Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fjern kunststøtten til mainstream – bevar originalerne!

Bevar originalerne! Sådan sagde man engang i filmbranchen i forsøget på at få folk til ikke at kopiere.

Det kom mig hu, mens jeg sad i sommerregnen og ledte efter et stykke, der kunne rette op på mit sparsomme teatergængeri. Forklaringen ligger selvfølgelig i udbuddet, for er du ikke til kopister og plattenslagere, er du ilde stedt, som man vil sige på teaterdansk. Hvilket dog har den fordelagtige bagdel, at det samtidig er løsningen på kulturministerens kurs, når det gælder støttefordelingen til landets scenekunst. Det slog mig, da jeg kiggede nærmere på kommende premierer. Faktisk poppede der en reklame op for noget, der hedder »Made In Aarhus«.

De ville lokke mig til at se en landsdækkende teaterkoncert af samme navn, hvor mindst 50 klassikere a la »Lav Sol Over Århus«, »Hammer Hammer Fedt« og (selvfølgelig) »Hjem til Århus« får en rivejwal (som man siger i Jylland) af teaterscenens svar på aktiespekulanterne – musicalproducerne.

Det koster kun små 1.000 kroner, hvis du vil sidde rigtig godt, og det fede er, at jeg er ikke engang forarget, for der er tilsyneladende ikke én eneste skattekrone i projektet. Ligesom Det Ny Teater i København nu også er fritstillet, når de for 118. gang »danskificerer« noget Disney. Eller når showbizz-fyrsten Jesper Winge Leisner endnu en gang finder på at sætte noget op med sine egne sange, subsidiært »Dirty Dancing«, »Flashdance«, »Saturday Night Fever« og »Tam Tam i Tivoli«, når det skal være helt tam…tandløst.

Selvfølgelig får man ikke kunststøtte for at tænke så uoriginalt. Det brede publikum er jo heldigvis lige så fantasiløse, så det går som Hans i Grethe med den slags i kasse-tænkning.

Der er til gengæld skattekroner i budgettet, når ellers engang eksperimenterende teatre som Aveny-T og Østre Gasværk får en vild idé.

Førstnævnte har – og hold nu fast – som de første i HELE VERDEN fået lov at sætte TV-serien »Skam« op. De high-fiver, men vi er flere, der græder over dette totale sammenbrud af ellers modne menneskers fælles idérigdom. Men igen, pigeteenagerne og deres curlingmødre vil vælte ind, så fjern bare støtten, de skal nok finde vej på avenyen.

Og Østre Gasværk? Hvad finder de så på? Jo,find iltapparatet frem. De laver et såkaldt »Gas-Galla-Show«, hvor de fremfører »de største hits fra de bedste musicals i 40 år«. Lidt Beatles, lidt Gasolin’ (igen!) og så den der »Elsk mig i nat«, for det har musical-muftien Jesper Winge Leisner sikkert sørget for, eftersom det klinger i hans Rocazino-kiste.

Og det er det, jeg vil frem til. Det står så flot selv, al det mainstream, så lad det dog stå selv.

Der er et kæmpe publikum til musicals og de dersens teaterkoncerter, og selv om det kan synes som en stærk generalisering at kalde genren noget værre kassetænkningslort, så er der jo altså et højere formål med statens kunstkroner: Nødhjælp.

Små børneteatre kæmper for livet, undergrunden er i åndenød. Det mest sjove og interessante stykke, jeg har set i år. var på en båd i Nyhavn, på et teater, jeg aldrig havde hørt om. Det hed Forældremødet. Det mest kedelige var til gengæld en igen-igen-igen-opsætning af »Livsens Ondskab« på det nok så kendte Nørrebro Teater. Jeg snorksov, mens pingerne klappede ad et teatersprog, jeg ikke forstod.

Og så er der selvfølgelig Det Kongelige Teater. Det er eliten, den skal være der. Så folkelig som mulig. Bevar originalerne, også på teatret. Dem, der kommer nedefra, dem, der står i børnehøjde. Den store, fede tyktarm af teater må briste eller bære.

Imens prøver jeg at finde et stykke, jeg bare må se.