Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Feberhed revolutionsromantik

Kasper Støvring: Vi projicerer vores egne vestlige opfattelser over på araberne. Men kun et lille mindretal deler vores værdier, ja, der findes endda kun en lille oplyst middelklasse i Mellemøsten.

Dilemmaet er, at hvis man indfører demokrati i lande med en muslimsk kultur, så risikerer man meget vel islamisering eller valg efter princippet om én mand, én stemme, én gang. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor er det dog forstemmende at følge debatten om revolutionerne i de muslimske lande. Der er konformitet over stort set hele linjen. Alle er begejstrede. Lige fra de borgerlige politikere på højeste niveau til de sædvanlige venstreorienterede islameksperter som den skingre Michael Irving Jensen. De er alle ramt af en feberhed revolutionsromantik. Men feber er en sygdom, der forhindrer et klarsyn. For friheden er vundet, men ingen ved jo, hvordan tomrummet bliver udfyldt.

De vestlige revolutionsromantikere er naive, idealister og universalister: De tror, at liberalt demokrati roligt vil vokse frem; de er forblændede af solidariteten med de undertrykte masser; og de mener, at alle mennesker på kloden deler samme værdier.

Alene parallellen, der hyppigt drages til Murens Fald røber, at man er beruset af den vitale stemning fra den »arabiske gade«. Men østeuropæerne kunne efter 1989 falde tilbage i deres gamle kulturer, der havde overvintret under kommunismen. Et land som Polen havde f.eks. et frit civilsamfund, før landet fik et diktatorisk regime. Mellemøsten har ikke det, der ligner.

En undersøgelse fra analyseinstitutionen PEW viser, at 85 procent af Egyptens befolkning ønsker en islamisk politik. 84 procent støtter dødsstraf til dem, der forlader islam, og 82 procent går ind for stening for utroskab. Det vakte stor diskussion, da jeg fremlagde undersøgelsen på min blog her i avisen; det fremkalder altid stor harme at blive berøvet sine illusioner. Hvorfor er mange så begejstrede? En forklaring kunne ligge i den store fascination af oprørernes brug af moderne medier som Facebook og Twitter. De ligner jo os i Vesten! Med andre ord: Vi projicerer vores egne vestlige opfattelser over på araberne. Men kun et lille mindretal deler vores værdier, ja, der findes endda kun en lille oplyst middelklasse i Mellemøsten.

I Vesten bør vi derfor være realister og føre en politik, der primært er i vores egen nationale interesse. Det vil sige, at vi må sikre energiforsyningen (olien), opretholde stabilitet (især sikre fredsaftalerne med Israel) og inddæmme de potentielle flygtningestrømme. Hvis det ikke sker, kan vi meget vel komme til at længes efter den gamle verden med tilregnelige diktatorer.

Lyder det hårdt, bør man huske Bismarcks ord, at det er med politiske aftaler som med pølser: det kan være bedst ikke at vide, hvordan de bliver lavet. Men når al den idealistiske gas er drevet over, ved vi jo godt inderst inde, at vi skal kunne sove trygt om natten, have varme i radiatorerne og leve uden problemer med flygtninge i vores nærområde.

Det kalder på en konservativ realisme, relativisme og skepsis. Det vil sige, at vi bør se køligt på virkeligheden, at vi ikke skal søge at omforme andre kulturer i vores billede, og at vi bør være skeptiske over for revolutioner, der altid er svangre med barbari. For de hidtil bundne kræfter, der sættes fri, kan meget vel skabe et nyt - islamisk - diktatur. Revolutioner har det med at æde sine børn, og idealister var som bekendt også begejstrede under den iranske revolution i 1979.

For en gangs skyld er jeg enig med min medkommentator Uffe Ellemann, der har sagt noget i retning af, at den egyptiske opstand kan ende med at bringe et pro-vestligt, stabilt eller demokratisk styre til magten. Men kun én af delene.

Det er vigtigt at forstå, at det er kulturen, der afgør de muslimske landes fremtid. Og når jeg forbeholder mig retten til at være, om ikke pessimistisk, så dog skeptisk, er det fordi muslimsk kultur hæmmer et stærkt demokratisk civilsamfund. Et demokrati kræver, at fremmede mennesker er loyale over for hinanden, og at mennesker ikke kun har tillid til familien, stammen eller klanen. Muslimske lande er notoriske lavtillidssamfund. I Tyrkiet, der går for at være et af de mest vellykkede muslimske lande, har kun 10 procent af befolkningen tillid til fremmede.

Der findes af samme grund ingen frie muslimske lande. Det er ikke racisme at påpege det. Det er en historisk erfaring, der underbygges af det internationale Democracy Index. Et liberalt demokrati er nemlig afhængigt af en national loyalitet, som ikke bygger på religionen eller slægten, men på et fælles hjemland og civile traditioner.

Dilemmaet er, at hvis man indfører demokrati i lande med en muslimsk kultur, så risikerer man meget vel islamisering eller valg efter princippet om én mand, én stemme, én gang. Det skete i Iran, det var ved at ske i Algeriet, og det skete i det palæstinensiske selvstyre. Tyrkiet har i de senere år også bevæget sig væk fra den sekulære Kemalisme til en mere islamistisk politik med stor opbakning i befolkningen. Også her afvises i stigende grad det ’dekadente’ Vesten, og sekularismen opretholdes i sidste instans med militærets magt.

Og så er vi tilbage ved de demokratiske revolutioner i Mellemøsten. I en vis forstand er der tale om anti-vestlige oprør, fordi mange af despoterne regnes for at være pro-vestlige. Det glemmer vi nogle gange i Vesten; det glemmes ikke så let i den muslimske verden. Kolonialismen er en vigtig del af den kollektive erindring.

Det kan være, at vi med tiden får et demokratisk velfungerende Mellemøsten. Det kan endda være, at vi i Vesten kan samarbejde med islamister. Ingen kan vide det. Men alene uvidenheden bør temperere alle de feberhede drømme om det lykkelige Arabien.