Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Fædrenes synder

Asger Aamund: Kokke begraver deres fejltagelser i mayonnaise, og politikere begraver deres i andre menneskers penge. Men det er vigtigt at fastholde, at børns adfærd er deres forældres ansvar.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I kølvandet på en muslimsk festlighed stormede 70 unge ind på Odense Universitetshospital for at finde og likvidere et skudoffer, som man beklageligvis ikke havde fået endeligt neutraliseret tidligere på aftenen. Bøllerne fandt ikke deres offer, men truede det skrækslagne personale og vandaliserede skadestuen. Så gik der nogle dage med den forventede opstandelse i medierne. Politikere beklagede og fordømte. Politiet forklarede som sædvanlig, at med de ressourcer, der var til rådighed, havde man skam gjort sit bedste. Og kommunen bedyrede, at man udførte en stor og nyttig integrationsindsats i Vollsmose. Der blev så foretaget et par skue-anholdelser, men alle 70 vandaler er nu atter på fri fod. Støvet lægger sig over Vollsmose og Mor Danmark kan nu vende sig om på siden og snorke videre.

’Hvordan kunne det dog komme så vidt?’, skreg pressen og skældte ud på politikere, folkeskolen og kommunen, som også lagde sig fladt ned og vedgik et diffust fællesansvar for stormløbet på skadestuen. Det manglede da også bare i en formynderstat som den danske, hvor den offentlige sektor har besejret den private. Den, der har magten, må også påtage sig ansvaret, og derfor kunne vi også fornemme en kollektiv skyldfølelse hos de berørte statslige og kommunale institutioner.

Og som konsekvens af bandernes togt på OUH vil vi snart se endnu flere skatteyderbetalte integrationsprojekter, endnu flere rådgivere og konsulenter. Kokke begraver deres fejltagelser i mayonnaise og politikere begraver deres fejltagelser i andre menneskers penge.

Sådan går det også denne gang. Hverken politi, skole, kommune eller politikere kan dog bebrejdes noget som helst i denne sag. De skyldige er de unges familier, der fuldstændig har svigtet deres indlysende ansvar for at opdrage deres drengebørn til ansvarsbevidste og anstændige borgere i det danske samfund. Indvandrerfamilier fra især Mellemøsten er i stort antal løbet fra deres ansvar som forældre og samfundsborgere ved at synke sammen i en afmægtig offerrolle og overlade til samfundet ikke bare at forsørge familien, men også at forvalte ansvaret for børnenes handlinger og adfærd. I de store boligkomplekser med mange indvandrere er der kriminel aktivitet, der er højere end i andre dele af samfundet. De sociale boligområder har altid produceret småkriminelle, men tidligere måtte man ud som arbejdsdreng eller heldagsbud, hvis ikke man ville i lære eller videreuddanne sig. Det blev i regelen kun til lidt hærværk, et par knallerttyverier og butiksrapserier. Når man er tvunget til en hård arbejdsdag på fabriksgulvet, er der ikke megen energi til organiseret kriminalitet på et professionelt niveau, så de fleste fritidskriminelle rettede sig og endte med kone, børn og fast arbejde. I dag er der i hvert af de store ghetto-komplekser typisk 30-70 unge, der er involveret i ulovlig bandeaktivitet. Normalt er der en kerne på 10-15 hårde fuldtidskriminelle, der organiserer håndhævelse af territoriale rettigheder, handel med narko, tyverier og afpresning. Resten er medløbere med en løsere tilknytning som udkigsvagter, bude og spejdere. En stor del af disse junior-bandemedlemmer er ganske unge, typisk 12-16 år, men er alligevel allerede fast parkeret uden for både en ansvarlig familie og det danske samfund, der opfattes som fremmed og fjendtligt. »Mange indvandrerbørn bliver placeret foran arabisk fjernsyn, fordi forældrene gerne vil have, at de lærer sproget,« siger Fathi El-Abed (formand for dansk-palæstinensisk venskabsforening) til Avisen.dk og Naser Khader tilføjer:’ »Mange familier ser kun arabiske og religiøse kanaler. Det betyder, at mange mentalt er i Mellemøsten, selv om de bor i Danmark’.

En analyse offentliggjort i Politiken for nogle år siden viste, at 40 procent af drenge i 9. klasse med familiebaggrund i Tyrkiet eller Libanon ville forlange, at deres kommende hustruer bliver hjemmegående. Skolelærer Sheghel Ashir kommenterer: »Mange drenge er jo ikke opdraget til at lave noget derhjemme. Jeg har drenge i 6. klasse i hjemmekundskab, og når der skal vaskes op eller fejes gulv, vil de ikke, fordi det er pigearbejde«. Den onde cirkel begynder med forældre, der taler dårligt dansk, er uden for arbejdsmarkedet og føler sig kastet på møddingen af det danske samfund. Forældrene er ude af stand til at hjælpe med lektierne og vender hurtigt ryggen til skolen, opdragelsen og det almene engagement og ansvar som borgere i et moderne vesteuropæisk samvirkende demokrati. Drengene strejfer om på gaden om aftenen, havner i dårligt selskab, kommer for sent i seng og sakker agterud i skolearbejdet. En stor del af drengene forlader i dag skolen som funktionelle analfabeter og er dermed hægtet af både videreuddannelse og arbejdsmarkedet. Forældrene er ikke ligeglade, men resignerer, giver fortabt og forbander det danske samfund, som de holder ansvarlig for sønnernes fortabelse. Man trøster sig med offerrollen i et land, som man ser befolket med hadefulde, islamofobiske zionister.

Men hvad skal vi overhovedet med indvandrere, der ikke bringer noget til bordet? USA og Australien blev kun velstående nationer, fordi tusindvis af immigranter smøgede ærmerne op, spyttede i næverne og skabte værdier til sig selv, deres familier og samfundet. Vi går under som nation og kultursamfund, hvis vi overlader opdragelsen af vore unge til skolen, politiet og kommunen. Børnenes og de unges adfærd er forældrenes ansvar. Fra Skagen til Gedser. Og specielt i Vollsmose, hvor det offentlige på fire år ifølge BT har anvendt 1,9 millioner kroner til morgenvækning af skolebørn, hvis forældre ikke gider. Måske skulle vi spendere yderligere 1,9 millioner på morgenvækning af ansvarsløse politikere, der har glemt, at de skal arbejde for fædrelandet og ikke for en tutti-frutti, multi-kulti varmestue.