sig til at udfylde en rolle, der er blevet afgørende for selvopfattelsen. Det kan være en meget selvforstærkende mekanisme, og når man begynder at drømme om at flygte og flytte ud på landet og være i fred, skal man være varsom. Det er tegnet på, at man måske ikke er så robust længere. De færreste tager flugten fra samtiden, men vi taler ofte om det, for vi er presset i en tid, der er svær at forstå. Og vi er ikke er skabt til i et hysterisk teknologisk rum at skulle opfinde og opretholde en personlighed hver eneste dag. Aldrig har vi haft flere muligheder for at definere og udtrykke os selv. Og måske begynder vi at indse, at vi heller aldrig har været mere skrøbelige.