Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Femi-pampere

Anne Sophia Hermansen: Kvindelige debattører chikaneres af mænd, der hader kvinder.

Anne Sophia Hermansen, Pressechef Fold sammen
Læs mere

Det har været budskabet i Politiken og i Berlingske for nylig. Men er chikane kun et problem for kvinder? Næ. Vi hører bare kun om chikane af kvinder, fordi debatten føres af kvinder, om kvinder og måske også mest for kvinder, der i forvejen lever af at mene, at sådan ligger landet.

Mænd, der deltager i det offentlige liv, chikaneres også. De ringes f.eks. op om natten og trues med vold, får tilsendt hundelorte, bibelcitater, dødstrusler eller chikaneres af pædofile. Vi hører bare sjældent om det i offentligheden, fordi mænd ikke på samme måde som kvinder politiserer det semi-private i debatspalterne.

Det gør kvinder. Og det er der endda kvinder ansat til. Politiken har Ditte Giese, som altovervejende skriver om sit eget køn, på Information er der et større kvindekollektiv, og Radio24syv har Bom & Bjerke til at beskæftige sig med kvindespørgsmål. Herudover har vi den statsstøttede institution Kvinfo, der arbejder for at fremme kvinders stilling i samfundet. Institutionen har godt nok lige fået lavet nyt logo for at »invitere mændene mere indenfor«, men hvad nytter det, når den stadig består af kvinder, der går op i kvinder? Kvinfos logoskift tager brødet ud af munden på folk, der lever af at lave satire.

I kølvandet på kvindefrigørelsen i 70erne er der blevet skabt en kønspolitisk overklasse eller industri af kvinder, der tager sig betalt for alene at tale om sig selv og hinanden. Vi kan kalde dem femi-pamperne. Disse kvinder abonnerer på et trossystem, der blandt andet tilsiger, at kvinder er forsvarsløst underrepræsenteret i direktioner og bestyrelser, er undertrykt, bevidst holdes uden for indflydelse og tilsvines i det offentlige rum, alene fordi de er kvinder. Og sådan er det.

Jeg vil ikke anfægte, at der findes mænd, der hader kvinder. Men der findes bestemt også kvinder, der lever af at holde en dagsorden i kog, som de fleste af os hverken kan genkende fra vores professionelle liv eller fra vores familieliv. Når disse kvinder anlægger en kønsvinkel, er det en kvindevinkel, men de glemmer, at mange af os ikke tænker på os selv som køn, men som mennesker. Nu er det ved at lykkes at tegne et billede af, at voldstrusler i mod kvinder er et større problem end voldstrusler imod mennesker i det hele taget, som om mænd gik fri.

Kvindelige debattører bliver næppe mere chikaneret end mænd - de taler bare mere om det i en offentlig samtale, der overfokuserer på kvinder, måske fordi der er penge, magt, interesser og præreserverede klummer og spaltemillimeter til det.

Så spørgsmålene er: Skal kvinder til at tale mindre om sig selv eller skal mænd tale mere om sig selv? Ingen af delene kommer til at ske, fordi der er for mange kvinder, som lever for godt af det, og fordi mænd ikke ser det private som politisk. Så måske skulle vi stille den fordring til de kvinder, der bliver betalt for at arbejde med køn, at de prøver at betragte mænd og kvinder som ligeværdige mennesker. Også selv om der åbenlyst er penge og stillinger i at fastholde et forældet kønssyn. Der er et femi-pamperi, der skævvrider vores syn på hinanden. Både mænd og kvinder - mennesker - der deltager, offentligt trues, udsættes for chikane, det skal vi bekæmpe uden at gøre det til et kvindespørgsmål.