Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Hvad er egentlig en kommunes opgave? Det spørgsmål så jeg gerne, at nogle flere mennesker på Københavns Rådhus stillede sig selv.
Tilbage i november kunne jeg erfare, at Københavns Kommune ville opføre et kommunalt gartneri til den nette sum af 4,8 mio. kr. Og forleden kunne jeg så læse, hvordan det går med et af kommunens tidligere erhvervseventyr: De københavnske bycykler.
Det viser sig, at færre og færre benytter sig af de københavnske bycykler, som koster ti mio. kr. om året. Hele 40 pct. af cyklerne er ikke tilgængelige. Og det på trods af, at leverandøren har forpligtet sig til, at 90 pct. af cyklerne skal være klar til brug.
Men hvorfor er det overhovedet kommunens opgave at drive et gartneri eller en upopulær cykeludlejning, som ikke virker? Begge eksempler illustrerer det generelle behov for at stoppe offentligt opgavetyveri.
I Danmark nyder vi godt af private ildsjæle. Det gælder selvstændige gartnerier, som gerne leverer til Københavns Kommune, og cykeludlejningsvirksomheder i København, som gerne leverer cykeludlejning til københavnerne.
Hver dag bidrager private virksomheder som disse til den danske velfærd. Både i kroner og øre og med arbejdspladser til hundredtusinder af mennesker. De får samfundshjulene til at køre rundt.
Derfor nytter det ikke noget, at Københavns Kommune går ind og kannibaliserer det private marked. Og slet ikke, når løsningerne er både dyrere og dårligere. Den offentlige sektor skal understøtte flere private arbejdspladser – ikke stjæle dem for skatteborgernes penge.
Det er årsagen til, at Venstre vil sikre, at den offentlige sektor holder sig til sine kerneopgaver. Vi vil lave klarere regler, der begrænser det offentlige opgavetyveri. Vi vil etablere en ny klagemyndighed, hvor private virksomheder kan klage, hvis de føler sig udsat for unfair konkurrence fra det offentlige. Og vi vil sikre mere gennemsigtighed i priserne, så prisen realistisk afspejler de reelle omkostninger.
Kommunerne burde være frontløbere, når det kommer til at sikre bedst mulige vilkår for, at private virksomheder kan øge væksten. Det vil vi gerne understøtte, og derfor vi vil gøre op med unfair konkurrence. Jeg mener, at kommunernes fremmeste opgave er at sikre den bedst mulige service inden for de centrale velfærdsområder.
Kommunalt gartneri eller cykeludlejning er ikke en velfærdsopgave. Vi må ikke slå private virksomheder ihjel, fordi kommunekasserne nogle steder i landet bugner af så mange penge, at man ikke ved, hvad man skal bruge dem på. Hvis det er så stort et problem, kunne kommunerne jo bare lade borgerne beholde lidt flere af deres egne penge. Det burde Københavns Kommune måske overveje i stedet.
Så kære kommuner, hold fingrene væk fra private opgaver og fokusér på jeres kerneopgaver.