Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fanatismens bødler og brude

Måske er det på tide, at vi tænker forældrene ind, hvis vi skal hindre fanatikere i at rekruttere flere potentielle brude og bødler til deres syge idelogi hos hjælpeløse og frustrerede familier?

Yildiz Akdogan: »Hvordan kan det lade sig gøre, at to unge kvinder, den ene lærerstuderende, den anden HF-elev, faldt i fanatismens kløer? Og hvorfor har familien, omgivelserne, ikke reageret tidligere på de måske mange tegn? Det er vel næppe sket fra den ene dag til den anden, at disse piger dækkede sig til fra top til tå eller pludselig ikke ville give hånd til mandlige bekendte?« FOTO: SCANPIX Fold sammen
Læs mere

2016 har været et slemt år.

I sommerens varme oplever vi efterhånden på ugentlig basis unge vrede, psykisk ustabile, afstumpede mænd gå i krig for en syg ideologi i Europa.

Det skete i Nice, Frankrig, og senest i München i Tyskland. Efter angrebet i Nice kom jeg til at tænke på den stakkels dansk-kurdiske far, Yasar, der febrilsk ledte efter sine to bortløbne piger (muligvis til IS) i Istanbuls gader og stræder – hvordan mon det går ham, nu hvor Tyrkiet er i undtagelsestilstand?

Jeg hilste faktisk på denne far til et bryllup. Han virkede sympatisk og på ingen måder fanatisk. Døtrene tror jeg ikke var med til brylluppet, da der både var dans, musik og mænd og kvinder sad sammen – noget der er bandlyst i disse stakkels hjernevaskede pigers verden.

Hvordan kan det lade sig gøre, at to unge kvinder, den ene lærerstuderende, den anden HF-elev, faldt i fanatismens kløer? Og hvorfor har familien, omgivelserne, ikke reageret tidligere på de måske mange tegn? Det er vel næppe sket fra den ene dag til den anden, at disse piger dækkede sig til fra top til tå eller pludselig ikke ville give hånd til mandlige bekendte?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om reaktionerne ville være ligeså sent ude, hvis nu pigerne havde valgt en for vestlig livsstil, f.eks. ved at gå til fester, hænge ud på gaden med drengevennerne med tøj, der ikke skjulte, men fremhævede formerne? Næppe, her vil ikke alene familien, men hele det lokale samfund »irettesætte« pigerne og ikke mindst advare familien om den farlige vej, pigerne var på vej ud i.

Men den sociale kontrol udebliver, når det gælder religionen. Det er der forskellige årsager til. Dels hvis forældrene ikke selv er ligeså ihærdige praktiserende som børnene, får de dårlig samvittighed og tør ikke stille kritiske spørgsmål. Desuden vil det være pinligt, hvis en forælder beklagede sig til den lokale imam eller naboen om, at børnene var blevet for religiøse. Hvad ville de ikke tænke, og bør forældrene ikke være taknemmelige over, at deres børn har fundet »islams vej« modsat andre »fortabte unge«?

Den samme selvcensur sker også hos de nærmeste familiemedlemmer og naboer – hvem skal man dog beklage sig til, når nu børnene er blevet ivrige »praktiserende« muslimer? Tænk, hvis man selv bliver stemplet som vantro, fordi man stiller spørgsmålstegn ved religionen. Disse ting sker i skrivende stund – i ghettoerne såvel som hos de velintegrerede familier.

Ifølge PET har mindst 135 danskere siden 2012 tilsluttet sig IS som syrienkrigere. Man mener, at knap ti pct. af disse er kvinder og vurderer, at andelen er stigende. Måske er det på tide, at vi tænker forældrene ind, hvis vi skal hindre fanatikere i at rekruttere flere potentielle brude og bødler til deres syge idelogi hos hjælpeløse og frustrerede familier. En simpel hotline eller et sted, man kan søge om råd og hjælp til i lokalområdet, er en virkelig god start.

Vi kan proppe nok så mange penge ind i exitstrategier og antiradikaliseringsindsatser – hvis det sker uden større indsigt og viden om nærmiljøet og kulturen, er det spildte penge.