Situationen er så alvorlig, at biskopperne af egen drift bør få undersøgt, hvad det er der foregår, og hvordan udviklingen vendes. Danmark er fortsat et kristent land, men fortsætter danskerne med i stort tal at forlade Folkekirken, trues dens fortrinsstilling.

Interessen for det lokale arbejde i sognene er klart dalende. Der tales om problemer med bureaukrati og dårligt psykisk arbejdsmiljø, og det er ikke alle steder, folk føler sig velkomne i kirkerne, f.eks. hvis de oplever, at sognepræsten er voldsomt politiserende og dermed bryder med den gode danske tradition for at have en rummelig kirke, hvor socialdemokrater og venstrefolk kan sidde skulder ved skulder. Folketingets partier ved godt, at der er brug for at kigge Folkekirken efter i sømmene, og allerede næste år skal et udvalg komme med et bud på, hvordan der kommer en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur. Langt hovedparten af danskerne er stadigvæk medlemmer, men vi lever i en tid, hvor traditioner og vaner konstant er til forhandling. Den individualisering rammer selvfølgelig også Folkekirken som trosfællesskab - mange er efterhånden kirkefremmede, hvilket afspejler sig i, at der i store byområder er færre medlemmer end i landområderne.

I kriseårene har flere givetvis også meldt sig ud for at spare den ofte ret høje kirkeskat. Mange har nok den fornemmelse, at flere anlæg og indkøb har været prestigeprojekter, indkøbt uden mådehold. At det er blevet muligt at melde sig ud over internettet har tillige gjort det nemmere at sige farvel, hvis man først er utilfreds. Den kraftigt forøgede strøm af udmeldelser handler måske også om, at Folkekirken er blevet en politisk kampplads, og at mange ikke gider den slags.

Med Manu Sareen som kirkeminister er traditionen for bredde og selvregulering kraftigt udfordret, og indtrykket er, at ministeren tror, at han og Folketinget kan gøre med kirken, hvad de vil. Det var rimeligt, at der kom en kirkelig velsignelse af homoseksuelle par, som ønsker at dele deres kærlighed med Gud og verden, og nok havde biskopperne været for langsomme i dette spørgsmål, men Sareens uelegante håndtering var ikke hjælpsomt for rummeligheden i kirken. Dog bestemmer præsten fortsat selv, om vedkommende teologisk indestår for homovielser, så Folkekirken vil selvfølgelig også overleve denne større mangfoldighed.

Den danske Folkekirke er anderledes end så mange andre kirkesamfund, der er styret fra toppen. Vi har en flad sognekirke, som er rammen for præstens prædiken, og biskopperne er i øvrigt ikke valgt til at politisere. Men vi har samtidig efterhånden meget lidt konkurrence om at deltage i menighedsrådets arbejde; der er få kampvalg, og der, hvor det sker, er valgdeltagelsen kun omkring 15 procent. Det sætter sognene under pres, så vi må forvente flere kirkelukninger i de kommende år.

De mange små sognekirker, der siden middelalderen har ligget spredt over landet, er en del af kulturlandskabet. Men hvis Folkekirken skal undgå at blive opfattet som en museal størrelse, er der grund til selvbesindelse og på at stoppe medlemsflugten.