Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Farvel til postbudet

Niels Arup Fischer: Jeg bor i en smuk gammel ejendom i det centrale København med sorte hvide fliser på gulvet og hvide paneler op af væggene i opgangen.

Niels Arup Fischer Fold sammen
Læs mere

Om få dage indfinder håndværkerne sig og begynder at bore huller i panelerne for at opsætte et antal postkasser til beboerne. Udover at det vil være ødelæggende for ejendommens standard, ved man også hvordan et sådant anlæg hurtigt får et udseende af halvfyldte kasser med reklameaviser der hænger ud af brevlemmen, og post der flyder rundt omkring. Eksempler er der nok af rundt omkring i byen.

Engang var postvæsenet et serviceorgan der nød respekt hos borgerne, og i de fleste tilfælde var postens besøg noget, man så frem til ofte flere gange om dagen. I gamle dage var der så mange postombæringer, at man kunne nå at udsende en middagsinvitation med morgenposten, og have svar om eftermiddagen inden man begyndte madlavningen. Eller hvad med dengang man kunne modtage et søndagsbrev med kryds henover, måske fra den elskede som meddelte at hun alligevel kunne nå en tur i Dyrehaven om eftermiddagen.

Posten var også en kær gæst i danske film. Der er sagt, at i amerikanske film er der altid nogen, der slår på tæven, i danske film er der altid nogen, der drikker kaffe. L

Kan det være rigtigt i en tid, hvor utrygheden breder sig mere og mere blandt almindelige borgere, at man afskaffer den daglige kontakt mellem borgerne og systemet, som postombæringerne er. Gang på gang læser man dødsannoncer på mennesker, der er fundet døde alene i deres lejlighed. I hvor mange tilfælde det er postbudet der opdager, når der er noget galt i en lejlighed ved jeg ikke, men der er ikke nogen tvivl om, at den eneste sociale kontakt mange ældre og ensomme har, er det jævnlige besøg af postbudet.

I en tid hvor politiet er overbebyrdet med internationale konferencer, i et sådant opfang at der må tiltrækkes politistyrker fra hele landet til internationale konferencer og møder i København, og politiet ikke kan beskæftige sig med at rykke ud til mere banale sager som vold, tyveri og indbrud hos almindelige borgere, er det måske heller ikke det rigtige signal at sende, yderligere at affolke det offentlige serviceniveau.

Et af argumenterne for afskaffelsen af postfordelingen i etagebyggeri skulle vist være, at det var af hensyn til postbudenes helbred som var i fare ved den fysiske anstrengelse af at forcere trapper. I en tid hvor nationen kæmper med et fedmeproblem, og hvor stadig flere borgere dyrker løb og bevægelse for at holde sig slanke og i form, virker argumentet om postbudenes helbred som noget søgt og opfundet til lejligheden.

Var det ikke på tide, måske i elvte time, at man besindede sig hos postvæsenet, og hos politikerne og i stedet for nedprioriteringen af postombringningen, foretog en opprioritering?