Fandt afkoloniseringen overhovedet sted?

Fandt afkoloniseringen slet ikke sted, siden den åbenbart fortsætter, som om der ikke er sket noget i historien? Det tyder på en ny opfattelse af historie, hvor den ikke opfattes som tid, men som rum, hvor nutid og fortid smelter sammen.

 
I USA og Europa udsættes statuer for hærværk i protest mod racisme. Video: Reuters, redigering: Caroline Nørkjær og Mathilde Oda Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Man har kunnet se imperativen »decolonize« som grafittislogan især i USA, men har afkoloniseringen da slet ikke fundet sted? Og hvem er det, som skal afkolonisere? Skal vi derfor nu revidere historiebøgerne? Afkoloniseringens markante begivenhed var Indiens løsrivelse fra England i 1947 og dernæst afslutningen på Algierkrigen for Frankrigs vedkommende i 1962.

Som svar på afkoloniseringen dannedes EF. I løbet af 50erne og 60erne fortsatte afkoloniseringen i Asien, Afrika og Caribien, hvorved der opstod den lange række af postkoloniale nationalstater, som vi kender under nye navne som Ghana, Sri Lanka, Namibia, men jo også i Europa de to EU-lande Cypern og Malta. Afkoloniseringen i gængs forstand satte noget nyt i gang i historieforskningen.

Forskningen gik i gang, fordi forskningsobjektet var forsvundet. Afstandens patos gjorde kolonierne til et studieobjekt. Det skete med Politikens Danmarkshistories supplementbind fra omkring 1980 om »Kolonierne i Asien og Afrika« og »Vestindien«, men derefter skete en ændring. Fortid blev samtid. I 1980 kom Palle Petersens skolebog, »Danskerne og kolonierne«. Vi havde nu mange kolonier både Norge og Grønland. Så kom antropologen Karen Fog Olwigs »Vestinderne – fra dansk slaveri til amerikansk masse-turisme«. Postkolonialisme blev omdøbt til neokolonialisme. Der kom ikke noget »efter«, kun mere af det samme, og det »samme« gamle hedder det »nye«. Statsvold mod sorte i Canada har ikke ændret sig siden slavetiden, kan man læse i en kultbog («Policing Black Lives«). Intet er sket siden 1444, da den første afrikaner blev fanget af en europæer.

Fandt afkoloniseringen slet ikke sted, siden den åbenbart fortsætter, som om der ikke er sket noget i historien? Det tyder på en ny opfattelse af historie, hvor den ikke opfattes som tid, men som rum, hvor nutid og fortid smelter sammen.

Det er, som om slaveri og imperialisme ikke hører fortiden til. Der sker ikke noget. Alt er samtidigt. Det ses også tydeligt derved, at racismen ikke er et historisk fænomen, men er blevet »strukturel« eller »systemisk«, og strukturer er netop hævet over tidslighed, forandring og historien. Hvis man opfatter historien som struktur, findes der ikke mennesker i den, som agerer, eller som kan anklages.

Så er der nogen, der forgæves forsøger at argumentere historisk eller rettere historistisk. Når f.eks. filosoffer som Kant og Hegel anklages for racisme, forsøger man at undskylde dem med, at de tænkte, som man gjorde dengang, men problemet er, at sådan tænkte »man« ikke dengang. Tankegangen er også, at vi i dag er blevet langt bedre i moralsk henseende, end de var. Hvis der ikke er sket en afkolonisering, skal historiebøgerne skrives om, og vi skal finde ud af, hvorfor der ikke sker noget nyt i historien. Hvis der ikke gør, hvorfor demonstreres der så? Hvem demonstrerer? Det gør strukturen.

Hans Hauge er lektor emeritus og dr. phil.