Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fagforbund: Sex-krænkeren har ansvaret for krænkelsen

»Det ræsonnement betyder jo, at mænd har ret til at rage på alle de kvinder, de møder, lige til der er en, som siger fra.« Fold sammen
Læs mere

Ansvaret for seksuelle krænkelser ligger altid hos krænkeren, ikke hos offeret. Derfor er jeg dybt uenig med Laila Dam, der i Dagens Brev i Berlingske 7/1 »#SigDogFra« kritiserer #MeToo-kampagnen for at kalde det modigt, når seksuelt krænkede har stillet sig frem. De skulle bare have sagt fra, og Laila Dam efterlyser derfor selvransagelse blandt kvinder.

Det ræsonnement betyder jo, at mænd har ret til at rage på alle de kvinder, de møder, lige til der er en, som siger fra. Skulle vi så mene det samme om ofre for mobning? Det er deres egen skyld, de kunne bare sige fra… Men mobning og seksuelle krænkelser handler ofte om magtforhold.

I fagforeningen møder vi desværre purunge kvinder, som i deres første job blive udsat for ledere, der udnytter de unges usikkerhed og opfører sig upassende over for dem. Lederne udnytter, at de har magten til at fyre og f.eks. tildele de dårlige vagter. Værre er det, når det rammer eleverne. De kan ikke sige op. De har en uopsigelig kontrakt. Hvordan skal de kunne sige fra over for sådan en leder? Når de samtidig ved, at en ny praktikplads er svær at finde, hvis de – ved at sige fra – risikerer at blive fyret.

Derfor ligger ansvaret for krænkelser hos krænkeren, og offeret skal ikke påføres skyld. Vidner, som typisk er kolleger, har også et ansvar. Det er f.eks. ikke godt kollegaskab at advare en ny kollega: Pas lige på med at gå på lageret, når X er alene der. Godt kollegaskab er at stå sammen og gå til ledelsen, sin arbejdsmiljø- eller tillidsrepræsentant og fortælle om krænkeren.

I de bedste verdener stoppede al seksuel chikane ved at sige fra. Så nemt er det bare ikke. Men lad os håbe, at #MeToo får den effekt, at det bliver nemmere at sige fra – både for offeret og for kolleger, der ser på.