Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Flere i tvivl om EU

Lars Hovbakke Sørensen, Ekstern lektor, ph.d., KU Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For en uges tid siden, dvs. kun ca. 1½ uge før folkeafstemningen, viste en meningsmåling lavet af Megafon, at 39 pct. af vælgerne ville stemme ja, mens 38 pct. af vælgerne ville stemme nej til afskaffelsen af retsforbeholdet til fordel for en tilvalgsordning. Og 23 pct. af vælgerne svarede »ved ikke« til spørgsmålet om, hvad de ville stemme.

Det er mange flere »ved ikke«-svar end ved f.eks. folkeafstemningen i september 2000 om euro-forbeholdets eventuelle afskaffelse. Her viste en tilsvarende måling (ligeledes fra Megafon) ca. 1½ måned (og altså ikke 1½ uge!) før folkeafstemningen, at der allerede på det tidspunkt kun var 13 pct. tilbage, der sagde »ved ikke«. Blandt dem, der havde taget stilling, var der også dengang næsten dødt løb mellem ja- og nej-sigerne.

Men hvorfor er der mange flere denne gang, der tæt op imod dagen for folkeafstemningen stadig svarer »ved ikke« til, hvad de vil stemme? Der er naturligvis flere forklaringer. Men en af dem er, at der denne gang på mange måder er tale om et meget mere sammensat og kompliceret emne end ved folkeafstemningen i 2000. Ganske vist havde politikerne og økonomerne også dengang mange forskellige bud på, hvad et ja og et nej kunne medføre, og de fleste mennesker, der ikke lige selv var økonomer eller politikere, kunne have svært ved at gennemskue det. Men selve spørgsmålet om, hvad man tog stilling til, var meget mere enkelt og konkret: ville man have euro’en eller kronen som valuta i Danmark?

Denne gang skal man nærmest være ekspert i forskellen mellem mellemstatsligt og overstatsligt samarbejde, i EUs og Europols historiske udvikling mv., for overhovedet at finde ud af, hvorfor vi skal stemme. Og man skal sætte sig ind i tekniske regler om tilvalgsordninger, teoretiske diskussioner om suverænitet og i forskellen mellem politiske og juridiske garantier (f.eks. fra ja-partiernes side om, at udlændingepolitikken ikke vil blive »valgt til«) og til 22 forskellige retsakter om alt lige fra samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet til fælles familieretlige regler på tværs af landegrænserne.

Med andre ord: folkeafstemningen er en af de mest komplicerede, vi nogensinde har haft. Og hvorfor er den så det? Svaret er på sin vis ret enkelt: fordi verden også er blevet mere kompliceret. Samarbejdet mellem de europæiske stater er i dag mere udviklet end nogensinde før i verdenshistorien. Det hele var meget mere enkelt dengang i 1930erne, da nationalstaterne bare bekæmpede hinanden, økonomisk, politisk og til sidst også militært. Eller i 1800-tallet, da vi sloges mod tyskerne i 1848-1850 og i 1864. Men de færreste ønsker sig vel på den anden side tilbage til den tid.

Det, den enkelte vælger også må gøre op med sig selv, inden han eller hun sætter sit kryds, er derfor også, hvor langt han/hun ønsker at man skal gå med hensyn til at samarbejde i Europa for samarbejdets egen skyld. Skal samarbejdet være et mål i sig selv – eller skal det begrænses, hvis ikke man synes, at det fungerer godt nok i sin nuværende konkrete udformning? Det er også det, folkeafstemningen handler om.