Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fællesskabet lider skade i jagten på egen identitet

Gudstjenesten ved Folketingets åbning, som SF boykottede, lærte os, hvor svært det er at samles i et rum, hvor ikke alle tænker ens.

»Vi må i disse år gøre os grundige tanker om, hvad det vil sige at være en enkelt med en ukrænkelig identitet,« skriver Sørine Gotfredsen. Illustration: Rasmus Meisler Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Man kan nok roligt opgive forestillingen om, at menneskeheden en dag løber tør for kampe at kæmpe. For mens en periode kan synes fattig på store politiske ideologier, er der altid noget på spil mellem os, og det gælder også i denne tid. Tilmed i en grad, der antyder, at de kommende år vil blive dybt præget af det. Det handler om kampen om identitet og om en lang europæisk historie angående forholdet mellem individets indre følelse af værdi og omgivelsernes syn på det.

Sørine Gotfredsen Fold sammen
Læs mere

Efter Murens fald i 1989 blev den amerikanske samfundstænker, Francis Fukuyama, berømt for sin teori om, at verdenshistorien i en vis forstand med det sejrende liberale demokrati var slut. Nu er han på gaden med en ny bog med titlen »Identity«, der forsøger at beskrive, hvordan det næste kapitel i den vestlige verden i høj grad vil komme til at dreje sig om den enkeltes selvopfattelse.

Fukuyama griber tilbage i historien og beskriver, hvordan Martin Luther i 1500-tallet med sin længsel efter frihed var med til at bane vej for en europæisk tradition for troen på den indre værdi. For Luther handlede det om at opnå frihed og værdighed gennem troen på Guds nåde, og siden har vi bevæget os i retning af en tilstand, hvor gudsforholdet er blevet mere perifert, mens mennesket i stigende udstrækning søger efter at mærke et autentisk selv, der ikke søger sin anerkendelse hos Gud. I stedet skal den søges blandt andre mennesker, og dermed har en kampplads taget form.

Kampen for minoriteters positionering

På den kæmper vi om at blive anerkendt som autentiske individer, og med identitetspolitikken foregår der i mange vestlige samfund en intens kamp for minoriteters positionering, og retten til ikke at blive krænket på grund af køn, seksualitet og etnicitet.

»Når mennesket så ubetinget dyrker sin egen autentiske kerne, kan det miste evnen til at indgå i mere overordnede sammenhænge.«


Dette rummer selvsagt en grundlæggende humanistisk livsanskuelse, men samtidig stiller Francis Fukuyama det vigtige spørgsmål om, hvorvidt kampen kan blive så indædt, at den vil svække det større fællesskab. For når mennesket så ubetinget dyrker sin egen autentiske kerne, kan det miste evnen til at indgå i mere overordnede sammenhænge, idet den tanke opstår, som Fukuyama skriver, at det: »er ikke det inderste selv, der skal tilpasse sig samfundets regler. Det er samfundet selv, der skal ændres.«

Med inspiration fra disse ord kan man frygte, at der vil opstå en vis tilstand af strid angående det identitetspolitiske. Vi oplevede strejfet af en sådan tilstand ved gudstjenesten i forbindelse med Folketingets åbning i tirsdags. En række politikere nægtede at møde op i Christiansborgs Slotskirke, idet de er uenige i præst Morten Kvists syn på regnbuefamilier.

Hele SFs gruppe blev væk, og kultur- og kirkeminister Mette Bock reagerede ved at pointere, at det tilsyneladende for nogen bliver sværere og sværere at befinde sig i samme rum som de mennesker, der ikke ser verden præcis som en selv. Tirsdag lærte vi, hvor snæver definitionen kan blive angående den korrekte identitets- og rettighedstænkning, og det handler vel at mærke ikke om, hvorvidt man i dette tilfælde støtter de homoseksuelles rettigheder på lige fod med andre, hvilket Morten Kvist understreger, at han gør. Det handler om, at han har et syn på normen for en familie, der ikke stemmer absolut overens med den identitetspolitiske dagsorden, hvorpå de krænkede forlader lokalet.

Luthers indre frihed stod og faldt ikke med, at andre opdagede og anerkendte den, og filosoffer som Rousseau, Kant eller Hegel, der ligeledes optræder i Fukuyamas bog, kredsede først og fremmest om en universel idé om lighed og værdighed.

Fællesskabet tager skade

I dag er der, som Fukuyama beskriver det, stor fokus på at hævde bestemte gruppers betydning, og mens der naturligvis kan være grund til dette, når nogen længe har været undertrykt, risikerer vi at drive princippet så vidt, at en grundagtelse for fællesskabet tager skade.

Man kan som nævnt hævde, at det er en del af konsekvensen i det mere gudløse samfund, for når man ikke kan finde nåde og fuld anerkendelse i almagtens øjne, må man finde den blandt andre mennesker. Heraf udspringer en intensiv horisontal sammenligningskultur, der kan have noget ødelæggende over sig. Ikke kun fordi det – som vi erfarede tirsdag – kan blive sværere at samles i et rum, hvis ikke alle derinde tænker ens. Også fordi det kan blive hårdt for individet konstant at skulle kæmpe for sit eget autentiske indre.

En del mennesker har nemlig ikke nogen særlig klar ide om et sådant autentisk indre, og mens identitetskampen ofte udlægges som et værn om individets værdighed, glemmer man, som Francis Fukuyama også bemærker, at mange blot vil følge dem, der råber højest.

Således kan vi bevæge os i en retning, hvor der i stigende grad i en befolkning kan opstå fjendtlighed og mistro mennesker imellem, og derfor må vi i disse år gøre os grundige tanker om, hvad det vil sige at være en enkelt med en ukrænkelig identitet. Hvor meget stiller det os i opposition til hinanden, og hvor meget hører vi stadig sammen i et fællesskab, der overgår al individuel forskellighed?