I kronikken Pausefolket har magten 20.7. giver May Bjerre Eiby det offentlige sundhedsvæsen en ordentlig bredside. Sundhedsvæsenet er præget af dovenskab, grådighed og selvopfundne regler, postulerer May Bjerre Eiby. Hendes postulater er - ikke mindst qua deres store grad af generalisering - så ekstremt misvisende og virkelighedsfjerne, at de nødvendiggør en reaktion. Det fremgår ikke af kronikken på hvilket erfaringsmæssigt grundlag May Bjerre Eiby bygger sin bredside mod det offentlige sundhedsvæsen. Ligesom der i kronikken heller ikke er skyggen af dokumentation for de ellers skråsikre postulater. Tilsvarende undrer vi os også over den klare - ja, man fristes til at sige unuancerede - indsigt i private virksomheders arbejdsforhold og effektivitet, som May Bjerre Eiby giver udtryk for i spalterne. På os virker det, som om May Bjerre Eiby i virkeligheden er ude i et værdipolitisk ærinde, hvor alt privat partout er godt. Og hvor alt offentligt pr. definition er skidt. Nu er verden heldigvis nuanceret. Det er sundhedsvæsenet bestemt også.

Derfor kan vi naturligvis ikke afvise, at hverdagen på visse hospitalsafdelinger ligner May Bjerre Eibys beskrivelse. Men fremstillingen stemmer ikke overens med det generelle billede i virkelighedens offentlige sundhedsvæsen.

Som sygeplejefaglige ledere på en af landets største intensiv afdelinger med næsten 150 ansatte, afdeling 4131 på Rigshospitalet, oplever vi hver eneste dag en utrolig engageret og meget kompetent personalegruppe. En personalegruppe, der yder ansvarlig sygepleje, behandling og omsorg på et meget højt fagligt niveau. Og en personalegruppe, som er stolte af deres arbejde. Vi oplever i dagligdagen, at afdelingens personale udviser stor økonomisk ansvarlighed. Medarbejderne er proaktive og på forkant. De finder eksempelvis selvstændigt besparelsesområder. De kommer med forslag til bedre anvendelse af ressourcerne. Og de reflekterer dagligt over sygeplejen og behandlingen af patienterne ud fra et tværfagligt og samfundsøkonomisk synspunkt.

Tilbagemeldingerne fra pårørende og patienter er da også meget positive. De oplever ikke, som May Bjerre Eiby ellers postulerer, at personalet gemmer sig i hemmelige kaffestuer. Tværtimod. Patienterne og de pårørende oplever et ansvarsfuldt personale, der med høj fagligt stolthed og ikke mindst dygtighed, udfører deres arbejde samvittighedsfuldt og på et ganske højt niveau. Og kigger vi på sundhedsvæsenet mere generelt er det også svært, at genkende det billede May Bjerre Eiby forsøger at skabe af det offentlige sundhedsvæsen. Undersøgelser fra Dansk Sygeplejeråd viser, at flertallet (57 pct.) af landets sygeplejersker ansat i basisstillinger oplever at må springe deres frokostpause over grundet arbejdspres, mens syv ud af ti basissygeplejersker har overarbejde ugentligt. Sandheden er, at det offentlige sundhedsvæsen er blevet effektiviseret voldsomt det seneste årti. I dag skal der faktisk kun 77 ansatte til at varetage det arbejde, som 100 ansatte stod for tilbage i 2001. Selv om en del af effektiviseringen selvsagt kan forklares ud fra ny teknologi, bedre behandlingsformer og lignende, er det et ubestrideligt faktum, at der i dag gennemføres langt flere operationer, undersøgelser og behandlinger end for bare ti år siden

En ting er i hvert fald sikker, vores medarbejdere stiller krav om en udfordrende og udviklende arbejdsdag. Krav, vi som ledere må honorere for at fastholde det gode personale. På den baggrund udstikker vi rammerne for afdelingens sygeplejemæssige virke. Vi giver personalet stor handlefrihed, som personalet honorerer ved at udvise ansvarlighed og engagement. Og hvis der inden for denne ansvarlighed en sjælden gang skulle blive tid til en kop kaffe på vej hen af hospitalsgangen. Tjaa, så går det nok!