Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Farvel til verdensborgeren

»Et land, der skammer sig over sin egen arv og undsiger den i tide og utide, er allerede færdigt«, skriver filosof Eva Selsing.

Eva Agnete Selsing. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan De huske, dengang alle talte om verdensborgeren?

Ham den fede type, der ikke lod sig trælbinde til én nation, men shoppede kulturelt tilhørsforhold alt efter dagsformen. Med udstationering, bulgur og »yndlingscafé« i både Soho og Ulan Bator. Runde briller og pompøs selvfølelse lysende ud af kravatten. Den provinsielle, skyklapbærende »nationalists« overskudsagtige modsætning.

Der var ingen ende på verdensborgerens evner udi interkulturel forståelse og vilje til at minde om, hvor ubetydeligt det (vestlige) land, han selv kom fra, var.

Og nok er verdensborgeren en morsom fætter, der (mis)bruger eksotiske kulturelle tegn til sin sirlige selvkonstruktion – men det lader faktisk også til, at han primært har været en medieskabt karakter.

Som spydspids for fortællingen om ham fremhævede man nemlig den »globale elite« – altså de rige, berejste og entreprenante. Disse åbensindede sjæle, der om nogen havde indset, at vi alle blot bebor den samme, globale landsby.

Men den »globale elites« kosmopolitisme viser sig langt hen ad vejen at være en illusion – hvilket fremgår af et nyt kæmpestudie af en forsker i virksomhedseliter, Michael Hartmann, som refereret i Weekendavisen for nylig.

Ser man på de 1.000 rigeste mennesker i verden, så har alle – med undtagelse af blot 20 – bopæl i deres hjemland.

Ligeledes har professoren undersøgt direktørerne for de 1.000 største virksomheder i verden og konkluderer, at de stort set altid kommer fra virksomhedens hjemland. Og når et land som USA finder direktører udefra, er det udelukkende fra andre engelsktalende lande såsom Storbritannien, Australien og Canada.

I Schweiz kommer de »udenlandske« ledere fra nabolandene, og disse ledere klumper sig sammen bopælsmæssigt, alt efter om de er tysktalende, franske eller italienske.

Den »globale« elite er altså rettelig en lokal elite. Lederne er forankret i sprog, tradition og livsverden, som de tager sig ud i deres land, subsidiært kulturkreds. Formet af og knyttet til det velkendte.

Og hvad kan vi så bruge det til? Jo, i disse tider, hvor verdensborgertankens operationelle praksis, multikulturalismen, afslører sig som decideret farlig for fred, frihed og velfærd på det europæiske kontinent, da er et opgør med mytologien, der omgærder den, nødvendig.

Identifikation med og kærlighed til fædrelandet er en sund del-ramme om tilværelsen for enhver, der er så heldig at bo i et velfungerende samfund. Ikke mindst i en tid, hvor andre, udemokratiske og menneskefjendske, identitetsgivere frister.

Et land, der skammer sig over sin egen arv og undsiger den i tide og utide, er allerede færdigt. Uddødt. Selv-åreladt. Mens en velproportioneret glæde ved det historisk overleverede, ved sprog og former, ved alt det indforståede og genkendelige – det er næring for tillid og dermed sammenhængskraft, uden hvilken intet samfund kan fungere.

Og her kommer det rigtigt interessante ved studiet af denne elite: Direktører og velhavere er ikke anderledes end almindelige mennesker i den henseende.

Vi er alle formet af og forbundne med vores fædreland. Bevares, der er nogle få rabiate typer, der sublimerer et faderopgør over i hjemstavnshad – men skal denne marginale gruppe have held til at definere mennesket af i dag?

Nej, selvfølgelig ikke.