Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fangelejrens frie halvdel

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At staten ultimativt kan fratage mennesket alt inklusive dets værdighed, får vi i denne tid demonstreret i skuespillet »1984« på Betty Nansen Teatret. Det aktuelle drama kunne i virkeligheden have udspillet sig i en af vor tids slyngelstater, hvor enkeltmennesket fortsat reduceres til en brik, der kan flyttes rundt på efter forgodtbefindende.

Magthavernes og kasernestatens totale manipulation er temaet i George Orwells dystre »1984«, der udkom i den tidlige efterkrigstid. Orwell (1903-50) skrev også dyrefablen »Kammerat Napoleon« med det udødelige citat: »Alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre«. Sådan forholder det sig netop i menneskefjendske regimer som Nordkorea, Iran eller Syrien, der producerer flygtningestrømme og ulykke.

Karakteristisk nok var Orwell også forbudt i Østblokken, fordi det tvetydige - kendt fra vor egen Ludvig Holbergs satire - truer magthaverne. Siden jeg var en stor dreng, har jeg været fascineret af forfattere, der skildrer kampen mod tyranni. Orwell var ikke alene. Tænk bl.a. på antitotalitære forfattere som Ayn Rand (1905-82) og Arthur Koestler (1905-83).

Ungarskfødte Koestler - der som Orwell havde kæmpet i Den Spanske Borgerkrig - foretog et opgør med det totalitære i »Mørke midt på dagen« fra 1940 om Stalinprocessernes paranoide forfølgelse og vilkårlighed. Han skrev også dystopien »Længselens Tid« fra 1951 om en epoke, hvor Vesteuropa var besat af Sovjet og europæisk kultur var under afvikling.

Eksilrussiske Rand debuterede med »Vi der lever« (1936) om kommunistpigen Kira, der oplever brutaliseringen efter Oktoberrevolutionen. Senere skrev Rand dystopien »Kun den stærke er fri« om et USA, hvor smuds- pressen knækker frihed & ejendomsret.

Over for det var engelske George Orwell den anti-totalitære, demokratiske socialist, en patriot i et klassesamfund. Orwell var optaget af den anstændighed, han havde mødt i sine vagabonderende ungdomsår, blandt jævne folk, som han fandt både brave og noble.

Det virkeligt uhyggelige i »1984«-stykket og i romanen er ikke bare, at hovedpersonen Winston Smith ses som en plet, der må fjernes, fordi han tænker systemafvigende tanker. Det vigtige er, at Winstons vilje knækkes; først skal Winston overgive sig til bødlerne af fri vilje, og derpå, når han elsker »Store Broder« af hele sit hjerte, kan han blot afvente at blive hentet og likvideret.

Overvågning og kontrol, dobbelttænkning og nysprog lever i Orwells univers. I den ideologiske koldkrig kaldte den frihedsorienterede forfatter Henrik Stangerup vores del af verden for »Fangelejrens frie halvdel«. I samme essaysamling fra Berlingskes Forlag anno 1979 advarer han også mod, at vi griber til at indskrænke friheden. En advarsel der er værd at besinde sig på.

Forleden så jeg »1984« på Betty Nansen Teatret. Dets gribende kuldslåethed til trods, efterlader dramaet os med et håb. Teaterstykkets ramme er nemlig forskere, der i 2084 har afdækket romanoptegnelsen »1984«. Totalitarismen er kollapset i teaterstykkets fjerne fremtid.

Virkeligheden uden for vor tids Europas vinduer er til gengæld flere steder dyster. Orwell minder os om, at vi skal være vågne, så der aldrig igen kommer en epoke uden frihed og værdighed i vores del af Europa.