Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fallit-erklæring at folk får stress på jobbet

Jeg er overbevist om, at mange af de beslutningstagere, der udstikker rammerne for så urimelige arbejdsvilkår, aldrig selv har haft et arbejde på de vilkår, de skaber. Ellers ville de komme på bedre tanker.

Abir Al-kalemji. Fold sammen
Læs mere

Stress fylder i debatten i øjeblikket. Af gode grunde. Det er en hyppigt forekommende lidelse, der over en længere periode kan medføre invaliderende fysiske og psykiske symptomer samt øge risikoen for alvorlige sygdomme som depression, hjertekarsygdomme og kræft.

Eksterne krav om produktivitetsstigning for samme ressourcer, effektiviseringsmani, nytteløse dokumentationskrav og manglende indflydelse på egen arbejdssituation er væsentlige arbejdsbelastninger, der giver stress. Logisk nok. Men andre disponerende faktorer som pligtopfyldende og perfektionistiske personlighedstræk, sygdom hos nærmeste familie og andre private belastninger spiller også en rolle. Samfundet har en vigtig opgave i at tænke menneskelige behov ind og tilpasse arbejdsmængden til de reelle kompetencer og ressourcer, i stedet for kun at gå op i høj produktion og penge. Ligesom de politikere, der råber besparelser, effektiviseringer og højere pensionsalder, selv burde få sig et arbejde i det offentlige – eller det private for den sags skyld – og opleve arbejdsbyrden på egen krop. De må gerne følge en vagtlæge på sygehuset, der knokler i op til 17 timer i træk, eller på ambulatoriet, hvor der kun er afsat 20 minutter til at snakke med patienten, og hvor lægen skal diktere ambulant notat, udstede recept, bestille blodprøver, konferere med andre specialer og lave tværfagligt samarbejde. Det er mennesker, man har med at gøre, og ikke en pølsefabrik. Jeg er overbevist om, at mange af de beslutningstagere, der udstikker rammerne for så urimelige arbejdsvilkår, aldrig selv har haft et arbejde på de vilkår, de skaber. Ellers ville de komme på bedre tanker.

Jeg brugte de første mange år af mit lægeliv på at kritisere arbejdsforholdene og den kompromitterede behandlingskvalitet samt formidle min og mine kollegers frustration over de utilfredsstillende arbejdsvilkår. Og andre faggrupper er lige så pressede, lærere, socialrådgivere, sygeplejersker, politifolk mm. De arbejdsmedicinske klinikker oplever stigende henvendelser pga. belastningsreaktioner. Op imod hver fjerde anmeldelse af sygdom til Arbejdsskadestyrelsen er betinget af stress! Det er vigtigt at sige fra, i stedet for at flytte egne grænser hele tiden og påtage sig mere end man kan klare, for til sidst at bukke under og ende enten invalideret, på misbrug, som kronisk syg eller udbrændt.

Det handler om et personligt ansvar – for politikerne kommer ikke til at se realiteterne i øjnene lige foreløbig. Psykoedukation og mindfullness er hjælperedskaber, men løser ikke roden til problemet. Man er også nødt til at minimere – gerne eliminere – kilden til stress. Eksempelvis finde et deltidsarbejde. Anskaffe sig robotstøvsuger og rengøringshjælp. Bruge bedsteforældre til at tage sig af børnepasning ind imellem, det lever de fem år længere af, viser undersøgelser. Uddelegere opgaver. Nøgleordet er omprioritering og mod til at sige fra – i stedet for at lege Superwoman eller Tarzan. Det får man ikke medalje for. Men stress.