Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Flere ludfattige børn er ikke en nødvendig pris for en stram udlændingepolitik

Det er hverken sympatisk eller kløgtigt at hævde dette synspunkt. Hvis det sejrer igen, bliver prisen både menneskeligt og økonomisk alt for høj i næste generation.

Kritikernehævder, at nu bliver Danmark atter magnet for flygtninge. Det påstås for jeg-ved-ikke-hvilken-gang, selv om sagkyndige med rette påpeger, at det ikke er muligt at udskille virkningerne af de lave ydelser fra virkningerne af en lang række andre stramninger, der er gennemført i udlændingepolitikken, skriver Mogens Lykketoft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Heine A Pedersen / Ritzau Scanpix

I en ny universitetsopgave påstås det, at Danmark er sluppet for tusindvis af flere flygtninge og migranter, fordi Lars Løkkes regering satte børnefamilier på meget lave startydelser. Det blev straks bl.a. i Berlingske til en historie om, at regeringens aftale med R, SF og EL om forbedringer til de fattigste børnefamilier er et brud på Socialdemokratiets løfte om at fastholde en stram udlændingepolitik.

Det er forkert, allerede fordi forbedringen blev bebudet før valget. Men, siger kritikerne, nu bliver Danmark atter magnet for flygtninge. Det påstås for jeg-ved-ikke-hvilken-gang, selv om sagkyndige med rette påpeger, at det ikke er muligt at udskille virkningerne af de lave ydelser fra virkningerne af en lang række andre stramninger, der er gennemført i udlændingepolitikken – ikke mindst EUs aftale med Erdogan om at holde de syriske flygtninge tilbage på den anden side af Bosporus.

Det er plausibelt, at mennesker på flugt ikke især ønsker at komme til lande, hvor de ikke tilbydes nogen som helst hjælp til livets ophold. Så man kan ikke afvise, at der er nogle flere, der søger mod Danmark, når vi igen gør det mere anstændigt for børnefamilier at leve her. Men der er stadig intet belæg for at påstå, at vi taler om, at mange tusinde flere faktisk ville få adgang til Danmark, fordi de blev opmærksomme på, at vi nu giver de fattigste børnefamilier bedre kår.

Sporene efter fattigdom

Denne diskussion er så også kun den ene side af en sag: Modtagere af de hidtidige meget lave ydelser er især familier, der har fået eller ender med at få varigt ophold i Danmark. Vi ved, at selv korte perioder i dyb fattigdom med overvældende sandsynlighed efterlader sig spor og ar, der vender tilbage som problemer med at klare sig, få arbejde, undgå armod og holde sig inden for lovens grænser i næste generation.

Mogens Lykketoft Fold sammen
Læs mere

Derfor ville det være interessant, hvis kløgtige studerende og andre sagkyndige gav sig til at lave regnestykker over, hvor store omkostninger, der blev påført de enkelte mennesker og det danske samfund som helhed i de kommende årtier, hvis vi - i voldsomt overdreven frygt for at stimulere tilstrømningen fremover - fastholdt mange børnefamilier i dyb armod.

Flere ludfattige børn er ikke en nødvendig pris for en stram udlændingepolitik. Det er hverken sympatisk eller kløgtigt at hævde dette synspunkt. Hvis det sejrer igen, bliver prisen både menneskeligt og økonomisk alt for høj i næste generation.

En særligt udfordrende diskussion er, om Danmark og andre EU-lande skal modtage børn af statsborgere, der har kæmpet for terroristerne i Islamisk Stat – og skal modtage deres overlevende forældre til retsforfølgelse.

De fleste fremmedkrigere og deres familie er i øjeblikket interneret af de oprørske syriske kurdere, der bar de tungeste ofre i krigen mod IS, og som nu er voldsomt trængt af den tyrkiske invasion. Kurderne appellerer sammen med FN, USA og Tyrkiet til, at EU-landene henter deres statsborgere og disses børn ud af lejrene.

Manglende retssystem

Det er forståeligt, at Danmark og andre EU-lande frygter at modtage terrorist-indoktrinerede børn og teenagere og er modvillige over for at få opgaven med at retsforfølge de overlevende islamistiske krigere. Disse burde dømmes, hvor de er taget til fange. Men de kurdiske fangevogtere er ikke nogen stat, og der er ikke et pålideligt og fungerende retssystem hverken i Syrien eller Irak. Derfor har der været ønske om at oprette en international krigsforbryderdomstol. Der er imidlertid ingen reel fremgang for denne idé – endsige tilsagn om finansiering af en sådan.

Det akutte problem er, at de syriske kurdere, der er under angreb fra Tyrkiet, næppe har kræfter til fortsat at bevogte fangerne. Der er med andre ord reel risiko for, at farlige IS-terrorister siver illegalt ud i verden fra de overfyldte lejre, hvor de nu opholder sig, og hvor deres frygtelige ideologi holdes i live og indoktrineres børnene.

Det kan i denne situation – uanset al forståelig bekymring og modvilje – være vanskeligt for europæiske lande at afvise at modtage statsborgere, der har været IS-krigere, til strafforfølgelse. Og at tage ansvar for børn af disse statsborgere, hvis handlinger typisk må bedømmes som uegnede til selv at bevare forældremyndigheden.

Et uhyre kompliceret juridisk og moralsk problem!

Europas lande har omvendt været meget insisterende om, at andre lande skal modtage deres statsborgere, når vi udviser dem – og at lade dem afsone eventuel straf i deres hjemlande.