Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

»Far, det er jo bare en mur«

Foto: Niels Ahlmann Olesen og Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg er i Berlin med min datter. Hun er lige blevet syv år. Vi er taget ud til Mauerpark. En mindepark. Et møde med fortiden. Her står Muren stadig. Rose hæver sig op i en sprække i muren og kigger ud. Ud i det ingenmandsland, hvor hundredvis prøvede at flygte, og mange blev dræbt.

Mauerpark er et must at se. Usædvanlig smuk og bevægende. Parken er anlagt på en strækning, hvor Berlinmuren tidligere delte Berlin i øst og vest. Delte familier. Delte byen. Parken ligger i Prenzlauer Berg og strækker sig fra Behmstrasse til Bernauer Strasse.

Muren. Opført i 1961. En mere end 100 kilometer lang mur, der delte byen, delte mennesker og familier indtil den 9. november 1989 blev væltet. Faldt. Væltet af befolkningen.

Det er ufatteligt at tænke på, når man står her. At dette kunne stå på så længe. At det overhovedet kunne ske.

Mens man denne sommer diskuterer, om masseturismen er ved at ødelægge Berlin, så er alt her forbløffende autentisk. Det her er berlinernes park. Her er højttalere, der nævner alle dem, der døde i jagten for friheden.

Det var lige her, at mennesker først skulle forcere den lave mur, så kæmpe sig igennem miner, lyskastere og pigtråd, maskingevær-bevæbnede soldater i vagttårne for at nå frem til den mere end 3,5 meter høje mur. Og der på den anden side friheden. Vesten.

Om aftenen i gaten i lufthavnen spørger jeg min datter, hvad hun syntes om muren.

»Jeg kan ikke huske så meget, der var varmt. Men jeg kan huske, at man ikke kunne komme over til en ven, der boede på den anden side eller omvendt, med mindre man havde en stige. Og så blev man skudt med den her.« Hun tager sin vandflaske og peger den mod mig. »Sådan. Paw, paw.«

Mure overalt

Jeg smiler. Ingen bebrejdelse. Kun glæde over, at et kapitel i verdenshistorien nu er sendt så meget på museum. For unge. For min datter Rose er dette historie, et overstået kapitel, et svagt minde, hun aldrig for alvor vil forstå.

Da jeg var syv år, var Muren der. Jeg overvejer, om jeg skal fortælle hende, at der er mure andre steder i verden, der skiller mennesker og familier ad. At USAs præsident Trump vil bygge en mur. At vi selv er ved at bygge en mur ind til Europa.

Men nej. Lige nu lader jeg det ligge. Det bliver måske den historie, hun selv en dag skal fortælle videre. Lige nu fyldes jeg med glæde og taknemmelighed over i dag at have stået i Mauerpark med min datter. I et frit Europa. Uden mure og grænser. Et Europa, hvor vi er frie til at gøre, hvad vi vil og bevæge os, hvorhen vi vil.

Det er en gave, som vi skal passe på. Værne om.

For mure er jo ikke bare mure.