Når jeg lukker mine øjne og drømmer om den nære fremtid, ser jeg vores børn som fundamentet og omdrejningspunktet for familien. De går i skole, hvor de en stor del af dagen bliver tilpas udfordret og underholdt med tal, bogstaver, rim og remser blandet meget andet. Nogle dage går de efterfølgende i SFO eller klub. Her skifter miljøet fra læring til leg, og alle aktiviteter foregår livligt på tværs af klasse og alder. Det er trygt at vide, at børnene i disse timer styrker deres sociale kompetencer, i et dynamisk samspil mellem fri fantasi og pasning i trygge pædagogiske rammer.

Mange dage bliver børnene dog hentet tidligt af mig. Vi nyder eftermiddagens frirum sammen som familie – i skoven, hos oldeforældre, i svømmehallen eller på sofaen. De ugentlige fritidsaktiviteter, som børnene og vi i fællesskab har valgt, er en fornøjelig begivenhed, hvor krudtet brændes af, og hvor de begejstret mødes med deres kammerater uge efter uge. Som en selvfølge skal der findes tid og ro til lektier. Det er skønt, at kunne løfte det naturlige ansvar, der følger som forældre, ved at hjælpe sine børn. Der vil selvsagt være konflikter og nogle dage vil taget løfte sig i vores temperamentsfulde hus. Som forældre vil vi med en naturlighed og efter vores bedste pædagogiske overbevisning forsøge at håndtere udfordringerne på en måde, så vi om aftenen går i seng som en styrket familie. Jeg frydes ved tanken om, at mine drømme er realistiske.

Børnenes far og jeg har skabt de trygge rammer, som muliggør dette, og nu skal vi sammen udfylde indholdet. Jeg smiler bredt ved tanken om, at mine drømme er meget lig det, mine forældre har givet mine søskende og jeg. For det er det, vi gør som mennesker: I denne foranderlige verden lærer vi livet igennem, vi finder ro i værdier og traditioner, og vi videregiver vores lærdom til vores kæreste eje – vores børn. Dette gør vi af kærlighed – roden til alt godt.

Bliver skolereformen en realitet, knuses mine drømme. Regeringen knuser min families drømme. Skolen overtager det meste af børnenes tid i hverdagen. Deres faglige indlæring sørger lærerne alene for, og i samarbejde med pædagogerne håndterer de konflikterne, fokuserer på de retningsbestemte værdier og sætter rammerne for aktiviteterne. Alle gør deres job med stor faglig kompetence og interesse. Men af gode grunde mangler de den altoverskyggende ingrediens – kærligheden. Relationer og aktiviteter i fritiden går desuden tabt, sammen med børnenes mulighed for at vælge netop de mennesker og det indhold, som skaber mening for dem på det givne tidspunkt.

Lige nu bliver der debatteret livligt landet over, og der diskuteres blandt andet undervisningstimer, videnskabelig evidens og arbejdsvilkår. Interessen er samfundets fremtid – udvikling – innovation.

Bagved alt dette står vi mange forældre og holder om vores børn, mens vi med dyb frygt prøver at råbe op. Vores magtesløshed forstærkes, mens vores røst drukner i debatterne og i regeringens visioner. Hvordan kan vi som individer i et fællesskab få lov til at leve det liv vi drømmer om – hvor og hvornår kan vi få lov til at sige nej tak?