Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Feminisme - et moderne tabu

Therese Rekling: Vi tror, at kvindekamp er et overstået kapitel, at vi er ligestillet, og at der derfor ikke er mere at tale om. Det er bedst at være ligeglad og grine anerkendende af eventuelle uligheder og stereotyper. Det er denne attitude, som kommer til udtryk i debatten - et brændende ønske om at promovere sit eget overskud.

Anti-feminister som Kathrine Stampe Andersen og Anne Sophia Hermansen bør tage ansvar for, at de er med til at rydde debatten om kvinders rettigheder og muligheder af bordet i Danmark og gøre dem til tabu, skønt de selv har nydt godt af dem de sidste 30 år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Christensen/Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den ene overskudsagtige ikke-feminist efter den anden har i den seneste tid skudt med skarpt efter feminismen, og hvad den har gjort ved de stakkels mænd, ved kernefamilien, ved det gode, velordnede samfund og ved kvinden selv.

Således skrev Kathrine Stampe Andersen 12. oktober en kronik i Berlingske Tidende om alt det frygtelige, som feminismen har gjort mod os alle sammen. Hun efterlyser en feminist, som tager ansvar for alle de problemer, som feminismen har bragt med sig. Jeg melder mig gerne, skønt mit feministiske engagement kun lige er begyndt, for jeg er bekymret over tendensen, at kvinder nu (igen) begynder at tysse på sig selv.

Stampe Andersen skrev blandt andet: »30 års rød kvindekamp har efterladt begge køn i opløsning og kernefamilien under pres. Manden er blevet tævet gul og blå. Og det er bare så synd for kvinden. Giver det slet ikke anledning til refleksion i rød kvindelejr?«

Refleksion? Helt klart. Refleksion over, hvordan det er gået til, at vi på trods af kvindekampen stadig skal skamme os over at tale kvinders sag. Og 30 års kvindekamp, hvor? Artiklen hedder spot en feminist – ja, prøv engang. Der er meget få tilbage, som endnu ikke er blevet jagtet ud af byen og sat på bålet. Manden er blevet tævet gul og blå? Det er da fint, man kan lide machomænd, som tager, hvad de vil have, når de vil (som hun lykønsker Jørgen Leth for at gøre det), men hun og andre glemmer, hvilken betydning kvindekampen har haft for deres eget liv og muligheder.

Hvorfor er der både mænd og kvinder, som tager hende alvorligt? Fordi nogen kæmpede for det. Og mændene, ja, deres rolle er selvsagt ændret eftersom deres tidligere rolle var altdominerende. Jeg synes ikke, moderne mænd er tævet gule og blå. Tværtimod. For det første skal man ikke underkende, at de maskuline stereotyper har været og er ligeså hæmmende for mænd, som de tilsvarende er for kvinder, og at de delvis er blevet nedbrudt i takt med de kvindelige. Desuden ser man overalt i TV-spots, reklamer og underholdning en hyldest til drengerøve og maskulinitet. Yngre udgaver af Jørgen Leth lever i bedste velgående og bliver tilmed sat på piedestaler og som forbilleder for andre mænd. Og hvad er det med – ve o skræk – at mænds dominans er ved at blive slettet fra jordens overflade? Er det da en naturlov, at mænd skal dominere kvinder? Er det måske deres ret? Udlev det venligst et andet sted end midt i samfundet, hvor vi andre også skal være. Kønsdebatten er svær at have i Danmark af flere forskellige grunde. For det første er ulighederne mellem mænd og kvinder ikke så store og grumme som mange andre steder. Vi har ikke tilstande som i Berlusconis Italien eller som vi ser det i tilbageblik til 60erne i serien Mad Men, hvor kvinder kender og erkender deres plads som underordnet mændene. En ikke-feminist på DR2 udtrykte det meget sigende: »Hvis vi ikke kan se beviserne for det, betyder det nok, det ikke er der«.

Vi tror, at kvindekamp er et overstået kapitel, at vi er ligestillet, og at der er derfor ikke er mere at tale om. Men der er god grund til at fortsætte debatten, for der er en paradoksal arv, som vi endnu ikke har gjort op med: En tidlig og slagkraftig kvindekamp på den ene side, og en patriarkalsk arv på den anden side.

Den tidlige kvindekamp i Danmark betyder, at vi allerede er inde i en modtendens, som definerer feminisme som et utjekket og gammeldags historielevn. Der findes således en ’rigtig’ og en ’forkert’ måde at tale om køn og kønsforhold på, og følger man ikke denne konsensus, bliver man stigmatiseret som snerpet, frigid eller feminist. Det betyder, at italesættelse af kønsproblematikker bliver tabubelagt. Det er bedst at være ligeglad og grine anerkendende af eventuelle uligheder og stereotyper. Det er denne attitude, som jeg synes kommer til udtryk i debatten – et brændende ønske om at promovere sit eget overskud og frisind ved at tage afstand til problematiseringer af kønsforholdet, som samtidig bliver tabuiseret.

For det andet lærer kvinder stadig at se og forstå sig selv gennem mænds øjne. Kvinder defineres til stadighed i reklamer, medier og i virkeligheden som ’det andet køn’, dvs. ud fra mandens perspektiv, i forhold og i modsætning til manden, som er udgangspunktet. Dette kvindesyn er en arv fra det patriarkalske system, som Danmark har i bagagen, og der findes spor af denne arv i det moderne Danmark. Folk må gøre, hvad de vil, men problemet er, at vi i dag har en konsensus om, hvad der er rigtigt og forkert at sige i relation til køn.

Denne konsensus samt myten om feminismens død lader den patriarkalske arv leve videre i det moderne samfund som et spøgelse, som ingen anerkender eller tror på, men som ikke desto mindre er til stede og hjemsøger nye generationer. Jeg vil gerne tage ansvar ved at sige, at jeg kan lide, hvad kvindekampen har betydet for vores samfund, og jeg ser endda mulighed for at strække denne udvikling endnu videre, ikke mindst fordi vi er inde i en modtendens, som skubber udviklingen tilbage skridt for skridt. Jeg frygter, at vi en dag står tilbage, hvor vi startede, og skal begynde helt forfra.

Kvindekampen og feminismen var nødvendig, dengang som nu. Vi er i gang med nye definitioner, som er komplicerede og problemfyldte, men som ikke desto mindre er bedre og mere frie end de som var. Det tager jeg gerne ansvar for. Men så må anti-feminister som Kathrine Stampe Andersen og Anne Sophia Hermansen også tage ansvar for, at de er med til at rydde debatten om kvinders rettigheder og muligheder af bordet i Danmark og gøre dem til tabu, skønt de selv har nydt godt af dem de sidste 30 år.