Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Farvel til 2200

Vi kan snart tælle dagene på to hænder. 1. december flytter min familie og jeg fra vores andelslejlighed på Nørrebro i København til en villa nogle postnumre væk.

Fold sammen
Læs mere

Ikke mere end fem kilometer i fugleflugt, men en verden til forskel. Beslutningen om at flytte var ikke uden tårer, men vi kunne simpelthen ikke bo her længere. Utryghed, opgør om narkomarkedet, daglige skyderier og ingen udsigt til en bedring. Og da jeg selv blev overfaldet en aften på vej hjem til min bopæl blev det bare for meget.

Mit forhold til Nørrebro var ellers kærlighed ved første blik. Jeg flyttede ind i min første lejlighed et par måneder før studiestart i sommeren 1995, og fandt bydelen et slaraffenland af mulighed. Man kunne både gå på værtshus en tirsdag nat kl. 2, shoppe eksotiske krydderier hos sin lokale grønthandler, nyde Assistens Kirkegårdens historiske have og være trendy på cafeerne omkring Skt. Hans Torv.

I knap 15 år har jeg boet i min elskede bydel. Været på første parket til dramaet om ungdomshuset, set Nørrebrogade blive smadret gentagne gange men også nydt elektroniske musikfestivaler, gay pride-parader, gadeloppemarkeder og økologiske markedsdage. På en eller anden måde har Nørrebro altid kunne rumme alle de modsætningsfyldte strømninger, der stritter i øst og vest, og hverken min familie eller jeg har nogen sinde følt os truet eller utrygge ved at færdes på Nørrebro – heller ikke om natten.

Den fornemmelse har ændret sig. En sommeraften i juli, da jeg ved midnatstid cyklede fra Vesterbro til Nørrebro, blev jeg umotiveret overfaldet og slået i hovedet af en ung fyr i Griffenfeldsgade. Intet forspil, ingen forudgående konflikter, ingen provokation. Et 100 procent tilfældigt overfald, som heldigvis kun resulterede i en bule i baghovedet og en enorm forskrækkelse, som stadig ikke helt har sluppet sit tag i min bevidsthed. Jeg undrer mig stadig over hvorfor. For som politimanden på Bellahøj Politistation tørt konstaterede, så ligner jeg med mit lange hår og min damecykel med barnesæde jo ikke ligefrem den gennemsnitlige AK81er.

Så nu flytter vi altså. Tør ikke mere, kan ikke mere, vil ikke mere. Vores held er, at vi kan flytte os – til bedre, tryggere kvarterer med velordnede forhold og stillevejsbump. Bag os efterlader vi et Nørrebro, som ingen synes at tage hånd om. En skilsmisseramt bydel, hvor de ressourcestærke siger farvel, og hvor en voksende gruppe synes at leve efter deres helt egne love. Hvor borgerne i visse kvarterer ikke kan få politiassistance, medmindre de rykker ud med indtil flere mandskabsvogne. Hvor børnehaverne snakker om at få sat skudsikkert glas i vinduerne. Hvor den femårige på legepladsen risikerer at finde en håndgranat i sandkassen. Hvor man skal passe på med, hvordan man ser ud, og hvem man kigger i øjnene.

Politikerne snakker om mere politi og højere straffe. Ingen taler om hvorfor vi er endt, hvor vi er, eller gør noget for at give de unge et alternativ til at blive en del af bandeopgøret. Hvem gør noget? Skynd jer, inden det er for sent.