Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Finansen bestemmer...

»Finansen« er med først Corydon og nu Hjort Frederiksen for bordenden – og stærke departementschefer – blevet regeringernes ideologiske indpisker, som med henvisning til de eventuelle økonomiske aspekter blander sig i hvad som helst.

John Wagner.
Læs mere
Fold sammen

Med et par statsministre (Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt), som udviste større interesse for udenrigspolitik end indenrigspolitik, og en perlerække af stærke finansministre – Henning Christophersen, Palle Simonsen, Henning Dyremose, Mogens Lykketoft, Pia Gjellerup, Thor Petersen, Lars Løkke Rasmussen, Claus Hjort Frederiksen, Bjarne Corydon og nu igen Claus Hjort Frederiksen – har »Finansen« taget den indenrigspolitiske magt.

Tilbage i gamle dage kom de overordnede politiske udspil fra Statsministeriet. Justitsministeriet havde stor indflydelse på alt, hvad der bare duftede den mindste smule af ny lovgivning eller lovfortolkning, men har endnu ikke rejst sig oven på Tamilsagens ydmygelser. Og i de enkelte ressortministerier må helt op til departementschefer opleve at blive sat på plads af unge, forholdsvis nyuddannede fuldmægtige og såkaldte specialkonsulenter fra »Finansen« (ofte med et par års erfaring fra McKinsey).

Det forstås, at Schlüter-regeringernes finansministre, der havde ansvaret for at få Danmark væk fra den økonomiske afgrund, og efterfølgende Lykketoft, der skulle forhindre os i at komme tilbage til den, forlangte indsigt i og vetoret i forhold til alle politiske initiativer, der kunne påvirke den økonomiske udvikling.

Men nu handler det ikke længere »bare« om økonomi – og heller slet ikke bare om finanslov, og hvad dermed følger af både godt og skidt for de øvrige ministerier. »Finansen« er med først Corydon og nu Hjort Frederiksen for bordenden – og stærke departementschefer – blevet regeringernes ideologiske indpisker, som med henvisning til de eventuelle økonomiske aspekter blander sig i hvad som helst. Ikke altid åbenlyst, men af den grund ikke mindre kontant.

Og hvad så? Ja, hvis alt her i tilværelsen skal handle om økonomi, så er det måske meget godt med »regnedrengene« som vagthunde. Men hvis et bredere samfundssyn, retssikkerhed, sociale hensyn, miljø og klima, kultur, små byers og små virksomheders forhold også skal nyde fremme i forhold til den golde produktivitetsdagsorden, så savnes der et meget mere markant modspil fra de øvrige ministerier – ja, såmænd også fra Statsministeriet, hvis regeringen og Venstre som regeringsparti for alvor skal have en fremtid.

Problemet, som i nogen udstrækning vel også udgør et demokratisk problem, er ikke blevet mindre nu, hvor vi har en etparti-regering, og hvor koordinationsudvalget stort set er smeltet sammen med økonomiudvalget – eller er det omvendt? I koalitionsregeringernes tid kunne f.eks. en Bendt Bendtsen fra sit økonomi- og erhvervsministerium og en Margrethe Vestager fra sit økonomi- og indenrigsministerium, fordi de også var partiledere, i nogen udstrækning afbalancere »Finansen«s magt. I dag er det i realiteten kun statsministeren, som finansministeren skal tyde, udenrigsministeren forventes at passe sig selv mest i udlandet, og resten er ministre af navn, men viceministre af gavn, for indenrigspolitikken fastlægges i »Finansen«.

Og jo mere travlt, finansministeren har med lidt besværlige sager, hvad enten det er boligydelser til de ældre eller omkostningerne ved udlændingepolitikken, desto bedre for de såkaldte »regnedrenge«, der ikke bare kan regne, men også er blevet landets dygtigste politiske kuglestøbere. Og lur mig: De bliver aldrig udflyttet til provinsen!