Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Findes der en kinesisk drøm?

Globalt. Det er slående at se, hvordan Kinas forhold til Vesten er gået fra vrede til foragt. Ikke uden grund hånes Vesten for at være ramt af normopløsning og svækket selvfølelse, af multikulturalisme, velfærdsordninger og politisk korrekthed.

»Der er næppe nogen tvivl om, at det 21. århundredes konflikter vil stå langs brudfladen mellem autokratiet og demokratiet. Selv Francis Fukuyama taler nu om, at Kina kan være undtagelsen, der afkræfter tesen om historiens afslutning. Det kan ikke udelukkes, at Kina bliver et lige så godt eksempel til efterfølgelse, som USA har været,« skriver Kasper Støvring. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jason Lee
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At Kina optræder med stadig større selvsikkerhed over for Vesten, viser tre aktuelle reaktioner. Da der for nylig udbrød optøjer i England, udtrykte det officielle Kina - gennem de statsstyrede medier - forundring over det engelske politis magtesløshed. Kineserne gav også de frie medier en stor del af skylden for optøjerne, og de hånede Vesten for at tillade Twitter og Facebook. Samtidig luftede kineserne deres tvivl på London som OL-værtsby.

For det andet advarede Kina USA og EU om, at de er ved at blive svækket af dyre krige i demokratiets navn. Og for det tredje kritiserede Kina Vesten for politisk ubeslutsomhed. Da amerikanernes kreditværdighed blev nedsat, blev USAs økonomiske politik og de oppustede velfærdsudgifter stærkt kritiseret. Og kineserne har noget at have kritikken i. For Kina har i dag verdens største beholdning af fremmede valutareserver, og intet andet land ejer så mange amerikanske værdipapirer.

Kinesernes selvsikkerhed kommer af deres enorme ekspansion, der vil medføre en radikal forandring af den globale verdensorden. Der er som regel to vestlige reaktioner på denne forandring. For det første en afvisning af, at den overhovedet finder sted. Mange mener stadig, at hele verden vil blive som Vesten: Kapitalisme forudsætter modernisering, og modernisering forudsætter vestliggørelse. Et land kan med andre ord ikke blive rigt og udviklet uden at blive vestligt. Historien er slut, med Francis Fukuyamas ord.

Men sådan kommer det næppe til at gå. Den for-drømte idé om vestlig universalisme, hvor liberale demokrater altid ser sig selv som vindere i sidste ende, er netop dét - en illusion.

Den anden reaktion er at se en voldsom trussel mod det vestligt dominerede internationale system. Denne reaktion virker langt mere realistisk.Man skal huske, at den kinesiske kultur er et produkt af en helt anden og i visse tilfælde meget rigere og dybere historie end Vestens, i hvert fald USA’s. Kinas magt er opnået ved at genbekræfte landets oprindelige identitet som en unik civilisation. Kina har succes, fordi det er forskelligt fra Vesten, ikke fordi det har efterlignet Vesten.

Kina er desuden et land med en stærk og ensartet kernekultur. Omkring 94 procent af befolkningen består af Han-kinesere, og denne identitet forsvares i etnisk-kulturelle termer. Kineserne føler sig overlegne som folkeslag, hvilket især kommer til udtryk i et nedladende syn på tibetanerne. Denne selvfølelse vil med tiden give sig udslag i endnu større intolerance over for egne etniske mindretal og fremmede folkeslag i det hele taget.

I fremtiden vil Kina højst sandsynligt blive den mest magtfulde civilisation i verden. En afgørende grund er, at kineserne handler særdeles intelligent: De opfører sig ansvarligt og tålmodigt, de udviser en konsekvent arbejdsetik, og de overholder spillereglerne i de internationale systemer. De enorme vækstrater er nået gennem en fornuftbaseret og pragmatisk alliance med USA. Kineserne har nemlig indset, at USA er nøglen til det internationale system, herunder Verdenshandelsorganisationen.

Det er sandt, at lande som Kina har været forbitrede over Vestens og især USAs muskulære frihedsaktivisme - i form af militære interventioner og indblanding i andre landes interne forhold til menneskerettighederne. Men det er slående at se, hvordan forholdet til Vesten i den seneste tid er gået fra vrede til foragt. Ikke uden grund hånes Vesten for at være ramt af normopløsning og svækket selvfølelse, af multikulturalisme, velfærdsordninger og politisk korrekthed.

Hvordan vil verden så se ud i fremtiden? Først og fremmest vil Vesten miste sin velkendte og privilegerede position. Andre civilisationer vil rejse sig og genbekræfte deres egne distinkte kulturværdier.

Den økonomiske fremgang vil medføre politiske, ideologiske og kulturelle ændringer. Klimakonferencen i København i 2009 var det første klare tegn. Her var det lande som Brasilien, Indien, USA og Kina, der satte dagsordenen, ikke Europa. Ifølge den engelske forfatter Martin Jacques - der har skrevet en fremragende bog om Kina med den manende titel Når Kina hersker over verden - vil der ske afgørende forandringer i det internationale system, når især Kina og resten af Asien bliver det nye vækstområde: G20 vil erstatte G7, IMF’s og Verdensbankens betydning vil falde, og vi vil se opkomsten af en ny østasiatisk valutafond.

Også den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, har advaret om, at kineserne i højere grad vil satse på sig selv for at udvikle deres egen middelklasse, så landet bliver mere uafhængigt af Vesten. Kina vil rette opmærksomheden mod andre asiatiske lande og i fremtiden blive i stand til at konkurrere med Vesten. Vel at mærke på vores egen hjemmebane: med højteknologi, viden og forskning.

Der er næppe nogen tvivl om, at det 21. århundredes konflikter vil stå langs brudfladen mellem autokratiet og demokratiet. Selv Francis Fukuyama taler nu om, at Kina kan være undtagelsen, der afkræfter tesen om historiens afslutning. Det kan ikke udelukkes, at Kina bliver et lige så godt eksempel til efterfølgelse, som USA har været.

Som Fukuyama spørger: Findes der også en kinesisk drøm med universel appel?