Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fantasier om Europa

»En statsmagt og en unionsmagt har til formål at repræsentere borgernes interesser. Ikke at fortælle dem hvilke, de bør have.«

13debDannyK.Malkowski.jpg
Dany K. Malkowski, folketingskandidat (LA). Fold sammen
Læs mere

Morten Løkkegaard og Per Nyholm roser i Berlingske 9. november deres eget projekt »Fortællingen om Europa«. Det forlyder, at projektet har kostet en million euro, og de penge kommer som bekendt fra borgernes lommer. Formålet? At få 20 kulturpersonligheder til at skrive en såkaldt »ny fortælling« for Europa.

I Løkkegaards og Nyholms indlæg forsøger man at imødegå den kritik, der selvfølgelig er fulgt i halen af så ekstravagant prioritering af EUs ressourcer ved at kalde kritikerne populister og demagoger med en »rindalistisk pengevinkel« på Europa – og herudover ved at smide om sig med kendte navne, som var det bevis for, at man har ret.

Der er noget centralt på spil her, hvad angår borgernes penge. Hos Løkkegaard og Nyholm forekommer man åbenbart åndeligt fattig, hvis man tænker over, hvorledes penge bruges. Så spekulerer man i penge som en modsætning til kultur og ånd. Men den modsætning er jo unaturlig. Den findes ikke. For ligesom ethvert husholdningsbudget afspejler værdier og prioriteringer i husstanden, bør EUs ressourcer afspejle værdier og prioriteringer hos befolkningen. Det gør et elitært projekt, som bruger borgernes egne penge til at presse en bestemt holdning ned over hovedet på dem, fordi projektets initiativtagere ikke mener, at borgerne mener det rigtige om Europa, ikke!

En statsmagt og en unionsmagt har til formål at repræsentere borgernes interesser. Ikke at fortælle dem hvilke, de bør have. Hvis man ønsker opbakning til EU som institution, bør man i stedet fokusere på de kerneopgaver, der bidrager positivt til velstand og fremgang i Danmark og de resterende medlemslande.

Læs også: Vetoret til ja-partierne

Disse kerneopgaver indebærer blandt andet at sikre frihed for borgere, virksomheder, civilsamfund og medlemsstater. De indebærer et øget fokus på at videreudvikle det indre marked ved at afskaffe tekniske handelshindringer. Og de indebærer at gøre unødvendigt komplicerede regler ukomplicerede.

Kun ved at skabe værdi for de enkelte nationalstater opnår man et positivt billede af EU blandt borgerne. Men i stedet ser vi, at den europæiske elite blot presser på for nye skatter til EU. Vi bevæger os med stadigt større skridt hen mod en egentlig finanspolitisk union med fælles (udemokratisk valgt) ledelse, økonomisk politik og udligning af gæld og risici på tværs af nationalstaterne.

Det er således meget svært at se, hvor den fremtidige værdiskabelse for mange af EU-borgerne skal komme fra. Ét er til gengæld sikkert: Den kommer så afgjort ikke fra den europæiske elites »Fantaseren om Europa«.