Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Eventyret Fifty Shades

Eva Agnete Selsing: Udskældt barn har mange navne. Således også bestsellertrilogien »Fifty Shades of Grey«, der sprænger alle læserrekorder i disse dage. Kvinder verden over elsker den. Og anmelderne hader den. Her har vi en pinlig lægeroman båret af klichéer.

Den britiske forfatter E. L. James med sin bog, bind 1 i »Fifty Shades of Grey«. Fold sammen
Læs mere
Foto: KAREL PRINSLOO
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skrevet i et alt, alt for tilgængeligt sprog uden raffinement, uden prætention. Der er faktisk tale om »husmorporno«. Kan det blive mere trist? Vi ser billedet foran os: Langt fra Lindhardt & Ringhof, Øverste Kirurgiske og Martin Glaz Serup, i et kedeligt parcelhus, med konforme, bourgeois-boller ovnen, går den sanseligt udsultede husmor og keder sig med sine børn. Uden sans for sproglige eksperimenter, for det identitetsopbyggende i at tale om, hvor fede Celines tankeprikker og Joyces manglende punktummer er. Uden at ane, at sætninger, der strækker sig over flere kapitler, er rede penge i kulturel kapital. Og derude, på parcelfrimærket, lader hun sig så stille tilfreds med en bog. En dårligt skrevet bog. Kan det blive mere ynkeligt? Nej. Ikke, hvis man spørger anmelderstanden.

Men mens anmelderne ikke er bange for at sige, at de mange millioner, der har læst og elsket bogen, sagtens kan tage fejl, er vi andre mere ydmyge. Bogens succes skyldes - snarere end kedsommelighed i forstæderne - at den taler til den del af mennesket, der savner mytologiens skønhed. Den store fortælling i det små; det eventyr, der kan ske i den enkeltes egen tilværelse, men som alligevel har det utroliges skær over sig. Fifty Shades er drømmen om at blive reddet, elsket og selv at redde og elske. At møde og overvinde farer med sin udkårne, og på den måde selv mærke kærlighedens styrke.

Den slags sentimentalitet ses som latterlig i vore post-romantiske tider, hvor historier helst skal være lige dele grumme, uvedkommende og meningsløse. Men verdens kvindelige læsere gør oprør mod den litterære nihilisme med deres massive indkøb af ’husmorpornoen.’ De signalerer, at de gerne vil have den store fortælling.

Og Fifty Shades er en sådan opbyggelig historie. Det handler ikke om erotik i pikante afskygninger. Det handler - uden at ville røbe for meget - om en mand og en kvinde, der finder sammen. Om to mennesker, der underkaster sig hinanden. Dels af kærlighed, dels af tiltrækning; den tiltrækning, som kun et asymmetrisk forhold kan frembringe. Men det ulige er alligevel balanceret, for historiens egentlige helt er kvinden. Hun redder ham. Og hun ender med at få det, hun efterspørger - på sine præmisser.

Det er ikke, som visse anmeldere påstår, en bog om en forsømt mand med bestemmetrang, eller om en kvinde, der elsker et forskruet menneske. Det er en bog, der udfordrer lighedskulturens tabu om de sanselige kendsgerninger, der knytter sig til de to køn; nemlig, at ulighed og det uens for de fleste er en uundværlig ingrediens i tiltrækningen mellem ham og hende. Tilsat elementer fra mytologien - den forheksende forelskelse, den uopnåelige rigdom og magt, den utrolige redningssituation, de usandsynlige og kun næsten overkommelige faremomenter - er Fifty Shades et moderne eventyr. Et romantisk af slagsen. Læserne vil tryllebindes af noget større end dem selv, i et format, de kan relatere til - og det er det, de får. I en version, der er befriende renset for indtørret akademikerligestilling. Det er ligetil. Og det er smukt.