Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Far uden mor

Enlige mænd vil også være fædre. Forleden dokumenterede »Vil du føde mit barn« på DR2, at enlige mænd kan nære ligeså inderlige drømme om at blive fædre som barnløse kvinder, der bestiller sæddonation. Frustrerede talte mændene i programmet om uligheden mellem enlige mænd og kvinder, fordi kun kvinderne bliver hjulpet. De enlige mænds håb om et barn er ligeså dybe, som det grædende par, der her i avisen i den forgangne uge fortalte om det katastrofale i at skulle vente på, at det offentlige får råd til donoræg, fordi det biologiske ur falder i slag, når tiden går.

Rugemødre og donoræg. Alt kan lade sig gøre. Bare man vil betale. Det svingende punkt er, om vi alle skal betale. Når man gør donorsæd og donoræg til en skatteyder­betalt rettighed, er det naturligvis et ligestillingsproblem, at man ikke betaler for rugemødre. Da er mænd og kvinder ikke lige for loven. 44 pct. af danskerne mener, at enlige mænd skal stilles lige med enlige kvinder. 44 pct.!

Fertilitetsbehandlings-mulighederne har over år fået os til at se barnløshed som en sygdom. Syge mennesker hjælpes i et velfærdssamfund. Selvfølgelig. Men fordi vi har gjort barnløshed til en sygdom, som det offentlige skal behandle på lige fod med grå stær, har man længe behandlet de ufødte børn som medicin, som skal tilpasses de barnløses ønsker. At barnet eksempelvis livslangt ikke vil komme til at kende sit genetiske ophav myndighed­godkendes uden sideblik til barnets tarv. Rugemødre er bare en yderligere domino­effekt af sygeliggørelsen af barnløshed. Mandeforsker og lektor ved RUC Kenneth Reinicke konstaterer, at kvinderne kun har brug for en »klat sæd«. Men, som Reinicke siger:

»Som mand skal du derimod bruge et andet levende menneske til at opbevare fostret i ni måneder, føde det – og så snupper du det.« Råt, men elegant formuleret.

Instrumentel bliver såvel ufødte børn som kommende rugemødre for den rettighedstænkning, offentlige sundhedsydelser indgyder sine borgere.

Uoverskuelig dominoeffekt

De enlige barnløse mænds tomhed, ensomhed og længsel efter børn er synd for dem. Bestemt. Men er det dit og mit ansvar? Et fælles samfunds ansvar? Pas på dit svar. For svarer du »ja!«, er offentligt betalte rugemødre det næste svar. Svarer du »nej!«, skal vi afskaffe al offentlig fertilitets­behandling. Ligestillingsargumentet er ikke bare pjat. Mænd og kvinder er lige for loven, herunder selvfølgelig også sundhedsloven. Begge køn har ligeså selvfølgelig lige ret til at blive behandlet for den samme sygdom.

Vi elsker i disse år diagnoser, men fordi noget kan behandles, behøver det ikke at være en sygdom. Barnløshed kan med ligeså stor ret opfattes som et livsvilkår, man har med sig af utallige grunde. For nogle er den medfødt – for andre en livsstilskonsekvens. Uoverskuelig dominoeffekt har det imidlertid, hvis vi fortsætter med at opfatte barnløshed som en samfundsopgave. For det må være et personligt ansvar at sætte et barn i verden. Uanset om det får to forældre eller en, kender sit arvelige ophav, eller har ligget i en mave, det aldrig siden læner sig op mod.

Det er ikke den barnløse mand eller kvinde, der er syg. Men vi udvikler et sygt syn på ufødte børn, når vi lader forældreskab være en sundhedsrettighed på linje med dialyse, kemoterapi og hofte­operationer.

Katrine Lilleør er sognepræst og debattør.