Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Finkielkraut og det nye højre

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I Frankrig taler man hellere om Republikkens fortræffeligheder end nationens. Om offentlighedens ubegrænsede rum, hvor frihed, lighed og broderskab frit kan udfolde sig følgende Oplysningstidens idealer.

Kampen mod den katolske kirke og kristendommen som statsreligion var i Frankrig et langt sejt træk, der kulminerede med den Franske Revolution i 1789 og sluttede i 1905 med loven om adskillelsen mellem stat og kirke. Denne laïcité (verdslighed) begrænser religion til et privat anliggende og forbyder religiøse symboler i statens skoler.

Den franske, 64-årige Alain Finkielkraut kæmper også for la laïcité. Og for Republikken. Hans forældre er jødisk-polske immigranter, hans far overlevede Auschwitz, og selv er han uddannet fra École normale supérieure, hvor han studerede moderne litteratur. Efter ungdomsoprøret blev han en del af »de nye filosoffer«, en gruppe, der tæller bl.a. Bernard-Henry Levy og André Glucksmann. 10. april blev han desuden valgt ind i Academie française - institutionen, der som sin fornemste opgave redigerer og udgiver Dictionnaire de l’Academie française, den autoritative ordbog over det franske sprog.

Med en sådan bagage - især i Frankrig - er han ideel for at debattere problemer og udfordringer, hvad angår skole, dannelse og indvandring. Finkielkrauts seneste bog, Identité malheureuse (Den ulykkelige identitet) har da også gjort ham berømt i miljøer så forskellige som venstre-intellektuelle (som hader den) og hos Front Nationals Marine le Penn (der lovpriser den). Selv svenske medier, hvor enhver diskussion af indvandringens problemer er bortcensureret, er så småt begyndt at omtale Finkielkraut.

Islam bryder afgørende med Republikkens fundamentale principper, mener Finkielkraut. Problemet manifesterede sig i 1989 i en offentlig skole i Creil, en parisisk forstad. Tre muslimske piger blev af rektor bortvist fra skolen, fordi de insisterede på at bære slør i skolen. Alt i overensstemmelse med loven fra 1905. Men Lionel Jospin, der dengang var uddannelsesminister, foreslog et kompromis. Finkielkraut var blandt de intellektuelle, der skrev under på en protestskrivelse: Kapitulation er ikke en løsning. I 2004 kom så en ny lov, der senere blev udvidet, og som nu alt i alt forbyder at bære slør, burka, kippa og kors i det offentlige rum.

DET ER MÅSKE skæbnens ironi, at de største uroligheder i Frankrig efter krigen kom året efter i 2005, hvor de parisiske forstæder stod i brand. Men hvorfor, spørger Finkielkraut, var det kun muslimske unge, der deltog i urolighederne og ikke kinesiske eller vietnamesiske indvandrere? Finkielkrauts kritik retter sig på den ene side mod antallet: »Vi kan ikke både sikre vellykket integration af vores indvandrere og fortsætte en masseindvandring. Vil vi have succes med det første, må vi bremse det sidste. Men i Frankrig i dag må man ikke ytre den slags synspunkter,« sagde Finkielkraut i et interview til Information (22.03.14). På den anden side er kritikken kultur-konservativ: Der skal være, sagde Finkielkraut til Svenska Dagbladet forleden og citerer Hobbes’ Leviathan, en »instans, der er stærk nok til at kunne blive respekteret af alle.« Altså uden autoritet, ingen kultur, intet samfund.

Det nye højre - filosofisk og politisk - har med Finkielkraut fået en stemme, der udpeger og diskuterer indvandringens åbenlyse problemer, men hvis løsninger ikke kunne være mere forskelligartede fra højreekstremismens.