Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fænomenet Berlusconi

Lars Hovbakke Sørensen: Berlusconi bliver ligesom sine forgængere beskyldt for at være korrupt. Men der er den store forskel på Berlusconi og forgængerne, at han alligevel samtidig formår at optræde som »den stærke mand«.

Selv om Berlusconi er såvel korrupt som skandaleramt, støttes han af mange, fordi han står for en form for stabilitet. Især yngre, som ikke husker den italienske fascisme, stemmer på ham. Fold sammen
Læs mere

I morgen skal der være en mistillidsafstemning imod Silvio Berlusconi i det italienske parlament. Det er Berlusconis tidligere allierede og nuværende ærkerival Gianfranco Fini, der står bag. Udfaldet kan let blive, at italienerne skal til valg i begyndelsen af det nye år.

Men selv om Berlusconi er upopulær blandt flere af sine tidligere samarbejdspartnere i parlamentet, er det ikke det samme som at han er upopulær blandt vælgerne. Berlusconi har vundet en lang række valg og har været premierminister i sammenlagt knap ti år. Senest siden 2008.

Hvis man skal tro meningsmålingerne, vil det heller ikke denne gang blive Berlusconi, men derimod Fini, der bliver valgets store taber.

Men hvordan kan det være, at Silvio Berlusconi trods talrige beskyldninger om korruption og magtmisbrug og sine forsøg på helt at kontrollere den italienske presse og trods sin udsvævende livsførelse er så relativt populær i store dele af den italienske befolkning?

Det kan man kun forstå, hvis man ser den aktuelle politiske situation i Italien i et større historisk perspektiv. En væsentlig del af forklaringen på Berlusconis popularitet er nemlig, at han på trods af alle skandalesagerne repræsenterer en form for stabilitet, som Italien ikke tidligere har set. I tiden siden Berlusconi første gang kom til magten i 1994 har Italien »kun« haft syv forskellige regeringer.

Det vil sige, at hver regering har siddet i ca. to et halvt år. 1970 til 1994 var gennemsnitslevetiden for en italiensk regering derimod kortere end halvandet år.

Mange italienerne kan godt lide, at der endelig - for første gang siden den legendariske Aldo Moro, som var premierminister fra 1963 til 1968 - er kommet »en stærk mand« til magten, som har markante synspunkter og kan sætte sin vilje igennem. Og som gennem en længere periode har formået at stå i spidsen for en stærk og stabil regeringskoalition. I stedet for de bureaukrat-typer, som stod i spidsen for en række svage regeringer i 1970erne, 1980erne og begyndelsen af 1990erne, og som hver især sad på posten i meget kort tid.

Berlusconi bliver, ligesom sine forgængere fra perioden 1970-1994 beskyldt for at være korrupt. Men der er den store forskel på Berlusconi og forgængerne, at han alligevel samtidig formår at optræde som »den stærke mand«.

Mange meningsmålinger har gennem de seneste år vist en stigende interesse blandt italienerne for den stærke mand. Især blandt de unge og midaldrende, både de højt uddannede og dem uden ret megen eller slet ingen uddannelse er fascinationen af den stærke mand meget udbredt. Begejstringen er knapt så stor i den ældre del af befolkningen. Dem, der kan huske 1920ernes, 1930ernes og 1940ernes fascistiske bevægelse, som netop var bygget op omkring persondyrkelsen af Mussolini som »den stærke mand«.

Dét, de yngre og midaldrende italienere kan huske, er derimod det omfattende politiske kaos og den store ustabilitet, der herskede i 1970erne, 1980erne og begyndelsen af 1990erne. Ligesom de kan huske de talrige korruptionssager, som blev rejst mod denne periodes farveløse, men dybt korrupte premierministre fra de to partier, som på daværende tidspunkt havde domineret italiensk politik i næsten 50 år: De Kristelige Demokrater (DC) og Socialistpartiet (PSI). Disse to partiet blev nedlagt i forbindelse med det fundamentale opgør med hele det gamle system og alle de gamle politikere, som fandt sted i 1993-1994, og som også Berlusconis dannelse af sit første parti Forza Italia var en del af.

En del yngre italienere forbinder derfor stadig Berlusconi med både fornyelse og handlekraft. Selv om manden er 74 år og har været med i toppen af italiensk politik i snart 20 år.

Samtidig kan man konstatere, at den italienske ungdoms manglende historiske viden, herunder manglende viden om, hvad dyrkelsen af »den stærke mand« i sin yderste konsekvens kan føre til har medført, at mange unge i meningsmålingerne udtrykker en vis sympati for Mussolini og mellemkrigstidens fascisme.

Det er udbredt opfattelse, både blandt de unge, som gennem de seneste år har stemt på Berlusconis eget parti og blandt de unge, som har stemt på hans tidligere allierede og nuværende ærkerival Finis neofascistisk inspirerede parti, at man på mange måder har brug for en »ny Mussolini«.

Ikke sådan at forstå, at de ønsker demokratiet afskaffet.

Men de mener, at dele af Mussolinis synspunkter var sympatiske og brugbare. F.eks. hans syn på familien, på lov og orden og på »den stærke mand«. De opfatter Mussolini som en person, som egentlig havde en række gode idéer, men som bare var uheldig med hensyn til, hvordan han at udmøntede dem i praksis.

I disse år, hvor højrenationale ideer vinder frem over alt i Europa, er det interessant at se, hvordan forskellige generationers meget forskellige historiske erfaringer, og især hvordan mange unges store uvidenhed om de ældre generationers erfaringer, kan medføre en relativt stor generationsbestemt uenighed om, hvordan et land bør ledes.

Som i tilfældet med Italien og »den stærke mand« Berlusconi, som i den grad har delt befolkningen gennem de seneste snart 20 år, og som nu ser ud til at ville gøre det igen.