Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Flue-summen

Henrik Dahl:

Henrik Dahl, sociolog, forfatter Fold sammen
Læs mere

»Jeg forstår ikke, hvordan Politiken-segmentet kan være genstand for så massivt et had.« Det var udgangspunktet for Ditte Gieses klumme i Politiken i lørdags.

Da jeg tilhører gruppen af »borgerlige moddebattører« - som er Ditte Gieses erklærede modpart - skal jeg forsøge at give et svar. Først bliver jeg dog nødt til at præcisere.

»Massivt had« er et stærkt udtryk. Noget der fører til borgerkrig. Til vendetta. Til aldrig svigtende omsorg for, at det går den, man hader, dårligt. Derfor er beskrivelsen af denne borgerlige mod­debattørs følelser for Politiken så overdreven, at den er forkert. Det, han føler, kan først og fremmest sammenlignes med den irritation, en flues vedvarende summen i et vindue kan udløse. En kilde til ærgrelse, javel. Men livet byder altså på mange problemer, der både er større og værre.

Det, der havde fået Giese til at undre sig, var en Facebook-­diskussion om erotisk litteratur af og for kvinder. »Ville ønske, at Politiken-segmentet var lidt mere frisk«, havde den borgerlige moddebattør sagt.

Men er vi da ikke friske nok? Skriver vi ikke uafladeligt om husmor-porno, transkønnede, femiporno, erotisk fotokunst og meget andet godt fra den erotiske verden? Det summer fluen og smider så trumfen på: i modsætning til »Tante Berlingske Officin«.

Et usjovt øgenavn på jeg ved ikke hvilket årti - og ganske uanfægtet af den skarpe og principielle kritik af Moster Polly, som Frederik Stjernfelt for nylig fremsatte i Weekendavisen. Af den snerpede og moraliserende avis, Politiken desværre har udviklet sig til.

Fluen summer videre; er ikke sådan at køre træt. Grunden til, at de »borgerlige moddebattører« ikke kan lide Politiken, må være, at de opfatter bladets artikler som »hellige, bedrevidende, politisk korrekte, forudsigelige og ikke mindst kulturradikale - det sidste udtalt med en vred hvislen mellem de sammenbidte tænder«.

Opremsningen af udtryk, der kendetegner Politikens redaktionelle linje, bør ikke udløse mere diskussion end udsagnet »når det har været mandag, bliver det tirsdag«.

Men så summer den lille flue udtrykkene »vred hvislen« og »sammenbidte tænder«. Beklager, Ditte Giese: Der er nok af ting at blive hvislende sammenbidt over. Men Politikens stagnation? Ikke en af dem.

Fluen i vinduet klør på. Ud vil den. Ud. Den prøver med det klichéfulde billede af en ungdom, der er »kongeblå med rent liberalt Saxo Bank-blod rullende i årerne« og den perfide stråmand, at denne ungdom mener »at de onde er de svage, de arbejdsløse, de lavtlønnede, de gamle og de syge«. Så spørger fluen »hvor alt det had kommer fra«. Men igen, igen, lille flue: Du tager fejl. Det er ikke had. Moralsk overlegne stemplinger og karikaturer og slappe overdrivelser er selvfølgelig trælse. Men mere er der trods alt ikke i det.

Gad vide, hvad fluer tænker på? Ikke meget, tror jeg, for den summer videre, uanfægtet af al den åndelige og sproglige slaphed, der allerede er blevet påpeget. At være rød er at være socialt ansvarlig, have internationalt udsyn, være frisindet, være kritisk over for religion [Politiken? Hahaha!], gå ind for ligestilling og føle glæde ved kultur.

Nu bliver man alligevel træt af fluen og henter sin avis. For de egenskaber, der nævnes, har intet at gøre med at være rød. De kendetegner ved Gud i himlen alle fornuftige mennesker. Klask. Ahhhhh.