Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Flere selvmord end faldne

Kender du det, når en facebook-status graver sig dybt ind i ens nethinde og man stort set ikke kan tænke på andet, resten af dagen? Sådan en opdatering læste jeg, hos min facebookven, Adam Rasmussen.

Byline Mersiha Cokovic Fold sammen
Læs mere

Den lød således: »Bare til orientering, så har Danmark mistet flere soldater til selvmord end i kamp. Bare i år har vi mistet to.« Adam ved hvad han taler om. Han er nemlig selv veteran og lider af PTSD.

I tirsdags blev en tidligere veteran, Lars Kragh, efter flere dages efterlysning, anholdt for drab på sine forældre, Jørgen og Kirsten Krag. Lars har været udstationeret på Balkan og er en af dem, man kalder Balkan-veteraner. Balkan-veteraner er nogle af dem, der har de sværeste mén efter udstationering og en stor andel af dem endte med at begå selvmord.

Det er ingen hemmelighed, at jeg selv stammer fra Balkan, og at jeg har et blødt punkt, når det gælder danske veteraner, men selv som det mest objektive menneske, kan man se, at det står helt galt til med de mennesker, der hver dag sætter livet på spil, under Dannebrog. Enhver kan se, at den måde, de bliver overset og forsømt på, er yderst respektløs. Selv Syrienkrigere, i visse kommuner, bliver behandlet med mere omhu og hjulpet tilbage til et normalt og anstændigt liv. De får betalt rehabiliteringsforløb og uddannelse med mere.

Når danske mænd og kvinder skal sendes ud i krig, står politikere i kø for at argumentere for vigtigheden af deres udstationering og hvor meget det betyder for bevaring af vores demokrati og fred herhjemme. Det samme gælder flagdagen, den 5. september, hvert år, så sidder politikere på skødet af hinanden, på de forreste rækker på Christiansborg Slotsplads, for at »vise respekt for vores udsendte«. Man kan ikke åbne facebook for bare selfies, som politikere lægger op. Hvad enten de er taget foran Christiansborg eller i deres respektive valgkredse og med et obligatorisk Dannebrog i baggrunden.

Men når paraden er ovre og Dannebrog taget ned, er køen af dem, der værner om og interesserer sig for de danske veteraner, meget kort. Den består, som regel, af veteranerne selv, pårørende og nogle få frivillige. Men hvad med politikere? Hvor er de, når de udsendte vender hjem? Nogle af dem så ilde tilredt, at de må søge ly på veteranhjem, for ikke at skade sig selv og/eller sine nærmeste.

Jeg har et par gange besøgt veteranhjemmet på Frederiksberg, hvor jeg mødte nogle fantastiske mennesker og hørte nogle af de mest skræmmende historier om, hvad de bliver udsat for, når de havner i det offentlige system. Og jeg fik lov til at se de tarvelige faciliteter, de har til rådighed. Til tider er hjemmet så overfyldt, at veteraner sover på gulvet i det store mødelokale.

Jeg forstår ikke, at man i et velfærdssamfund som vores, overlader disse brave mennesker, der satser deres liv og kæmper under Dannebrog, til sig selv, når de har allermest brug for en hjælpende hånd. Hvad skalder til, for at man tager dem seriøst? Og hvor mange liv skal slutte alt, alt for tidligt, før der kommer en reaktion fra Christiansborg?